I zen ved åen
Kan man skubbe alt det, der roder i hovedet væk og kun fokusere på én ting? Michael Olesen kan. For ham er åen og livet i den det, der fylder mest.
Der rinder en å i Michael Olesens sind. Den har sit udspring i Vindinge Å på Østfyn, hvor han som 8-9- årig lod en ormekrog glide ned i strømmen.
– Der var ikke nogen belastning eller flåd på linen, bare en krog med orm, siger han og lader mindet passere i den indre biograf. Det var ikke ligefrem Hvalen Valborg, han trak op af åen, men følelsen af fryd ved de små ryk i linen har aldrig forladt ham.
– Selvfølgelig blev turene færre, da vi havde små børn, men jeg har altid fisket.
MICHAEL OLESEN
- 57 år
- Fluefisker
- Har en bachelor i pædagogik og har arbejdet som socialpædagog
- Har i dag et flexjob, hvor han reparerer og pakker havemøbler og er virksomhedens vicevært.
Regne fisken ud
Tidligere fiskede Michael Olesen en del på kysten, men det er nu udelukkende imitationsfiskeriet i åen, der har hans interesse. – Det med at sidde helt stille og iagttage en fisk, både stalling og ørred, der stiger efter et insekt på overfladen, er dybt fascinerende. Han smiler og bliver lidt fjern i blikket. Mentalt er han ude ved åen.
– Først skal jeg regne ud, hvad fisken tager. Det kan være ret nemt, hvis der driver majfluer med strømmen. Så kommer det store spørgsmål. Skal jeg lade fluen drive fra et godt stykke opstrøms over fisken, eller skal jeg rammen lige i "boksen", så fisken kan se det med det samme?
Michael Olesen tygger lidt på, hvad han lige har fortalt. Han ved, at det er her, erfaringen kommer til sin ret. Noget som kan være svært at forklare – lad os kalde det intuition.
– Jeg står som regel og overvejer det, imens hånden automatisk glider ned i lommen efter lidt flydemiddel til fluen. Den skal bare lige have en lille dråbe, så den ikke drukner helt.
Det er i momenter som disse, hvor Michael Olesen opnår en zen med åen
Den rigtige baggrund
Når den lille tænkepause er overstået, har han taget en beslutning. Som regel får fluen først lov til at drive et godt stykke ned til fisken. Hvis det ikke virker, lader han fluendale ned i fiskens "vindue". Men det er bare ikke nok, at fisken ser fluen.
– Jeg skal ramme den rigtige frekvens. En fisk stiger med ret præcise mellemrum til overfladen. Derfor skal min flue glide hen over den på den på det rigtige tidspunkt.
Michael Olesen nævner slet ikke, at fluen skal lande silkeblødt. Erfarne fluefiskere tager den slags som en selvfølge.
– Jeg prøver også at se fluen fra fiskens udgangspunkt. Hvis den baggrund, fluen bliver præsenteret på, er mørk i form af blade på en gren, kan den være svær at se. Derfor kan jeg godt finde på at lægge den helt op til en meter ud til siden. Godt nok skal fisken flytte sig mere efter fluen, men den kan se den.
En fortjent fisk
Hvis det er en majflueimitation, der sidder for enden af spidsen, er det 0.15 mm tykt og altid fluocarbon. Med mindre fluer bliver spidsen tyndere.
– Der skal ikke være andet synligt på overfladen end fluen. Store, erfarne ørreder er nemme at skræmme. Fluen skal ikke ligge ret meget forkert, før de stiller sig dybere i åen. Så går der lang tid, inden de er til at fiske efter igen, siger Michael Olesen, der er blevet bedre til at finde de rigtigt store ørreder.
Sådanne fisk kan være fanget efter mange overvejelser og forsøg.
– Måske har jeg kastet 20 gange, uden at fisken har reageret. Et flueskift, der får fisken til at hugge, kan give en vidunderlig følelse. Jeg har gjort mig umage og fortjener fisken.
En bekymrende udvikling
Michael Olesen kender sin å og har set den forandre sig gennem årene.
– Det er lidt underligt, og jeg kan ikke rigtig forklare det. Åen har ændret sig. De store fisk lever for sig selv på nogle stykker og andre steder, er der "børnehave". Sådan var det ikke tidligere. Det bekymrer ham også, at der er færre insekter end tidligere.
– Om det skyldes overløb fra rensningsanlæg eller landbrugets udledninger, skal jeg ikke kunne sige. De stadig hyppigere kraftige regnskyl giver uklart vand og høj vandstand. Det sidste fordi vandet bliver ledt alt for hurtigt ud i åen. Så bliver det sværere at fiske. Alt i alt er det ikke en god udvikling.
Små variationer
Det er ikke kun fiskene i åen, der har Michael Olesens interesse, men også de insekter, som er føde for fiskene. Han åbner en flueæske, hvor tørfluerne sidder på række. De er umiddelbart ens, men ved nærmere eftersyn har de små variationer i farve og størrelse.
– Hvis man fisker ude på kysten, betyder det ikke så meget, om fluen er en størrelse 6 eller 8 og er mørke- eller lysebrun. Det kan det til gengæld gøre i åen. Fiskene kan være helt utroligt selektive og kræsne. Nogle gange skal man bare ramme den helt rigtige størrelse og farve for at få dem til at tage fluen. Og så ikke helt alligevel, og det er der, Michael Olesens store erfaring begynder at tælle.
Fluer skal virke
– Jeg har lagt mærke til, at hvis jeg serverer en flue, der skiller sig lidt ud fra de andre, så kan chancen for, at fisken tager den, stige, siger han.
– Ved at lave den lille variation, og den må ikke være for stor, bliver fisken lettere opmærksom på den. Michael Olesen tager en lille kasse fyldt med cdc-fjer frem, spænder en krog fast i fluestikket og tørner bindetråden fast. Det hele foregår med små præcise bevægelser og relativt få materialer.
– Fluer skal ikke være indviklede, de skal virke, siger han og afslutter fluen.
Michael Olesens viden om fluer er blandt andet at finde i denne respekterede fluebindingsbog
Et kapitel om en flue
Den holdning har givet ham et kapitel i en af den senere tids mest populære bøger om fluebinding, The Feather Mechanic ll. Den sydafrikanske skuespiller og fluebinder, Gordon Van Der Spuy, hylder den relativt simple form for fluebinding, som Michael Olesen praktiserer. Fluebindingsfilosofien kan koges ned til, at formen skal følge funktionen. Gordon Van Der Spuy spurgte en række af verdens fremmeste fluebindere, om de ville bidrage. Michael Olesen var en af dem.
– Det skulle helt sikkert være Luna Mayfly, det kom til at handle om. Den har givet mig en bækørred på 76 cm og 3,6 kg, siger han og finder fluen frem.
Og simpel er den, men også lidt anderledes bundet, og det gør den mere holdbar. Vingerne er bundet ind, så de vender lidt bagud, og det gør den meget nemmere at kaste med. Altså følger formen funktionen.
– Jeg bruger Luna Mayfly, både når majfluerne sejler ned ad åen med vingerne stående lodret op, og når de driver døde med vingerne fladt ned på vandet, spent, med strømmen. Den har det helt rigtige aftryk, silhuet, til det sidste.
Luna Mayfly
Krog: Maruto d21 str. 8
Tråd: Mørkebrun 12/0
Haler: 3 hår fra en elgmanke
Krop/Abdomen: Skumrør creme, gul eller hvid, 5 mm
Vinger: 2 udvalgte cdc-fjer 4 cm, naturlig grå
Hackle: Coq de Leon (Gallo de Leon), medium pardo
Thorax: Cdc-dubbing, sort
Find bindevejledningen på hatchingfly.com
Åens rytme
Det er sådan Michael Olesen tænker, når han tilbringer en dag ved åen. Han har en imitation af majfluens nymfe siddende i flueæsken, men venter som regel, til de begynder at stige til overfladen, så en emerger kan bindes i enden af forfanget.
– Jeg fisker næsten kun tørt. Der er noget helt særligt over at kunne kigge fisken ud og se den tage fluen. Når de færdigt udviklede insekter viser sig på overfladen, finder han sin Luna Mayfly frem.
– Den har jeg siddende på, indtil majfluerne forsvinder. I dagens sidste lys kan jeg lige nå at bytte den med en vårflueimitation og få det hele med. Micael Olesens liv ved åen følger naturens rolige rytme, og det passer til ham.
Fluefiskeri som meditation
Michael Olesen har nemlig en arbejdsskade, PTSD. Den kræver, at han lever et liv i ro, ellers brænder han hurtigt ud i hovedet. Hans indre å bliver stemmet op.
"Insekterne" breder sig ud over Michael Olesens fluebindingsbord.
– Det er derfor jeg tager en middagslur hver dag. De to timers biltur ud til åen, hvor jeg sidder og taler med min ven og lærermester, Jens Staal, slider også på hovedet, selvom jeg holder af det. Når vi ankommer, må jeg lige sidde lidt og zone ud. Til gengæld er selve fiskeriet godt for hovedet. Roen ved at sidde og iagttage en fisk, der æder insekter fra overfladen, regne dens frekvens ud og til sidst placere et kast, virker som meditation.
– Det er kun kast på mellem tre og ti meter. Til gengæld skal de være præcise, på det rigtige tidspunkt og med den rigtige flue, siger Michael Olesen og finder billeder frem af solbeskinnede dage ved åen med smukke fisk på krogen.
Åen løber altid
På vejen hjem fra en fiskedag løber åen videre i Michael Olesens hoved.
– Jeg kan aldrig lade være med at tænke på de fisk, som ikke tog fluen. Ramte jeg ikke den rigtige frekvens, eller var kroppen på fluen for lys eller mørk?
Han kommer aldrig til at vide det helt eksakt. Der er ikke andet for end at blive ved med at prøve. Først hjemme ved fluestikket og siden ude ved åen. Den rinder gennem alt i Michael Olesens liv.
Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 1, 2025
