Mød Claus Eriksen i Roskilde

GE59961 Et hav af kystture gennem 40 år har givet Claus Eriksen masser af erfaringer at dele ud af.

Den fynske kystfluefisker Claus Eriksen kendt fra forretningen Go-Fishing og filmene om Havørredens Hemmeligheder lægger vejen forbi Roskilde mandag den 30. januar 2023, hvor du kan høre ham holde foredrag. Bag arrangementet står Roskilde og Omegns Lystfiskerklub, og vanen tro indledes der med spisning, inden Claus får ordet.

Roskilde og Omegns Lystfiskerklub (ROLK) har fået lokket den kendte kystfluefisker Claus Eriksen bort fra det fynske mandag den 30. januar, hvor du er velkommen til at komme og høre ham holde et foredrag, der helt sikkert kan give masser af inspiration til dine egne ture til kysten.

Det sker under denne overskrift:

”Mine 3 største fejl på kysten og historien om maskinpistol- vs. flitsbuefiskeren”
Et kærligt, men markant spark bagi til dig, der synes, du fanger for lidt på dine kystture, og hvad der skal til for at knække havørredkoden.

Masser af erfaring at øse af
Claus Eriksen har efterhånden fisket på kysten i 40 år. Undervejs har han eksperimenteret med grej, pladser og fiskeformer, og han har derigennem opnået et hav af erfaringer om, hvad man skal gøre for at effektivisere sit havørredfiskeri året rundt.

Måske kender du ham fra filmserien om Havørredens Hemmeligheder, hvor han er den fluefiskende hovedperson. Han er også kendt som manden, der står i spidsen for grejforretningen Go-Fishing i Odense.

Tid, sted & tilmelding
Tid: Mandag den 30. januar 2023, kl. 18.00

Sted: Roskilde Sejlklub, Strandgade 12, 4000 Roskilde.

Spisning: Aftenen indledes med en spændende ret fra den vietnamesiske restaurant AnNo i Roskilde. Der er mulighed for at købe drikkevarer.

Pris: ROLK-medlem: 150 kr., ROLK-junior: 100 kr., Andre deltagere: 190 kr.

Tilmelding: Du kan tilmelde dig her.