Majfluen til juni: LGB Danica

MVF7086

De store majfluer er højt placeret blandt ørredernes livretter, og fiskeriet har en næsten mytisk status blandt fluefiskere. Heldigvis behøves det ikke at være vanskeligt at binde vellignende imitationer af de imponerende insekter. Fluefiskeren Lars Christian Bentsen fortæller her om sin gennemprøvede og driftssikre tørflue LCB Danica.

Majflue-sæsonen er blandt årets højdepunkter for både åens ørreder og fluefiskere med hang til tørfluefiskeri. Når de største Ephemera danica- insekter klækker i slutningen af maj – eller som det oftere er tilfældet, i starten af juni – taber både de største ørreder og de mest erfarne fluefiskere nærmest kontrollen. Ørrederne mæsker sig i årets mest i iøjnefaldende ædegilde, mens tørfluefiskerne stempler ud, rydder kalenderen og er nær ved fraværende for omgivelserne, så længe løjerne står på.

Lars Christian Bentsen har fisket med tørflue i mere end femogtyve år og nyder hvert år det intense majfluefiskeri. I dag oftest ved Gudenåen eller langs Ansager Å. Gennem årene har der siddet en del forskellige majflue-imitationer for enden af Lars Christian Bentsens forfang, men favoritten er hans egen LCB Danica, som han har raffineret i løbet af det seneste årti. Ikke mindst fordi den, modsat mange mere komplicerede Danica-fluer, er relativ nem og hurtig at binde.

E. Danica 18 05 05
Den voksne Ephemera danica i ikonisk profil.

French Partridge
Mange fluefiskere bruger begrebet fiske-fluer om flueæskens mest pålidelige arbejdsheste. Disse fluer har næsten altid bevist deres værd gennem mange års fluefiskeri, selvfølgelig først og fremmest fordi de kan fange fisk. Af samme grund er et af fiske-fluens kvalitetsstempler også, at der er tale om holdbare fluer, som kan holde til fiskeriet, og at en vis mængde fisk tygger på dem. Det kan meget tekniske og detaljerede fluemønstre som regel ikke, og mange fiske-fluer er derfor udsprunget som simplere udgaver af andre fluemønstre. Over tid er enkelte materialer måske udskiftet. Måske blot for at teste en ny ide, eller på grund af et materiales eller en farves svigtende tilgængelighed. Hjemme ved fluestikket har mange af fiske-fluerne således opnået den praktiske fordel, at de er rimeligt taknemmelige at binde. Alle ovenstående parametre kan vinges af ved tørfluen LCB Danica. 

Gudenå 23 08 01 Starten af juni måned er oftest den bedste periode at få succes med majflue-fiskeriet.

– Mit udgangspunkt har været den klassiske French Partridge flue. Det er fortsat en fin flue, som jeg også stadig har i æsken. Men jo større et insekt, man imiterer, jo vigtigere bliver det, at fluen har det naturlige insekts karakteristika. Samtidig lader det til, at samme faktorer gør sig gældende, efterhånden som majflue-fiskeriet skrider frem. Altså forstået på den måde, at jo mere fiskene spores ind på majfluerne, jo vigtigere er det, at de rent faktisk ser ud som majfluer i ørredens perspektiv. En uges tid inde i sæsonen bliver fiskene mere krævende, og her kommer French Partridges lidt rodede udtryk nemt til kort, indleder Lars Christian Bentsen.

Vigtige trigger-points
Der er gennem tiderne opfundet og bundet mange flotte og meget naturtro majflue-imitationer. Nogle har finurlige, forlængede bagkroppe, mens andre glimrer med deres imponerende og kreative vinge-konstruktioner.

– Jeg har prøvet det meste, når det gælder de store majfluer, og i en lang periode var jeg fan af en af Oliver Edvards formidable fluer. Problemet var bare, at jeg skulle bruge femogtyve minutter på at binde hvert eksemplar. Det motiverede mig kraftigt til at finde på noget enklere at fiske med. Det skal heller ikke gøre alt for ondt, når en flue mistes ved åen. For det hænder jo. Der er som sådan ikke unikke elementer i min Danica, den er blot endt sådan med tiden. En slags sammensmeltning af simple teknikker og inspiration fra eksisterende majflue-mønstre. Resultatet er en flue, som består af lettilgængelige materialer, og som er hurtig at binde – men som bevarer de tre vigtigste virkemidler i forhold til at lokke fiskene: En tydelig bagkrop, en veldefineret høj vinge og et solidt aftryk på overfladen. Lige hvad der skal til, når ørrederne har overstået det første indledende ædegilde, forklarer Lars Christian Bentsen.

Ed Danica 22 05 42
De store bækørreder kan glemme deres forsigtighed, når majfluerne klækker.

Hane og høne
Den klassiske store majflue imiterer i virkeligheden kun hun-insektet, men LCB Danica kan nemt varieres.

– Selv om målet var en majflue-imitation, blev resultatet nærmere en bindestil, hvormed man nemt kan imitere andre insekter, blot ved at variere farver og størrelse. Eksempelvis er Ephemera danica-hannen betydeligt mindre og noget mørkere end hunnen. Ligeledes er det nemt at bruge samme skabelon til imitationer af Vulgata, altså søster-insektet, som typisk opholder sig ved søer. Her bruger jeg FlyRite nr. 34, Quill Gordon/Brown Drake Yellow til bagkrop, FlyRite nr. 39, Medium Dun Brown til forkrop og hoved, mens vingens polygarn skiftes til grå, brune og oliven nuancer. Vulgata- varianten binder jeg gerne på samme krog i en størrelse mindre, ligesom jeg skifter hacklet til et spættet, brunt hønehackle. Selve bindeteknikken og fremgangsmåden bruger jeg også til forskellige døgnfluer helt ned til krogstørrelse 16. På de små fluer skifter jeg dog til hanehackler, da hønefjerene bliver for voldsomme. Rent faktisk begyndte jeg også oprindeligt med hanehackler på LCB Danica, da de første eksemplarer så dagens lys for godt ti år siden. Ved et tilfælde faldt jeg senere over en Coq De Leon-hønenakke i en attraktiv farve, og siden har hønenakker faktisk vundet mere og mere indpas i mine store tørfluer, uddyber Lars Christian Bentsen.

Gudenåen 22 06 06 En klasse 5-fluestang er et godt valg til at kaste de store majflue-imitationer.

Propelflyvning
Der en velkendt ulempe forbundet med majflue-fiskeriets store og oftest asymmetriske fluer. De tvister nemt de tynde forfang. – Det er umuligt at give garantier, når så store fluer trækkes gennem luften på let grej, men fordi vingen på LCB Danica er lavet af blødt polygarn fremfor et stift materiale, er den absolut ikke slem til at sno linen, pointerer Lars Christian Bentsen.

Husk alternativerne 
I fluebindingen relateres fluetyper til insekternes forskellige stadier. Derfor er det ligeledes en god ide at medbringe flere forskellige fluer, når man begiver sig på majflue-fiskeri. Det er som bekendt ikke altid, man rammer plet på forholdene ude ved fiskevandet. Måske er dagens klækning forsinket, eller måske var den allerede overstået, da dagens øvrige gøremål omsider tillod en aftentur til åen.

– Glem ikke insekternes livscyklus. Selv om vi altid drømmer om det perfekte tørfluefiskeri, er virkeligheden ofte en anden. Udover LCB Danica vil jeg anbefale altid at medbringe lidt nymfer, et par emergers og måske endda et par spinner- udgaver, så også de døde og døende insekter kan imiteres. Nogle tørfluefiskere får det nærmest dårligt ved tanken om at fiske med nymfe, men de store majflue-nymfer kan altså i nogle tilfælde være forskellen på en svær dag og en forrygende dag. Nymferne er så store, at du uden problemer kan binde dem både med og uden belastning. Det betyder, at under praktisk fiskeri kan du med samme mønster fiske både meget dybt eller helt oppe i overfladen. Omvendt, er der en klækning på vej, kan man risikere at trykke fiskene ved først at fiske strækket igennem med nymfe. Majflue-nymfen og flere af mine andre imitationer kan du finde instruktionsvideoer af på YouTube hos Ahrex. Sidstnævnte spinner-fiskeri er dog ikke nemt. Nærmere frustrerende. Dels ved den måske allerede godt mætte fisk, at insekterne er nemme ofre i dette sidste stadie, dels ligger de døende insekter ofte og vibrerer med vingerne i overfladen. Og disse, for ørreden stærkt tiltrækkende bevægelser, har jeg desværre endnu ikke kunnet komme op med en god imitation af, griner Lars Christian Bentsen.

Gudenå 23 08 51B
En smuk Gudenå-ørred blev narret af en majflue

Bindetips
Selv om vi som altid anviser det præcise materialevalg til den viste flue i mønsterbeskrivelsen herunder, er ophavsmanden relativt afslappet omkring materialerne.

– Lad være med at gå alt for højt op i detaljerne. Tag mine materialevalg som et forslag, og tøv ikke med at prøve andre hackler eller varianter af dubbing. Som fluefiskere gør vi selvfølgelig alt, hvad vi kan for at tilstræbe den bedst mulige imitation, men der er grænser for fiskenes dømmekraft. Er du uerfaren ud i at binde tørfluer, bør du skele til den gamle sandhed om, at du som regel kun skal bruge halvdelen af den mængde materiale, du tror, du behøver. Her er der dog tale om et stort og fyldigt insekt, så den færdige flue bør have en vis volumen. Forhåbentlig får du rig lejlighed til at sammenligne dine fluer med det naturlige insekt ude ved åen. Jeg vil anbefale at være sparsom med tørfluefedtet på de store fluer. Brug kun ganske lidt. Jeg har til gengæld gjort en dyd ud af at lave en holdbar flue, så du kan godt gå til den, når du tørrer den med blindkast eller i amadou, slutter Lars Christian Bentsen.

Bindevejledning

Krog: Ahrex FW 539 Mayfly Dry str. 8
Tråd: Oliven UNI 8/0
Hale: Sort Faux Bucktail
Rib: Sort bindetråd
Bagkrop: Tan FlyRite Poly Seal
Forkrop: Rusty Olive FlyRite nr. 32
Hackle: Gul Whiting Coq de Leon hønehackle
Vinge: Hvid og oliven polygarn
Hoved: Rusty Olive FlyRite nr. 32

Danica Step 01 1. Fastgør bindetråden på krogskaftet, og bind tre strå Faux Bucktail ind. Med et eller to tørn mellem hvert strå sikres, at halen står flot spredt.
Danica Step 02 2. Bind ribben ind, og dub bagkroppen. Ribben tørnes fremad i åbne tørn, modsat retning af tørnene med dubbing. Bind ribben ned lige foran dubbingen.
Danica Step 03 3. Stryg fibrene på et hønehackle bagud med fingrene, og bind det ind ved spidsen, lige foran dubbing-kroppen.
Danica Step 04 4. Dub forkroppen med den lidt mørkere FlyRite dubbing
Danica Step 05 5. Tørn hacklet ovenpå forkroppen. Hacklet skal klippes på undersiden, så lav det ikke for sparsomt. Husk at efterlade god plads bag krogøjet
Danica Step 06 6. Klip hacklet fladt på undersiden. Det sikrer, at fluen lander rigtigt og holder balancen, og samtidig sætter den et mere naturtro aftryk på vandoverfladen.
Danica Step 07 7. Bland hvidt og oliven polygarn. Bind vingen ind foran hacklet, så den er lige så lang som hacklet. Bind vingen ned frem til krogøjet, så der er plads til hovedet.
Danica Step 08 8. Dub et lille hoved og efterlad bindetråden hængende mellem hoved og vinge.
Danica Step 09 9. Vingen foldes bagud og bindes ned mellem hoved og vinge. Afslut bindetråden. Vingen taperes med saksen, så længden bliver omtrent som fluens krop. Færdig.

Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 2, 2025

Bliv medlem

Støt op om vores arbejde
og bliv en del af fællesskabet

Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Det er ikke en gyldig e-mail
Der findes allerede en profil med denne e-mail, log venligst ind først.
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet

DKK {{model.price | number : 2}}

Vælg betalingsform

MobilePay MobilePay Betalingskort Kort

Ja tak, send mig nyhedsbreve med nyheder, tilbud, kurser og fortællinger om arbejdet for flere vilde fisk og et bedre lystfiskeri.

Jeg accepterer Danmarks Sportsfiskerforbunds betingelser. Dine oplysninger vil blive brugt til medlemsadministration såsom kontingentopkrævning og udsendelse af vores medlemsmagasin Sportsfiskeren. Se også vores privatlivspolitik.

Du skal acceptere vores betingelser

Kontingent gælder i 1 år. Fornyes automatisk og kan til enhver tid opsiges via "Min Side"

Ga Velkomst

En ekstra bonus!

Udover dit medlemskab af Danmarks Sportsfiskerforbund, har vi også en lille overraskelse til dig – et gavekort på 200 kr. til udvalgte produkter fra Geoff Anderson. Du modtager rabatkoden i din kvitteringsmail.