Danmarks Sportsfiskerforbund har siden september 2017 gravet i sagen om Hjarnø Havbrug A/S’ ulovlige havbrugsvirksomhed. Det har ført til en række afsløringer af, hvordan havbrugsvirksomheden har overtrådt sine miljøgodkendelser. Undervejs har Havbrugsgruppen fra Horsens og Endelave-Gruppen, Kaninen Katrine fra Endelave og andre ildsjæle omkring Horsens Fjord været tætte og vigtige samarbejdspartnere i arbejdet med at afdække ulovlighederne. Politiet efterforsker nu sagen og har foreløbig rejst sigtelse mod virksomheden.

Her får du et kort overblik over sagens forløb. Klik på datofelterne for at komme videre til mere detaljeret information om de hver enkelt nyhed:

23. august 2017
En lokal lystfisker får en sølvlaks på krogen i Horsens Fjord. Flere lystfiskere beretter om fangster af sølvlaks i både tiden før og efter den 23. august. Det bliver startskuddet til et omfattende detektivarbejde. For hvor kommer sølvlaksene, der egentlig stammer fra Stillehavet, fra?

3. november 2017
Efter pres på Hedensted Kommune og Hjarnø Havbrug A/S indrømmer havbrugsvirksomheden at have opdrættet sølvlaks i år 2017, og at udslippet stammer fra deres havbrug. Fiskeristyrelsen bekræfter samtidig, at Hjarnø Havbrug A/S ikke har haft tilladelse til at opdrætte den fremmede art.

6. november 2017
Miljø- og fødevareudvalget beder Esben Lunde Larsen om at forholde sig til afsløringen. Ministeren bliver bl.a. spurgt om, hvorvidt Hjarnø Havbrug A/S har de nødvendige tilladelser til at opdrætte sølvlaks, og hvilke konsekvenser sølvlakseudslippet kan få for virksomheden.

19. november 2017
Danmarks Sportsfiskerforbund kan på baggrund af en aktindsigt hos Fødevarestyrelsen afsløre, at Hjarnø Havbrug A/S’ ulovlige opdræt af sølvlaks har et langt større omfang end virksomheden har oplyst, og at opdrættet har fundet sted helt siden 2015, uden at det er indberettet til Hedensted Kommune. Aktindsigten afslører, at virksomheden ad to omgange – i januar 2015 og januar 2016 – har importeret sammenlagt 500.000 sølvlakse-æg og dermed har kunne producere op mod 450.000 sølvlaks i sine havbrug.

Hjarnø Havbrug A/S har til Hedensted Kommune dog kun oplyst, at virksomheden den 4. januar 2017 havde udsat 15.000 sølvlaks i Hjarnø Havbrug, og at der den 29. marts var undsluppet 200 fisk. Virksomheden har hverken indberettet sin sølvlakseproduktion i 2015 og 2016 i sine årsindberetninger til kommunen.

Danmarks Sportsfiskerforbund opfordrer på den baggrund Hedensted Kommune til at leve op til sit myndighedsansvar og undersøge sagen til bunds.

4. december 2017
Miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen, iværksætter en afklaring af, hvilke tilladelser der kræves for at opdrætte sølvlaks. Ministeren forventer et svar medio januar 2018.

Danmarks Sportsfiskerforbund påpeger, at der er behov for koordineret tilsyn og forvaltning af havbrugene i Danmark.

Cred_HABFISH_Leif Bolding-18297.jpg Merproduktion betyder merforbrug af foder og i sidste ende mere forurening af havmiljøet. Foto: HABFISH/Leif Bolding.

11. december 2017 
I kølvandet på efterårets afsløringer af Hjarnø Havbrug A/S ulovlige opdræt af sølvlaks, stiller miljøordfører i Socialdemokratiet, Christian Rabjerg Madsen, en række spørgsmål til Miljø- og fødevareministeren og indkalder ham samtidig til samråd om sagen.

18. december 2017 
Hjarnø Havbrug A/S har på et møde med Hedensted Kommune forklaret, at virksomheden har haft tilladelse til import af sølvlakse-æg. Men at der under opfostringen af sølvlaksesmolt er sket store tab, og at derfor kun er udsat 15.000 sølvlaks på forsøgsbasis. Ved en fejl har havbrugsvirksomheden indberettet sølvlaksene som regnbueørreder i deres årsindberetninger. Virksomheden lover fremadrettet at rette op på de manglende informationer til kommunen. Hedensted Kommune godtager denne forklaring.

21. december 2017 
Danmarks Sportsfiskerforbund kan afsløre, at Hjarnø Havbrug A/S ikke har haft miljøgodkendelse til Hundshage Klækkeri, hvor sølvlaksene er udklækket og opfostret. Klækkeriet er dermed blevet drevet ulovligt i flere år.

23. januar 2018 
Dagen inden det planlagte samråd med Esben Lunde Larsen, erkender Miljø- og fødevareministeren, at der har været for dårligt styr på tilladelser i forhold til opdræt af ikke-hjemmehørende arter og usikkerhed om ansvarsfordelingen hos myndighederne. Ministeren igangsætter derfor en kulegravning af akvakultursektoren med henblik på at få styr på området.

21. februar 2018 
Danmarks Sportsfiskerforbund kan afsløre, at Hjarnø Havbrug A/S i 2014 og 2015 i det skjulte har opdrættet havørreder i sine bure ved Horsens Fjord. Der er ingen oplysninger om havørredproduktion i virksomhedens årsindberetninger. DTU Aqua fastslår, at et udslip af opdræts-havørreder kan få negative konsekvenser for de vilde bestande af havørreder.

21. juni 2018 
Efter flere måneders yderligere kulegravning af Hjarnø Havbrug A/S produktion overgiver Danmarks Sportsfiskerforbund sagen sammen med et omfattende dokumentationsmateriale til Sydøstjyllands Politi. Hjarnø Havbrug A/S er mistænkt for fire forhold:

  1. Opdræt af sølvlaks uden tilladelse i henhold til EU’s forordning (nr. 708/2007) om brug af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur.
  2. Etablering og drift af Hundshage Klækkeri uden miljøgodkendelse.
  3. Afgivelse af urigtige oplysninger i virksomhedens årsindberetninger om produktion af havørred og sølvlaks til Hedensted Kommune i 2014, 2015 og 2016.
  4. Begrundet mistanke om en betydelig overproduktion af fisk i Hjarnø Havbrug og i Hundshage Havbrug – og dermed en stor merudledning af forurenende stoffer til vandmiljøet i strid med havbrugenes miljøgodkendelser. Endvidere begrundet mistanke om overproduktion i koncernens tre ferskvandsdambrug.

2. juli 2018 
Hedensted Kommune bliver på et møde med Sydøstjyllands Politi gjort bekendt med, at der er indikationer på, at der har været en produktion af fisk, der i væsentligt omfang har oversteget virksomhedens miljøgodkendelser.

3. juli 2018 
På baggrund af politiets oplysninger sender Hedensted Kommune et varsel til virksomheden, hvoraf det fremgår, at kommunen påtænker at meddele et påbud mod fortsat drift. Hjarnø Havbrug får ved samme lejlighed en frist på en uge til at fremkomme med bemærkninger til påbuddet.

11. juli 2018 
Hjarnø Havbrug A/S bekræfter, at virksomheden gennem flere år har haft et større foderforbrug og en større produktion af fisk, end virksomheden har oplyst i deres årsindberetninger til kommunen. Hjarnø Havbrug A/S påstår, at de med en produktion af muslinger og tang har neutraliseret merudledningen af kvælstof og fosfor til havmiljøet.

musling lars pauli.jpg Hjarnø Havbrug A/S skulle angiveligt have produceret muslinger, men en aktindsigt viser, at der ikke er høstet en eneste musling siden 2014. Foto: Lars Pauli.

13. juli 2018 
Hedensted Kommune beder Hjarnø Havbrug A/S om at fremsende dokumentation, der klart påviser, at havbruget med sin muslinge- og tangproduktion overholder de gældende miljøgodkendelser og tilladelser.

18. juli 2018 
Hjarnø Havbrug A/S kan umiddelbart ikke fremlægge tilfredsstillende dokumentation for sin muslinge- og tangproduktion. Dog anerkender kommunen, at havbrugets muslinge- og tangproduktion medvirker til en reduktion af de næringsstoffer, som udledes fra havbrugene. Derfor vil kommunen ikke give havbrugsvirksomheden et standsningspåbud.

27. juli 2018 
I to breve til borgmester i Hedensted Kommune, Kasper Glyngø (S), opfordrer Danmarks Sportsfiskerforbund nu kommunen til omgående at meddele Hjarnø Havbrug A/S forbud mod fortsat drift af virksomhedens to havbrug i Horsens Fjord. Forbundet påpeger, at muslinge- og tangopdræt ikke indgår i virksomhedens miljøgodkendelser og endnu ikke er godkendt som et kompenserende virkemiddel ifølge dansk lovgivning og derfor ikke er relevant i sagen om Hjarnø Havbrug A/S’ merproduktion og forurening af havmiljøet.

14. august 2018 
Et flertal i Hedensted Kommunes Udvalg for Teknik beslutter at tillade fortsat drift af Hjarnø Havbrug og Havbruget Hundshage. Næstformand i udvalget, Steen Christensen (S), får dog sagen sendt videre til byrådet, hvor kommunens politikere skal tage stilling til sagen vedrørende Hjarnø Havbrug A/S d. 29. august.

27. august 2018 
I et brev til byrådspolitikerne i Hedensted Kommune gør Danmarks Sportsfiskerforbund politikerne opmærksomme på, at Hedensted Kommune som tilsynsmyndighed i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 68 og § 69 har pligt til at bringe de ulovlige forhold vedrørende Hjarnø Havbrug A/S til ophør.

Samme dag kommenterer Miljø- og fødevareminister, Jacob Ellemann-Jensen, forbundets pressemeddelelse vedrørende forbundets henvendelse til borgmesteren i Hedensted Kommune fra d. 27. juli. Her gør ministeren det klart, at kompenserende virkemidler i form af muslingeopdræt endnu ikke lovmæssigt kan anvendes af et havbrug i forbindelse med beregninger af udledning af kvælstof of fosfor.

29. august 2018 
Hedensted byråd vælger på sit byrådsmøde at søge uvildig juridisk rådgivning for at undersøge muligheden for et standsningspåbud til Hjarnø Havbrug A/S. Miljø- og fødevareministerens svar er afgørende for byrådets beslutning om at udsætte sagen og få juridisk rådgivning.

Doner knap mobilepay – havbrug.jpeg

19. september 2018 
Hedensted Kommunes byråd vedtager ikke at udstede et standsningspåbud over for Hjarnø Havbrug A/S. Byrådspolitikerne begrunder det blandt andet med, at havbrugsvirksomhedens muslingeopdræt har medført, at der sandsynligvis ikke er sket skade på miljøet, og at et standsningspåbud vil være ude af proportioner. I stedet for et standsningspåbud indskærper kommunen over for Hjarnø Havbrug A/S, at virksomheden fremover skal overholde produktionsvilkårene, og samtidig holde eventuelle effekter af kompenserende muslingeopdræt ude af sine produktions- og udledningsregnskaber.

24. september 2018 
Danmarks Sportsfiskerforbund kan på baggrund af aktindsigt i Hjarnø Havbrug A/S’ egne indberetninger af deres muslingeproduktion til Fiskeristyrelsen afsløre, at virksomheden efter 2014 ikke har høstet en eneste musling og dermed ikke fjernet noget som helst kvælstof og fosfor fra vandmiljøet. Forbundet efterlyser i et brev til borgmester Kasper Glyngø dokumentation for kommunens vurderinger af, at der ikke er sket skade på miljøet.

28. september 2018 
Borgmester Kasper Glyngø udtaler til P4 Trekanten, at ”den beslutning, byrådet tog, lænede sig meget op ad, at der var høstet muslinger. Hvis der nu er kommet tvivl omkring, om der er høstet, så er vi nød til at få det undersøgt til bunds. Det er vi i gang med.”

Dermed er sagen vedrørende Hjarnø Havbrug A/S’ ulovlige havbrugsdrift langt fra afsluttet. Danmarks Sportsfiskerforbund graver videre i sagen. Samtidig efterforsker Sydøstjyllands Politi fortsat sagen, og der er nu rejst sigtelse mod virksomheden.

8. oktober 2018
Hjarnø Havbrug A/S bekræfter i et notat sendt til Hedensted Kommune, at der ikke er høstet og fraført en eneste musling fra Horsens Fjord og As Vig siden 2014.

Notatet bekræfter dermed, at Hjarnø Havbrug A/S med sit muslingeopdræt ikke har fjernet kvælstof og fosfor fra fjorden – og dermed ikke har kompenseret for havbrugsvirksomhedens mangeårige ulovlige merudledninger.

11. oktober 2018
En kulegravning af havbrugssektoren slår fast, at administrationen og kontrollen af de danske havbrug på flere områder og over en længere årrække har været mangelfuld. Derfor sætter miljø- og fødevareministeren Kammeradvokaten til at gennemgå de danske havbrugs placeringstilladelser.

Ifølge Danmarks Sportsfiskerforbund omfatter kulegravningen dog ikke en række andre problemstillinger vedrørende tilsyn og kontrol med havbrugssektoren.

17. oktober 2018
Leder, Sportsfiskeren #6.2018

Leder: Kontrollen af havbrug skal styrkes

Miljøtilsynet og kontrollen med de danske havbrug er baseret på ren tillid og er på flere måder mangelfuld. Det viser sagen om Hjarnø Havbrug A/S med al tydelighed. Tilsynet bør centraliseres og kontrolmulighederne forbedres, så vores havmiljø og lystfiskeri ikke tager yderligere skade.

3. november 2018
Havbrugsgruppen og Levende Hav sætter fokus på virkningerne af havbrug i åbne bure i havet med et debatmøde lørdag den 3. november. Danmarks Sportsfiskerforbunds formand, Verner W. Hansen, deltager i debatpanelet.

22. november 2018
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen igangsætter en grundig undersøgelse af hele havbrugssektoren, der skal afdække problemer med bl.a. merproduktion, placeringstilladelser og miljøgodkendelser. Undersøgelsen kommer efter afsløringen af Hjarnø Havbrug A/S’ ulovlige merproduktion af fisk.

28. februar 2019
Hjarnø Havbrug A/S forsøger at få tilladelse til at fortsætte sin ulovlige overproduktion af fisk i virksomhedens to havbrug i Horsens Fjord. Det viser en ansøgning, som havbrugsvirksomheden har sendt til Hedensted Kommune i slutningen af januar.

Ifølge Danmarks Sportsfiskerforbund bør Hedensted Kommune afvise ansøgningen.

5. marts 2019
Socialdemokratiet har valgt at trække sig fra den stemmeaftale med regeringen, som har til hensigt at bane vejen for nye, store havbrug. Partiet ønsker i stedet en ny strategi, der i højere grad fokuserer på udviklingen af mere miljøvenligt fiskeopdræt på land. Et vigtigt kursskifte, mener Danmarks Sportsfiskerforbund.

1. april 2019
Hjarnø Havbrug A/S ønsker nye 10-årige tilladelser til sine fire muslingeopdræt. Men virksomheden har ikke levet op til vilkårene i sine hidtidige tilladelser, og samtidig ligger de kommende vilkår for kompenserende opdræt af muslinger endnu ikke fast. Derfor bør Fiskeristyrelsen afvise ansøgningerne og inddrage tilladelserne til muslingeopdræt, påpeger Danmarks Sportsfiskerforbund i et høringssvar til styrelsen.

3. april 2019
Miljø- og Fødevareministeriet har nu igangsat en omfattende kontrol af de danske havbrugs foderforbrug, produktion af fisk og medicinforbrug i de seneste tre år. Kontrolaktionen er en del af miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensens kulegravning af hele havbrugssektoren.

17. april 2019
I et høringssvar til Kystdirektoratet anbefaler Danmarks Sportsfiskerforbund, at Hjarnø Havbrug A/S ikke får lov til at etablere et nyt, stort tanganlæg syd for Endelave. Hjarnø Havbrug A/S mangler både at redegøre for et reelt behov for et tanganlæg, ligesom virksomheden tidligere har vist eksempler på dårlig vedligeholdelse og oprydning efter Endelave Havbrug.