10 hotte kystpladser på Stevns
Stevns er landskendt for sit unikke havørredfiskeri og lystfiskere fra nær og fjern besøger klintekysten i håbet om at fange en af de helt store overspringere. Kristoffer Ebdahl Rasmussen har de seneste 10 år flittigt dyrket kystfiskeriet på hele Stevns, og her giver han sit bud på de 10 hotteste pladser samt tips og tricks til fiskeriet langs klintekysten.
Det er sent om aftenen, og som enhver anden daglig rutine bliver vejrforholdene på Stevns tjekket grundigt. Vinden er vendt, og det har både jeg selv og fiskekammerater opdaget. Vækkeuret bliver sat til klokken 4.30 på en meget kold dag i begyndelsen af marts måned. De sidste mange dage har vinden huseret fra en østlig retning, hvilket gør størstedelen af Stevns ufiskbar. De store klinter langs Stevns Klint består nemlig af kridt og kalk, og derfor kan store bølger og meget nedbør gøre vandet grumset og uklart.
Erfaringen siger, at når vinden vender, gælder det om at ramme opklaringen i vandet. Den opklaringen kan ske når som helst, så det første lys er værd at køre efter. Og rigtigt nok – pladsens forhold er perfekte. En let brise blæser, bølgerne bruser, og der er det helt rigtige svæv i vandet. Kort efter, vi er ankommet, begynder vi at fange fisk, og det er sildeæderne, der er kommet kystnært i dag. Jackpot!
Stevns byder på flotte kyststrækninger, så langt øjet rækker, og det kan til tider også gøre fiskeriet en smule uoverskueligt. Her gælder som om at få fart i støvlerne og komme over en masse vand for at lokalisere, hvor fiskene holder til.
Kendt for sit fiskeri og klinter
Scenariet beskrevet ovenfor har mange kystfiskere gennem tiden oplevet langs klinterne, og det er netop det, der gør Stevns populær og kendt. Her er varierende pladser, hvor det nordlige og sydlige Stevns er præget af rev og badekar i modsætning til den populære klintekyst, hvor Stevns Klint præger forholdene på alle tænkelige måder. Stevns er et Natura 2000-område, hvor der er få nedgange, og man skal derfor være villig til og nysgerrig efter at udforske kysten, hvor man samtidig kan nyde det smukke syn af Stevns Klint i sin jagt på sølvtøj.
Stevns er en lille halvø på Sydøstsjælland, der rager ud i Østersøen, og her findes den verdenskendte Stevns Klint. Klinten er UNESCO Verdensarv, fordi det er en af verdens mest berømte geologiske lokaliteter.
OM KRISTOFFER EBDAHL RASMUSSEN
• Kristoffer Ebdahl Rasmussen er 30 år gammel og har fisket, siden han kunne gå. Han har fisket på kysten efter havørreder i over 12 år, hvoraf de sidste 10 år i høj grad er brugt langs Stevns unikke kyst.
• Til dagligt driver Kristoffer sin egen virksomhed, som leverer indhold til forskellige platforme inden for fiskeri. Du kan se billeder fra Kristoffers mange fisketure på Instagram-profilen @Seatroutdenmark. Formålet er at inspirere mennesker til at komme ud og få gode oplevelser i naturen gennem fiskeriet.

1. KYSTVEJEN
På det nordligste Stevns i slutningen af Køge Bugt er pladsen "Kystvejen" placeret. Pladsen er velbesøgt og ikke uden grund. Gennem tiden har pladsen i det tidlige til sene forår opfyldt mange lystfiskeres drøm om en stor kystørred. Lokaliteten strækker sig fra Bådklubben Ege hele vejen ned til lidt efter Lemgårdsvej. Pladsen er atypisk fra det velkendte Stevns, da man går på sandbund langs en mere trafikeret vej og fisker ud over en giftig leopardbund. Man skal være opmærksom på ændringer af bundforholdene, da der i løbet af de godt 1.5 km fiskevand sker små ændringer. De er værd at lægge mærke til og kan være med til at optimere dit fiskeri. Ændringerne kan blandt andet være dybdeforskelle, at leopardbunden kommer nærmere og strukturforskelle såsom stensætninger og rev.
TIPS TIL PLADSEN
• Pladsen fisker bedst i lavvande, da det ellers kan være svært at komme igennem de små badekar, som man skal igennem for at komme ud og gå på sandrevlen.
• Hopper man i vandet ved Bådklubben Ege, vil man i sydlig retning finde et lille stenrev med lidt mørk bund og store sten. Kommer man tidligt, og er vandet højt, er dette bestemt værd at fiske, inden man går ud på sandrevlen.
• Ved Lemgårdsvej, hvor der i øvrigt er mulighed for parkering, findes en af pladsens helt hotte spots. Ved busstoppet er der en offentlig nedgang, som fører dig direkte ned til et plateau på venstre hånd og et dybt badekar på højre hånd. Sørg for at fiske disse to steder igennem grundigt.
2. KØGE SØNAKKE
Pladsen befinder sig på den nordlige del af Stevns, hvor hverken biler eller andre materielle ting kan forstyrre freden langs kysten. For at nå til Køge Sønakke er det nødvendigt at være klar på en solid gåtur, der tit belønnes i det tidlige forår.
Pladsen byder på varierende forhold med et stort rev på spidsen af nakken og fine, dybe badekar på begge sider. Dette er en oplagt plads til fluefiskeren, som til tider kan opleve god bevægelsesfrihed på pladsen og rig mulighed for at støde på nogle af de helt store fødesøgende overspringere. Pladsen er altid et forsøg værd. Man er ofte alene, da den lange gåtur frasorterer de fleste. Man skal benytte de offentlige parkeringspladser i området.
TIPS TIL PLADSEN
• På gåturen fra parkeringen ved Klipping Skov bliver nye små og store badekar hvert år dannet. Vær derfor særligt opmærksom på dine omgivelser og ændringer i bundforhold, da disse badekar ofte holder på fisk.
• Revet på spidsen af Køge Sønakke fungerer som en magnet for trækkende havørreder. Oftest vil du støde på jagende havørreder her. Husk ALTID at fiske det lave vand, inden du bevæger dig ud på revet.
• Badekarret til højre for revet har ændret sig de sidste par år til det bedre og går nu mere i forlængelse med revet. Husk altid at affiske badekarrene fra knædybt vand, da ørreder jager tæt på land, specielt i højvande.
Der går mange timer på en stor, blank kystørred, men så er det godt, at de mindre havørreder kan gøre ventetiden tålelig.
3. BØGESKOVEN
I det tidlige forår kan bøgeskoven nord for Bøgeskovhavn være en af de bedste pladser på Stevns. Pladsen har ekstremt varierende bundforhold med alt fra leopardbund til rev og tangbuske, men vigtigst af alt bliver der langsomt dybt, og man fisker over forholdsvis lavt vand. I de tidlige forårsdage med solskin og godt vejr, skaber denne kombination et rigt, varieret liv under overfladen, og det tiltrækker jagende havørreder. Der er gode parkeringsmuligheder ved Bøgeskov Havn, og pladsen ligger tæt på, hvilket gør, at pladsen er velbesøgt.
TIPS TIL PLADSEN
• Parkerer man ved Bøgeskov Havn, kan man gå bagom og bevæge sig oven på klinten og betragte fiskepladsen oppefra. Dette giver et smukt visuelt overblik over lokaliteten. Stopper man op og kigger godt efter, kan taktikken lægges her, og ofte bliver fiskefeberen kickstartet af en havørred, der viser sig i overfladen.
• Ved slutningen af stenhøfterne findes et rev, som man som lystfisker bestemt ikke skal springe over. Lige præcis det hotspot er værd at bruge lidt ekstra tid på.
• I hårde, sydlige vinde, hvor resten af Stevns er grumset til, kan denne plads ofte fiskes, fordi den ligger i læ af Bøgeskov Havn.
5 TIPS TIL SUCCES PÅ STEVNS
- Alfa og omega er at finde forhold med svæv i vandet eller grumset vand. Tommelfingerreglen for optimale forhold er, hvis du står i vand til livet, kan du lige akkurat se dine vadestøvler.
- Brug hellere 1 time på at søge de rigtige forhold frem for at fiske i helt klart vand eller mudret vand.
- I det kolde forår er korte varme perioder, hvor temperaturen stiger i et par dage, vigtige at holde øje med. Det er ofte lig med aktive ørreder.
- Vær mobil og få affisket så meget vand som muligt. Notér, hvor du ser eller oplever aktivitet, og brug ekstra tid på netop disse steder.
- Fokuser dit fiskeri i vandskiftet.
4. KULSTIRENDEN
Denne plads er kendetegnet ved, at klinten bag ved begynder at vokse, i takt med at man fra starten af Kulstirenden bevæger sig sydover. Bunden ændrer sig til større sten og kalkflader, som man forsigtigt skal bevæge sig rundt på. I den nordlige retning støder man på en bugt, som i de helt kolde måneder kan holde på stimer af fødesøgende fisk. Bevæger man sig i sydlig retning, møder man Kulstirevet. Dette rev er kendt for hvert år at levere mange store overspringere. På revet er der mulighed for at bevæge sig langt ud, men det skal gøres med forsigtighed, fordi der kan være hård strøm, og fordi der er dybe huller mellem stenene og kalkfladerne.
TIPS TIL PLADSEN
• Besøg pladsen i ekstremt lavvande for at lære den og specielt revet godt at kende. Det vil give dig en klar fordel på dage, hvor forholdene kan være barske.
• Brug ekstra tid i bugten, som er placeret i nordlig retning, på de ekstremt kolde dage.
• Respekter parkering i området. Og husk at tag en snak med de lokale – ofte vil de også gerne høre en røverhistorie eller to.
De lange traveture langs klinterne bliver hurtigt glemt, når en flot havørred som denne kommer på land.
5. HOLTUG KALKBRUD
Dette er en af Stevns mest kendte fiskepladser. Denne plads er berygtet for sit exceptionelle sommerfiskeri i de korte nætter. Pladsen er dog ikke til at tage fejl af i det tidlige forår. Når de første stimer af tobis og sild bliver kystnære, skal man være vågen og på pletten. Pladsen er kendetegnet ved at have store rullesten og dybt vand tæt ind under land, hvilket er ensbetydende med jagende havørreder tæt under land. I det helt tidlige forår skal man ikke være bange for at skille sig ud fra mængden og fiske med små imitationsagn, da der mellem de store sten og rullesten er et rigt liv af byttedyr som havørrederne kan æde sig mætte i.
TIPS TIL PLADSEN
• Selv i de kolde måneder kan man blive belønnet for at have agnen i vandet i dagens første lys. Erfaringen viser mig, at havørrederne bliver kystnære i de mørke timer og aktivt søger føde i det første lys – specielt på denne plads.
• Skil dig ud fra mængden. Ingen regler uden undtagelse. Selv helt små blink kan være særligt giftige.
• Bevæger man sig sydover ind i bugten, kan man i hård nordlig vind finde fiskbart vand. Omvendt bliver pladsen ved sydlige- og østlige vinde hurtigt grumset til og bliver ufiskbar.
6. MANDEHOVED
Pladsen er placeret på midten af Stevns Klint, og fisker man på det store Mandehoved Rev, får man følelsen af at kunne afdække hele Østersøen for havørreder. Kendetegnet ved pladsen er den enorme strøm, som kan løbe ind over det store rev og dybdekurverne på siderne af revet. Revet fungerer som en magnet for trækkende og fødesøgende havørreder. I det tidlige forår kan siderne af revet og specielt bugten i nordlig retning være opholdssted for store stimer af havørreder.
Pladsen er svært tilgængelig og enten skal man begive sig på den lange gåtur fra Holtug Kridtbrud eller fra Sigerslev Kridtbrud(det nye kridtbrud). Tit vil man blive belønnet for den lange tur ud til Mandehoved og med lidt held samt dygtighed, kan man støde på nogle af Østersøens største havørreder.
TIPS TIL PLADSEN
• Mandehoved fisker særligt godt i både sydlig og nordlig vind. Bliver vinden for kraftig, har Mandehoved en tendens til at blive grumset og derfor ufiskbar.
• I markant stigende vandstand bliver Mandehoved tit ufiskbar, da ålegræs og tang vil flyde i overfladen ind over revet.
• Når du begiver dig ud på den lange gåtur til Mandehoved, så pak en rygsæk, så du kan klare en hel dags fiskeri.
De store blankfisk følger ofte stimerne af byttefisk, og derfor er naturtro blink og kystwoblere, der samtidig kan kaste langt, et must i grejæsken.
7. HØJERUP KIRKE
Som en af de få pladser på Stevns, er pladsen let tilgængelig med en offentlig parkeringsplads og offentlig nedgang til kysten. Fra den offentlige nedgang kan man fiske i både nordlig og sydlig retning og opleve forskellige typer af forhold. Fisker man i nordlig retning, skal man huske af affiske bugten, som kan holde fisk i det tidlige forår. Efterfølgende vil man nå til spidsen af bugten, hvor man fisker ud over dybt vand med kæmpe sten på bunden. Vælger man at fiske sydover, vil man fiske over mindre dybt vand og støde på små som store rev med både store og små sten. Specielt i det tidlige forår kan man med fordel udforske denne retning med stor succes.
TIPS TIL PLADSEN
• Fisker man i sydlig retning, kan man opleve gang i vandet selv i vestenvind, hvilket kan være udslagsgivende for et godt fiskeri.
• Fokuser dit fiskeri på pynter, da havørrederne er fødesøgende netop her.
• Sørg altid for at tjekke forholdene, inden du går ned ad den lange trappe. Det kan du gøre på venstre side af kirken, hvor du får et godt udkig til vandet og kan se, hvordan forholdene er på pladsen. Er du i bange for, at der skal være drivende ålegræs i vandet, kan man tit spotte dette ved at fokusere på bugtens lyse bund.
8. KORSNÆB
Denne plads er kendetegnet ved, at det er afslutningen på de mange pladser langs Stevns Klint. Parkerer man ved Korsnæbs rasteplads, kan man fiske hele vejen ud til Korsnæbs revet, som peger i sydlig retning på spidsen. Stykket er præget af store sten, blæretang og forholdsvis lavt vand, hvilket kan gøre pladsen svær at affiske og kræver koncentration; ellers kan man risikere at miste sine agn. Pladsen er en af de mere undervurderede pladser på Stevns og specielt i det tidlige forår, hvor jeg har oplevet store stimer af store fisk på kanten af Korsnæbs rev og ind i bugten.
TIPS TIL PLADSEN
• Pladsen bliver modsat resten af det ovennævnte pladser lettere påvirket af en sydlig vind grundet pladsens placering. I starten af en hård sydlig vind, kan man opleve gode forhold på pladsen med let grumset vand og gode bølger.
• I vestenvind kan man opleve bedre forhold med gang i vandet.
• Sørg altid for at affiske overgange mellem sand og leopardbund og selvfølgelig brug ekstra tid på revet.
Fiskeriet i det sidste lys, inden mørket i de korte sommernætter falder på, kan give smukke fiskeoplevelser.
9. FÆLLESSKOVREVET
Denne plads er en af Stevns mest spændende pladser og om muligt den største udfordring, du kan møde som lystfisker. Pladsen er en sand havørredperle og består af to store, markante rev, som du i lavvande forsigtigt kan bevæge dig mere end 100 meter ud på. Imellem revene er store sten med dybt vand kilden til fødesøgende ørreder. Pladsen kan være svær at navigere rundt på og kræver flere besøg, før man kan knække koden og affiske den ordenligt. Jeg er flere gange gået kold og våd hjem efter et ufrivilligt dyk grundet de store dybdeforskelle mellem revene og stenene.
TIPS TIL PLADSEN
• Sørg for at besøge pladsen i ekstremt lavvande, så du kan danne dig et overblik over revene, og sørg for at sæt pejlemærker op inde på land.
• Ved højvande skal man ikke være bange for at fiske mere eller mindre fra land, da fiskene ofte er at finde jagende mellem de store sten på revene.
• Pladsen fisker godt i både sønden- og vestenvind.
10. LUND
Drømmer man om at fiske en plads med store sten, blæretang og ålegræs helt tæt på land, som den eftertragtede svenske sydkyst? Så er Lund pladsen. Der er gode parkeringsmuligheder ved Lund Havn. Herfra kan man enten bevæge sig i østlig eller vestlig retning med stor succes. Lund er en suveræn forårsplads og ligeledes kendt for det.
Selvom fiskeriet i foråret af og til kan virke svært og håbløst, så bliver den ihærdige kystfisker ofte belønnet med sølvtøj.
Ved lavvande kan man bevæge sig ud på den anden side at de store sten, som ligger fra land og 50 meter ud i vandet, og fiske ud over en spændende leopardbund med store ålegræspletter. Ved højvande skal man knap nok bevæge sig ud i vandet men i stedet fokusere på at fiske imellem de store sten og tangbuske tæt på land.
TIPS TIL PLADSEN
• Søg andre veje, end hvad alle andre gør. Bevæger man sig i østlig retning, hvilket de færreste gør, kan man opleve et fiskeri helt for sig selv og hertil opleve at fiske på store stimer af ørreder helt tæt på land. Endda alene!
•Uanset vandstand så sørg altid for at få affisket tæt på land, før du bevæger dig ud i vandet.
• Pladsen har en tendens til at have en del flydende ålegræs. Specielt når vinden kommer fra syd eller sydøst, hvilket er lig med gode forhold. Lige præcis i disse situationer kan en ophængerflue være med til at tage det værste ålegræs i vandet og holde blinket fri, så du fortsat fisker effektivt.
Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 1, 2022.