Svævende vinterfluer: SloMo Shrimp
Fluebinderen Jesper Lindquist Andersen har vist vejen, når det gælder efterårets og vinterens drilske kystørreder. Skumfluer kan noget helt særligt. Her forklarer han baggrunden for succesen og viser efterfølgende, hvordan favoritfluen SloMo Shrimp skal bindes.
Det hele begyndte med Pattegrisen. Jesper Lindquist Andersen arbejder nemlig i grejbutikken Go Fishing i Odense, hvorfra den berygtede og landskendte lyserøde kystflue har sit ophav.
Den nu klassiske rejeflue, med de lange, forførende Spey-hackler, måtte selvfølgelig på et tidspunkt tilpasses til natfiskeri efter havørrederne på kysten. Derfor fik Pattegrisen monteret en skumryg, som kunne holde fluen stribende i overfladen.
Fluen kunne fange fisk om natten, men Jesper Lindquist Andersen faldt ikke helt bagover af begejstring. Medvinden blæste først for alvor i retning af skumfluerne nogle år senere, og nu er han ikke længere
Jesper med en flot vinterfisk taget på SloMo Shrimp i den klassiske lyserøde Pattegris-farve.
Udfordringer med Pattegrisen
Som medarbejder i en grejbutik har man af gode grunde mest travlt, når alle andre gerne vil ud at fiske. Det gælder selvfølgelig også på Fyn.
– Jeg fisker rigtigt meget om vinteren, da vi har nok at se til i butikken om foråret og i efteråret. Vores kunder er mest aktive i de perioder, og vi afholder samtidig en del arrangementer. Om vinteren køler det hele lidt af, så her nyder jeg mange egne fisketure med fluestangen.
Det bliver helt naturligt til en del fjordfiskeri og fiskeri i andre lavvandede områder, da ørrederne gerne opholder sig her i denne del af året. Ofte har jeg kun vand til lige under knæene, og da vandet samtidigt er køligt, er det sjældent produktivt at fiske fluerne med høj fart.
Derfor har jeg i årevis været på udkig efter mønstre, som kan fiskes meget langsomt uden samtidig at synke til bunds, indleder Jesper Lindquist Andersen.
– Her er Pattegrisen sjældent det rigtige valg, da den originale udgave fiskes bedst i hurtigt tempo. Faktisk havde jeg personligt lidt startproblemer med Pattegrisen, da fluen i sin tid skyllede over de danske kyster som en folkekær tsunami.
Jeg konsulterede chefen (red. Claus Eriksen, direktør i Go Fishing og ophavsmand til Pattegrisen), som blot rådede mig til at sætte hastigheden markant op på min indtagning. Så skulle fiskene ifølge ham nok sidde der. Det hjalp mig rigtigt nok dengang, men strategien er som sagt ikke velvalgt i det kolde vintervand.
Pattegrisens popularitet gjorde imidlertid, at vi inden længe også lavede udgaver til natfiskeri. Disse blev bundet med skumryg, så fluen holdt sig i overfladen. Det blev aldrig helt mit fiskeri, men skumfluerne så lækre ud, og jeg beholdt et par af dem i min æske, fortsætter Jesper Lindquist Andersen.
Regnbuerne åbnede øjnene
Selv om der blev eksperimenteret lystigt med vinterfluerne hjemme på Fyn, kom gennembruddet med skumfluerne først en blæsende efterårsdag på Vestsjælland.
– Så vidt jeg husker, var det i 2019, hvor der atter en gang var undsluppet store mængder regnbueørreder fra et af havbrugene. I den gode oprydningssags tjeneste drønede vi til Sjælland. Jeg mente at have et es i ærmet, da jeg kort forinden havde haft fremgang med synkende flueline og flydende fluer i nogle lokale ørredsøer.
Denne teknik skulle nu forsøges på burfiskene på kysten. Metoden virkede over al forventning, men til min overraskelse bestod mine fangster på Sjælland i overvejende grad af flotte havørreder. Da det samme ikke var tilfældet blandt mine regnbue-høstende medfiskere, anede det mig, at skumfluerne nok kunne et og andet, når blot de kom ned i vandsøjlen.
Metoden virkede over al forventning, men til min overraskelse bestod mine fangster på Sjælland i overvejende grad af flotte havørreder."
Oplevelsen sendte mig hjem til fluestikket med en plan. Nu skulle der eksperimenteres og balanceres med fluerne, og jeg fandt ud af, at ved at belaste skumfluerne, kunne de blive så godt som vægtneutrale i vandet.
Belastning og skum fungerer i den sammenhæng som plus og minus, og rammer man nul, hænger fluen nærmest bare svævende i vandet. Det gør, at man kan lave ekstremt lange pauser og stop i indtagningen, og at fluen kan fiskes på meget lavt vand i langsomt tempo. Jeg har på et tidspunkt talt til tredive, mens fluen stort set ikke flyttede sig i vandsøjlen, fortæller Jesper Lindquist Andersen entusiastisk.
Rejens nye klæder
Mens kystfluefiskere over hele Europa havde taget Pattegrisen til sig, opstod der et uventet problem. Den amerikanske fjerkræ-producent, Whiting, som i årevis havde raffineret opdrættet af fugle med de livlige Spey-fjer i nakken, løb tør og kunne ikke længere matche efterspørgslen.
Det gav fjerene kultstatus, og siden er de drypvise, små leverancer af nakkerne næsten øjeblikkeligt udsolgte i butikkerne. Kystfiskeri efter havørreder, og behovet for rejefluer, er dog ikke stoppet af den grund.
– Det er vanskeligt at sælge fluematerialer, man ikke har på lager. I Go Fishing sælger vi også anseelige mængder af færdigbundne fluer, så heller ikke der kunne vi følge med.
Der var simpelthen ikke længere Spey-fjer nok i omløb, så jeg begyndte at eksperimentere med alternative materialer. Det syntetiske hårmateriale Craft Fur viste sig at være nøglen. Fibrene i Craft Fur er ikke helt så tynde som Spey-hacklernes, men bruger man dem sparsomt, er ligheden slående. De kunstige hår kan derfor erstatte de lange Spey-fjer til fluens hale, mens det går at finde andre store hane-hackler, som kan erstatte kropshacklet.
En stor del af fluens udtryk og svæv i vandet skal alligevel tilskrives den rundhåndede anvendelse af dubbing, som fortsat er tilgængelig. De få, men nødvendige ændringer af fluen, resulterede i den SloMo Shrimp, vi binder her i bladet i en grå udgave.
Jeg kom frem til fluens endelige form et efterår, og på denne årstid gør fluer som f.eks. Regnbuesvinet det rigtigt godt. Deraf farvevalget. Denne grå variant er favoritten frem til vandet bliver rigtigt koldt, typisk hen i december, hvorefter en hvid udgave tager over. Gerne med et islæt af fluorescerende gult eller pink.
Den hvide er mit førstevalg gennem vinteren frem til april, hvor jeg gerne konverterer til den lyserøde pattegris- kulør. Men der er selvfølgelig undtagelser og mulighed for selv at fintune farvevalget, konstaterer Jesper Lindquist Andersen.
Jeg har i stedet haft succes med at kaste SloMo Shrimp ud og nærmest parkere i eller kun nulre den gennem det hotte område..."
Slovmotion-teknik
En god flue gør det sjældent alene. Åbenlyst handler kystfiskeri en hel del om at få fluen i nærheden af havørrederne, men der er også konkrete fisketeknikker, hvortil SloMo Shrimp er et særligt godt valg. Jesper Lindquist Andersen deler rundhåndet ud af sine erfaringer.
– Mange kystfluefiskeres umiddelbare tilgang til fiskeriet er blevet en form for intermediate flueline, og så ellers ud over stepperne med god fart på fluen. Det kan være det rigtige valg, når forårssolen har sat sit aftryk på vandtemperaturen, og ørrederne er spredte.
Om vinteren går jeg en anden vej. Jeg fisker med flydeline og SloMo Shrimp inde på lavt vand. På pladser, som jeg ved bør holde fisk, tager jeg fluen relativt langsomt ind. Med lange stop. Det er svært at beskrive med ord, præcist hvor langsom indtagningen bør være, men det her med de lange stop er væsentligt.
Mine stop i indtagningen kan godt være på både fem og otte sekunder. Det føles som lang tid, men fisken tager ofte fluen, i det øjeblik jeg genoptager indtagningen. I en periode fiskede jeg jævnligt havørred fra båd, og der så jeg, hvordan fiskene ofte blot stopper op og bare står og glor på fluen, mens den hænger stille i vandet.
Nogle er nervøse for at fiske for langsomt på grund af risikoen for bundbid, mens andre foretrækker belastede fluer med en jiggende gang i vandet. Men fisk og rejer jigger jo ikke rundt i vandet. Tværtimod så står de ofte nærmest stille og flytter sig først, hvis der er fare på færde.
Havørreden tror måske, at det mere stationære bytte, altså min SloMo Shrimp, endnu ikke har opdaget dens ankomst. Til gengæld slår fisken ofte til, så snart fluen atter bevæger sig. SloMo Shrimp er også god, hvis du ved, at havørrederne kun bevæger sig akkurat i periferien af din kasteradius. I disse situationer kan man kaste sig bevidstløs, da man kun har fluen i zonen i ganske få indtag.
Hvis ikke en fisk følger efter, spilder man en del tid. Jeg har i stedet haft succes med at kaste SloMo Shrimp ud og nærmest parkere i eller kun nulre den gennem det hotte område. Selvfølgelig med lange pauser inkluderet.
Hvide, grå og lyserøde SloMo Shrimps dominerer i Jespers flueæske.
Slomo Shrimp er også uovertruffen på de dage, hvor drivende ålegræs i vandet, sender mange kystfiskere frustrerede hjem eller videre til andre pladser. Her bruger jeg en let-synkende flueline og SloMo Shrimps bundet med grødebeskytter.
Jeg lader linen synke cirka tredive centimeter ned i vandet, hvorefter jeg stille og roligt kan hjemtage min rejeflue under det drivende græs. Jeg har snart ikke tal på de gange, jeg har fået fisk, mens andre opgivende forlader området.
SloMo Shrimp er selvfølgelig fast inventar i mine flueæsker nu, men skummet har også bredt sig til andre fluetyper, som jeg også har glæde af i vægt-neutrale udgaver, understreger Jesper Lindquist Andersen.
Bindetips
Selv om fremgangsmetoden for Pattegrisen, og dermed grundformen for SloMo Shrimp, er beskrevet mange gange allerede, er der alligevel et par momenter, man som fluebinder bør være opmærksom. Især for at opnå den vægt-neutrale tilstand.
– I starten klippede jeg alle skumryggene selv og eksperimenterede med mange fluekroge, men på et tidspunkt faldt jeg i snak med en kunde omkring skumfluerne. Det viste sig, at han havde produktionsfaciliteterne og gerne ville hjælpe med at fremstille nøjagtige skumrygge, så vi vidste, de ville matche en given krog.
Valget faldt på Ahrex Light Stinger i størrelse 4 og 6, så nu har vi færdige laser-skårne skumrygge til salg til dem i Go Fishing. Fluerne vil svæve fint med blot en lille smule belastning. Jeg bruger typisk en 0,15 millimeter blyfri wire, som jeg snor og derefter fastgør cirka 5 millimeter af under krogskaftet.
Vi sælger også færdige SloMo Shrimp-fluer, så der er råd for dem, der ikke binder fluer selv. Da de færdige skumrygge er laserskårne, har de en ekstra fordel ud over nøjagtigheden. Den brændte kant, gør nemlig disse rygge mere holdbare. Uanset skal man dog passe på ikke at stramme rib og bindetråd så hårdt, at man skærer ned i skummet. Det forringer holdbarheden.
Når du binder ryggen på, vil jeg desuden anbefale, at du kører ribben vinkelret hen over krogen, men skråt under krogskaftet. Det giver en pænere færdig flue og modvirker samtidig, at skummet trækkes skævt. Apropos skævt er det vigtigt, at skummet afslutningsvist studses til med saksen ude ved krogøjet, så fluen ikke mister balancen ved indtagningen. Jeg klipper gerne et lille V forenden af skummet hen over krogøjet.
Når jeg binder ålegræs-modellerne, tilføjer jeg krogen en monofil grødebeskytter fra krogbøjningen til krogøjet, og på disse fluer klipper jeg skummet af helt inde ved bindetråden, så snippen heller ikke kan fange ålegræs. Vær sparsom med Craft Fur-halen, da der skal bruges mindre, end de fleste tror.
Til gengæld bør man være generøs med mængden af dubbing, så den senere kan børstes godt ud og give fluen den karakteristiske form og volumen, slutter Jesper Lindquist Andersen.
Bindevejlening eller se bindevideoen nederst i artiklen.
Materialer
Krog: Ahrex NS122 Light Stinger #4-6
Tråd: Tan UTC
Belastning: Blyfri wire
Rib: Klar nylon
Hale: Teal fjer, Tan Craftfur, Chartreuse Rizz Fibre
Butt: Light Shade Rainbow Scud dubbing mixet med Hot Magma Yellow SSS dubbing og grizzly hackle-fibre
Øjne: Brune Easy Shrimp Eyes
Krop: Light Shade Rainbow Scud dubbing
Hackle: Grizzly hane hackle
Rygskjold: 2 mm Tan Foam Shrimp Shield
1. Fastgør bindetråden på krogskaftet, og bind belastningen ind under krogskaftet. Lidt fibre fra teal-fjeren bindes derefter ind som første moment i fluens hale.
2. Bind et tyndt bundt Craft Fur-fibre ind ovenpå teal-fibrene.
3. Bind to strå Rizz Fibre ind, fold dem bagover, og lås dem med bindetråden.
4. Dub en fyldig knold af dubbing-blandingen lige foran halen. HUSK derefter at binde nylon-ribben ind, så den sidder godt fast!
5. Bind rejeøjnene ind op mod dubbingen, så de stikker ud til hver sin side. Bind derefter fibrene fra et grizzly-hackle ind mellem øjnene.
6. Fastgør den brede ende af grizzly-hacklet ind foran butten, og dub derefter en fyldig krop af Rainbow-dubbingen på resten af krogskaftet.
7. Hacklet tørnes nu frem mod krogøjet. 5-6 tørn er passende.
8. Hackle-fibrene tvinges ned på begge sider med fingrene, hvorefter dubbingen børstes grundigt ud og nedad med dubbingbørsten.
9. Rygskjoldet bindes på med nylon-ribben, som forsigtigt listes gennem hackle og dubbing. Ribben sikres med bindetråden forrest. Børst eventuelt igen. Fluen er færdig.
Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 4, 2024.