'Ja tak' til nye stenrev på statens regning

Stenrev Ørred 1 Niels Vestergaard Web Stenrev er vigtige leve- og skjulesteder for fisk og smådyr på havbunden. Foto: Niels Vestergaard.

Regeringen og et politisk flertal er blevet enige om den konkrete placering af fem nye stenrev finansieret af statslige midler. Danmarks Sportsfiskerforbund rækker tomlen opad og efterspørger, at staten generelt tager større ansvar for at styrke biodiversiteten på de danske kyster.

Miljøministeriet har netop meldt ud, at den konkrete placering for fem nye stenrev i de danske farvande er på plads. Det kommer til at koste ca. 35 mio. kr. at etablere stenrevene, og midlerne kommer fra henholdsvis Natur- og Biodiversitetspakken fra december 2020 og Finanslovsaftalen 2022.

Der er i vidt omfang tale om genopretning eller reetablering af tidligere stenrev, som er helt eller delvist forsvundet på grund af tidligere tiders stenfiskeri, oplyser Miljøministeriet. Miljøminister Lea Wermelin og SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Kristendemokraterne og Alternativet er blevet enige om, at stenrevene skal etableres i Øresund, Køge Bugt, Kattegat og to steder i Lillebælt.

Det glæder Danmarks Sportsfiskerforbund, at beslutningen er taget.

– Vi er meget glade for udsigten til flere stenrev i de kystnære havområder, som skaber levesteder for fisk og smådyr og dermed forbedrer biodiversiteten. Det er der hårdt brug for. Arter som ål og torsk er pressede og mangler gode levesteder på kysterne, siger biolog i Danmarks Sportsfiskerforbund, Erik Haar Nielsen.

Han er projektleder i frivilligprojektet Kysthjælper, som undersøger, hvordan man kan forbedre havnaturen med hjælp fra frivillige. De frivillige arbejder med udlægning af mindre stenrev og udplantning af ålegræs i Limfjorden, Århus Bugten, Horsens Fjord og ved Assens.

Her kommer der nye stenrev
Den konkrete placering for de fem stenrev er:

• Et stenrev med formidlingsformål i det nordlige Øresund ved Nivå Strandpark
• Et stenrev med formidlingsformål i Køge Bugt
• Et stenrev nord for Hundested i Kattegat
• Et stenrev ved Lyø W Flak i Lillebælt
• Et stenrev ved Helnæshoved Flak i Lillebælt

Om projekt Kysthjælper
Projekt Kysthjælper er finansieret af VELUX FONDEN, og Danmarks Sportsfiskerforbund er projektejer. Projektet kører over de næste fire år fra 2021 til 2025.

Projekt Kysthjælper har landsdækkende perspektiver, men vil blive lokalt forankret med fire pilotprojekter i Limfjorden, Århus Bugten, Horsens Fjord og ved Assens. Formålet er at engagere frivillige i forbedring af levesteder for fisk, dyr og planter i havområder nær kysten.

Læs mere om Kysthjælper her

– Kysthjælper samarbejder med kommunerne i de fire områder, og vores erfaring er, at kommunerne vældigt gerne vil gøre noget mere for at forbedre naturen i de kystnære havområder. De mangler bare midler til at gennemføre projekterne. På nuværende tidspunkt er kommunerne derfor afhængige af blandt andet hjælp fra frivillige i Kysthjælper og lignende projekter. Vores drøm er, at staten tager mere del i ansvaret for at forbedre biodiversiteten på kysterne, siger Erik Haar Nielsen.

– Der har længe været stor fokus på at styrke biodiversiteten på landjorden ved at lade græsset gro og frede skovområder. Nu skal øjnene op for den dårlige biodiversitet under havoverfladen, som vi lystfiskere møder gennem vores hobby, tilføjer Erik Haar Nielsen.