Flere hundrede kysthjælpere og 28.000 ålegræsskud gav et kærligt pust til havet

CB25 00382024 Foto: Claus Bonnerup.

Sommerens ålegræsudplantninger med Kysthjælper blev gennemført med stort gåpåmod i både Risskov, Horsens og Assens. Tak til alle, der gav en hånd!

Det er både sjovt og hyggeligt at udplante ålegræs, men for de frivillige arrangører er arbejdet også forbundet med spænding og nervøsitet i dagene op til udplantningen. Kommer der nok frivillige hjælpere? Har vi husket alt udstyret? Tillader vejret, at dykkerne kommer i vandet og får plantet alle ålegræsskuddene? 

Sådan var det også i år for nogle af de frivillige kysthjælpere, der i månedsvis havde forberedt dette års ålegræsudplantning med projekt Kysthjælper. Heldigvis sænkede skuldrene sig hos de fleste, da dagens arbejde gik i gang, og det væltede ind med frivillige hjælpere, der havde glædet sig til at give havet en hånd og lære nyt om ålegræs.

CB25 00381054
Faglig konsulent i Kysthjælper, Niels Åge Skovbo, beundrer et nyhøstet ålegræsskud. Foto: Claus Bonnerup.

Alt det gode, ålegræs gør:

•    Ålegræs er levested for mange arter af fisk, rejer, børsteorm, tanglopper og andre smådyr.

•    Ålegræs ilter vandet og hjælper til, at ophvirvlet materiale bundfældes.

•    Ålegræs gør havbunden mere robust over for et fremtidigt mere voldsomt klima: De steder, hvor ålegræs slår rødder, stabiliseres bunden, så bundmateriale ikke så nemt hvirvles op og føres bort.

•    Lokalt vil ålegræs give renere vand, fordi det optager og lagrer næringsstoffer fra vandet. Dermed er der mindre næring til alger – herunder det såkaldte ’fedtemøg’.

Læs mere her

Alle kom i mål med stor entusiasme
Søndag den 15. juni gennemførte Kysthjælper ålegræsudplantninger i både Torø Vig ved Assens, i Horsens Fjord og i Aarhusbugten ved Risskov. Alle udplantninger var en del af det landsdækkende initiativ Danmark Planter Ålegræs – med 30 ålegræsudplantninger på én og samme dag.

Tilsammen blev der udplantet 28.000 ålegræsskud ved de tre udplantninger i Risskov, Horsens og Assens.

– Det er super godt gået! siger Kysthjælpers projektleder, Erik Haar Nielsen, og fortsætter:

– Men lige så vigtigt er det, at de frivillige har vist, at de kan planlægge og gennemføre en ålegræsudplantning. Kysthjælpers hovedformål er nemlig at give hjælp og vejledning til frivillige, så de lærer at organisere marin naturgenopretning. Og det lykkedes bestemt ved årets udplantninger, siger han.

– Samtidig lægger vi vægt på, at de frivillige får en god oplevelse ved kysten. DET det fik de. Deltagerne mødte op med et stort engagement og stor interesse i arbejdet med ålegræsudplantning, og de var utroligt taknemmelige over at være med. Den tak vil vi gerne sende videre til de frivillige tovholdere ved udplantningerne, der gjorde det til en fantastisk oplevelse for alle deltagere, siger Erik Haar Nielsen.

CB25 00382527
De fremmødte frivillige får en introduktion til dagens arbejde i Risskov. Foto: Claus Bonnerup.

Sådan planter man ålegræs

1. Høst: Man høster ålegræs fra et sundt ålegræsbed i nærheden af udplantningsfeltet.

2. Klargøring: Man klargør hvert ålegræsskud til udplantning ved at binde det op på et ikke-galvaniseret jernsøm.

3. Udplantning: Man planter de klargjorte skud i havbunden med håndkraft, ét for ét.

4. Monitering: Man holder øje med det udplantede ålegræs, for at fremtidige udplantninger kan lære af erfaringerne.

Læs mere om udplantning af ålegræs her

Ålegræs-maraton i Horsens med ny rekord
Gennem nu seks år er der blevet udplantet ålegræs af frivillige i Horsens Fjord, og i Horsens er der tradition for at gennemføre udplantningen over flere dage. I år blev rekorden slået, da det lykkedes at udplante næsten 20.000 ålegræsskud i løbet af den uge med to weekender, som udplantningen varede. 
 
– Vi har brugt helt nøjagtigt 19.730 søm. Da hvert søm repræsenterer et ålegræsskud, kom vi meget tæt på målet om at udplante 20.000 ålegræsskud, fortæller Jan Karnøe, der er tovholder for udplantningen i Horsens.
 
Han er meget tilfreds med resultatet, og lettet over, at de frivillige klarede ugens vejrmæssige udfordringer.

– Det var blæsevejr og heftig regn undtagen to af periodens dage, så vi måtte indimellem bjerge vores telte, hvor vi sidder og binder ålegræs, og måtte bakse med at få rejst teltene igen, fortæller han.

Nogle af de frivillige hjælpere var gengangere fra tidligere års udplantninger i Horsens. Andre var helt nye frivillige, der ville prøve ålegræsudplantning. I ugens løb var der desuden hjælp til udplantningen fra fire skoleklasser fra Østerhåbskolen i Horsens.

– Vi havde fire 8. klasser med, som også deltog sidste år. De var glade for at være med igen, og i år var de blevet mere modne og havde godt styr på arbejdet med at klargøre ålegræsskuddene til udplantning, siger Jan Karnøe.

Endnu Et Hold Dykkere Assens
Et af dagens dykkerhold i Assens. Foto: Søren Bay.

5.000 skud plantet ud ved Assens
I Assens tiltrak ålegræsudplantningen den 15. juni også stor opmærksomhed, fortæller Ulrik Vendelbo, formand for Assens Dykkerklub og medarrangør af årets ålegræsudplantning ved Assens.

– I år udplantede vi for tredje år i træk, og det er fedt at se, at interessen for arbejdet stiger år for år. Det er virkelig sejt, at havmiljøet er kommet på folks radar, og at folk kommer ud og planter ålegræs i stedet for bare at blive derhjemme, siger Ulrik Vendelbo.

De frivillige ålegræs-bindere fyldte syv borde-bænke-sæt, som var stillet op ved Assens Dykkerklub. Blandt binderne var der et par tyske turister fra Rostock, som havde fundet vej til udplantningen. 

5.000 ålegræsskud blev bundet op på søm og plantet på bunden af Torø Vig nær Assens. Selve udplantningen blev udført af lokale dykkere med hjælp fra en gruppe unge elever fra dykkerlinjen på Glamsbjerg Efterskole. 

Nu drømmer de frivillige om at plante endnu flere ålegræsskud næste år!

Da vi endelig var i gang med udplantningen, var nervøsiteten forsvundet. Så føltes det bare rart at ligge der på havbunden og kigge på en hummer, der gik forbi, mens vi plantede skuddene.
Morten Rasmussen, frivillig dykker i Risskov.
CB25 00382000
Action i vandet ud for Bellevue Strand i Risskov. Foto: Claus Bonnerup.

Aarhusianerne plantede 3.000 skud
I Risskov nord for Aarhus stillede et stærkt hold frivillige kysthjælpere op for at give nyt liv til kysten, heriblandt også folk, som tilfældigt kom forbi udplantningen.

Lokale dykkere fra dykkerklubben Biodyk havde tilrettelagt den del af arbejdet, der foregik i havet. De var spændte på dagen, men åndede lettede op, da tingene gik som smurt, og 3.000 nyhøstede og klargjorte ålegræsskud kunne sejles ud til udplantningsområdet og plantes på bunden.

– Vi havde en forrygende dag, hvor dykkerne fik en rigtig god oplevelse, fortæller Morten Rasmussen, der er frivillig dykker og var med til at forberede dagens udplantning.

– Over vandet havde vi planlagt udplantningen meget systematisk med klargøring og placering af søgeliner og bøjer, men et er at planlægge det over vandet, noget andet er når vi ligger under vandet i vægtløs tilstand, og sigten er dårlig. Så bliver tingene meget mere bøvlede. Alligevel lykkedes det meget godt. Da vi endelig var i gang med udplantningen, var nervøsiteten forsvundet. Så føltes det bare rart at ligge der på havbunden og kigge på en hummer, der gik forbi, mens vi plantede skuddene.

Morten Rasmussen glæder sig til at følge med i, hvordan det nyplantede ålegræs klarer sig.

– Jeg kommer helt sikkert ud og kigger på det engang efter sommerferien. Jeg tror, placeringen er god for de nye ålegræsbede. Der er en grov grusbund og nogle relativt store sten i området, og det betyder også, at kysten ikke er alt for eksponeret for vind, der kan blæse ålegræsset væk, inden rødderne får sat sig dybt nok. Uanset hvad der sker, kan udplantningen give os nogle vigtige erfaringer om, hvor det er bedst at udplante ålegræs i fremtiden.

MRA0535
Arbejdet i vandet bliver udført af erfarne frivillige dykkere. Foto: Morten Rasmussen.

 

 

Kysthjælper – vi giver havet en hånd

Projekt Kysthjælper arbejder for at forbedre havnaturen og genskabe levestederne for fisk og bunddyr i de kystnære havområder. Arbejdet bliver udført i samarbejde med frivillige og består i udplantning af ålegræs og etablering af mindre stenrev og muslingerev i fire kystnære havområder. 

Kysthjælper ledes af Danmarks Sportsfiskerforbund og er finansieret af VELUX FONDEN. En række forskningsinstitutioner, kommuner og NGO’er er partnere i projektet og bidrager med både viden og stærke hænder for at hjælpe havmiljøet. 

Læs mere om Kysthjælper her

Bliv medlem

Støt op om vores arbejde

og bliv en del af fællesskabet

Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Det er ikke en gyldig e-mail
Der findes allerede en profil med denne e-mail, log venligst ind først.
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Ingen DSF Cap (+ 100 kr.) Geoff Anderson WizTool værktøj (+ 149 kr.)

DKK {{model.price | number : 2}}

Vælg betalingsform

MobilePay MobilePay Betalingskort Kort

Ja tak, send mig nyhedsbreve med nyheder, tilbud, kurser og fortællinger om arbejdet for flere vilde fisk og et bedre lystfiskeri.

Jeg accepterer Danmarks Sportsfiskerforbunds betingelser. Dine oplysninger vil blive brugt til medlemsadministration såsom kontingentopkrævning og udsendelse af vores medlemsmagasin Sportsfiskeren. Se også vores privatlivspolitik.

Du skal acceptere vores betingelser

Kontingent gælder i 1 år. Fornyes automatisk og kan til enhver tid opsiges via "Min Side"