IMG 5442 Kopi

Kystfiskeriet efter pighvar er blandt årets fiskemæssige højdepunkter på den jyske vestkyst. Marcus Sig Larsen har dyrket fiskeriet intensivt de seneste fire sæsoner og undervejs fundet mange nye fiskepladser. Her deler han sine bedste tips til at komme i gang med pighvarrerne i de kommende måneder.

Marcus Sig Larsen arbejder til daglig i grejbutikken Lystfiskeren Hvide Sande. Derfor har han om nogen fingeren på pulsen, når det gælder det populære forårsfiskeri efter pighvar, som hvert år tiltrækker talrige lystfiskere til den jyske vestkyst. Fiskeriet har opnået særligt stor udbredelse syd for Hvide Sande, hvor klassiske lokaliteter som Børsmose, Vejers og Henne Strand får stor opmærksomhed.

I kraft af sit arbejde i butikken har Marcus Sig Larsen hjulpet mange nybegyndere fra nær og fjern i gang med pighvar-fiskeriet. Sidste forår arrangerede han sågar et pighvar-kursus, hvis 40 pladser blev udsolgt på få dage. 

Fiskeriet har Marcus Sig Larsen næsten lige uden for døren, og erfaringsmæssigt trækker det selvfølgelig ikke fra, at han selv er bidt af en gal pighvar. Gennem de sidste fire år har han brugt utallige timer på at teste rigs og teknikker og opsøge nye hotspots. Her giver Marcus sine femten bedste tips til at komme i gang, hvis du selv er nysgerrig for at stifte nærmere bekendtskab med de velsmagende fladfisk.

OM PIGHVAR
Pighvarren er en rovfisk, som jager om dagen. I modsætning til andre fladfisk er pighvarren meget aktiv i vandsøjlen, og den tøver ikke med at forfølge sit bytte.

 

Større pighvarrer æder hovedsageligt arter af kutling, tobis og torskefisk, men også rejer og krabber. Med sin store mund har pighvarren mulighed for at tage store byttedyr i forhold til sin egen størrelse.

 

Pighvarren er kendetegnet ved, at den er næsten rund, og den har pigge på oversiden. Danmarksrekorden lyder på intet mindre

1. Vær klar til sæsonstart 
Når vandtemperaturen når op på 9-10 grader begynder pighvar-sæsonen. Det sker typisk i slutningen af marts eller i starten af april måned. Derfra kan du i princippet fiske pighvar fra stranden helt frem til oktober.

Er sommeren varm, er fiskeriet dog som regel kun aktuelt tidligt om morgenen og sent om aftenen, da fiskene også bruger denne periode på gydning ude på dybere vand. Starten af sæsonen er at regne for højsæsonen, så du kan med fordel være klar til udrykning og have styr på grejet på forhånd.

2. Hold øje med vind og vejr 
Vejret er i sagens natur den store joker for alt fiskeri på Vestkysten. Blæser det fra vestligt hold, bliver det kystnære vand hurtigt uklart, og bølgerne gør det umuligt at fiske effektivt.

For at få succes med pighvarrerne, er det vigtigt at holde øje med vejrudsigten, og jeg vil anbefale først at tage af sted, når vinden har været i øst i minimum to dage.

Har der været tale om en ganske mild vestenvind forud, kan fiskeriet begynde lidt før, men med to dage er du nogenlunde sikker på klart vand, og det gør fiskeriet langt mere spændende.

IMG 5415
De mest populære steder for pighvar-fiskeri er syd for Hvide Sande ved Børsmose, Henne Strand og Vejers Strand. Her er der nem adgang til lavt vand, men de eventyrlystne kan udforske de spændende områder nord for Hvide Sande. Foto: Dennis Kolind Rasmussen

Når vinden er rigtig, gælder det bare om at komme af sted, men har du den luksus at kunne vælge, er overskyede dage oftest bedre end de sol-rige.

Fiskeriet kan være godt hen over hele dagen, men som det er tilfældet med meget andet fiskeri, er timen før solnedgang og timen efter solopgang ofte magiske. Pighvarrerne er også nataktive, og en af mine fiskekammerater har fået fisk i mørket. Jeg har dog ikke selv opsøgt det.

IMG 5447 Kopi Elias Prinz måtte spænde bremsen og holde godt fast i stangen, da denne enorme pighvar tog hans agn sidste forår. Foto: Dennis Kolind Rasmussen

3. Find sandbankerne 
Du møder de fleste lystfiskere syd for Hvide Sande i områder som Børsmose, Henne Strand og Vejers Strand. Her har du nem adgang til vandet, og du finder lavt vand langs det meste af kysten.

Det er stadig rigtigt gode pladser at begynde på som pighvar-fisker, men har du mod på at bruge både ben og øjne, vil jeg anbefale at gå på opdagelse nord for Hvide Sande. Her har jeg har god succes med at finde sandbanker, som jeg kan gå og fiske på. Ofte gælder det lige om at finde et sted at komme ud på banken fra kysten, altså hvor sandbanken kommer helt tæt på stranden.

 Sandbankerne kan være vidt forskellige i størrelse. Nogle fiskes af på en time, hvorefter du måske skal gå en kilometer langs stranden for at finde næste. Andre kan du nærmest fiske på en hel dag. Vær opmærksom på, at sandbankerne hele tiden flytter sig. Du har måske haft godt fiskeri på én banke, og næste måned er den væk igen.

4. Tjek tidevand
Pighvarrerne kan godt lide lidt bevægelse i vandet, og fiskeriet er ofte bedst i stigende eller faldende vand. Vær ligeledes opmærksom på kraftige tidevandsudsving, da det også kan blive for meget af det gode i forhold til at skabe uklart vand, eller til at holde agnen ved bunden.

 Ligeledes bør du selvfølgelig holde øje med vandstanden og prognosen for højvande, hvis du bevæger dig på en længere tur langt ud på en sandbanke ved absolut lavvande.

IMG 5423
Velnæret pighvar fanget i maj måned sidste år. Foto: Dennis Kolind Rasmussen

5. Spar tid og brug færdige rigs
Jeg vil anbefale, at du vælger en strategi, hvor du præsenterer både en agn og et blink på samme tid. Pighvarrerne hugger på begge dele, men oftest fungerer blinket mest som en vægt, der samtidig skaber opmærksomhed på de agnede kroge.

Af samme grund monterer jeg altid blinket med en enkeltkrog. Jeg skyder genvej og bruger færdige rigs. De koster ikke alverden, men sparer dig for en masse tid.

Der er mange muligheder på markedet, men mine foretrukne rigs er fra producenten Dega, som laver en masse forskellige, nummererede modeller. Dega Surf Pro nr. 21 og 22 er dem, jeg oftest anvender. De har begge en enkeltkrog øverst, kobling til et blink i midten og en enkeltkrog nederst

IMG 5437 Forskellige varianter af Gulp har vist sig som e Velnæret pighvar fanget i maj måned sidste år. ffektive agn til pighvar.

6. Prøv Gulp
For mange er det oplagt først at tænke på naturlig agn, når det gælder fladfisk. Du kan også sagtens fange pighvarrer på strimler af hornfisk eller lignende, men det er min erfaring, at kunstig agn a la Gulp er mere effektivt.

Mit go to-rig har en hvid Gulp rejeimitation øverst, et Savage Gear Surf Seeker blink på 30-40 gram i midten og en Gulp Nemesis nederst, men du bør også teste Gulp børsteorm. Jeg måtte tage lidt tilløb til brugen af Gulp, men jeg må erkende, at det er bedre. Samtidig har det den fordel, at agnen ikke i lige så udstrakt grad ædes af andre fiskearter, mens du fisker.

Pighvarrerne er i øvrigt langt fra kræsne. Det virker som om, de æder alt, der hvirvles rundt i det lave vand. Jeg tjekker som regel maveindholdet på de pighvarrer, jeg hjemtager, og der er jeg stødt på både brisling, små sild og andre fladfisk. Jeg har sågar fanget flere pighvarrer, som har haft sten i mavesækken.

Orginal Pighvar Marcus Sig Larsen med en flot pighvar fra en stille aften på Vestkysten. Foto: Dennis Kolind Rasmussen

7. Bliv på det lave vand
Fiskeriet er som regel bedst fra ankeldybt og op til knædybt vand. Her gælder det om at holde bundkontakt. Du skal fiske langsommere, end du måske kender fra havørredfiskeri.

Jeg vil nærmest sige: spin ind i halvt havørredtempo, og sørg for jævnlige spinstop. Pighvar-rigget må gerne slæbe på bunden noget af tiden, og det er vigtigt, at du har fuld kontakt.

Jeg har forsøgt mig med kast på dybere vand, men derude bliver det mere til skrubber. Hvorvidt pighvarrerne også er der, ved jeg ikke, men de hugger i hvert tilfælde sjældent derude. Pas på med ikke blot at hive rigget helt hjem, så snart du kommer ind på ankeldybt vand.

Pighvarrerne kan sagtens finde på at følge efter agnen, og jeg har flere gange set trykbølgerne fra en følger ganske tæt på stangtoppen.

8. Kast igen
Hugget fra en pighvar opleves som regel som et brat stop. Nærmest som et bundhug. Ikke noget nipperi i agnen, når det gælder pighvar. Så er det nærmere skrubber, der er på spil, hvis det blot småhugger lidt.

Pighvarren hugger og tager hele agnen i et vakuum. Pighvarren har en hård mund, hvor det ikke altid er lige let at få kroghold i. Det er derfor, det er vigtigt med kontakten. Fisken kan hurtigt spytte agnen, hvis ikke du er opmærksom med modhugget. Selv den bedste pighvar-fisker oplever dog, at krogen og agnen blot trækkes ud af munden på fisken efter hugget.

Pighvarren skræmmes imidlertid sjældent længere væk, end at du med fordel kan lade den falde lidt til ro og kaste præcist samme sted igen. Ganske ofte angriber fisken agnen igen med det samme.

9. Hold stangen højt 
Din spinnestang bør være på 9-10 fod og have en kastevægt på 10-40 gram. Sørg for at vælge en stang med rygrad, for den får du brug for til at holde fiskene fri fra bunden. Stangen vælger jeg at montere med et hjul i str. 4000 og en fletline på ca. 0,14 mm.

Efter hugget gælder det om at holde pres på pighvarren og samtidig holde stangen højt. Er du uheldig, kan fisken nemlig suge sig så godt fast til bunden, at du er nødt til at gå helt frem til den for at skræmme den og dermed få den til at svømme videre.

Under fighten kan en god pighvar tage udløb mod dybere vand, og så gælder det virkelig om at sætte pres på. Suger fisken sig fast derude, er der ikke meget, du kan stille op.

10. Heftige hugperioder
Det er min erfaring, at pighvarrerne har tydelige hugperioder. De kan være så korte som en halv time, og de kan vare flere timer – men oftest er det der, det sker.

Er fiskeriet godt, kan du være heldig at lande en håndfuld pighvarrer på blot en halv time. Er forholdene derimod gode, og der alligevel ikke sker noget, finder jeg ofte pighvarrerne ved blot at gå rundt og kigge efter dem. Enten ser jeg dem flygte, eller også træder jeg ligefrem på dem.

Sidste år trådte jeg på en på omkring 60 cm. Den stærke fisk opførte sig nærmest som en kat, der skyder ryg, og jeg mistede næsten balancen. Ligeledes har jeg oplevet pighvarrer, der først letter fra bunden en meter foran for mig, selv om jeg kort forinden har haft agnen lige forbi næsen af dem.

IMG 5467
Far og søn på vej hjem med skrubbe og pighvar til hele familien. Foto: Dennis Kolind Rasmussen

11. Sæt et mindstemål 
Der er ikke noget officielt mindstemål for pighvar på Vestkysten, så jeg anbefaler at sætte et sportsligt mindstemål. Små pighvarrer, helt ned til 25 cm, fanger jeg rigtigt mange af hen over sæsonen, men de ryger altid ud igen.

Personligt har jeg et mindstemål for hjemtagning på omkring 40 cm, afhængigt af fiskens kondition. Standardstørrelsen er på 35-45 cm, og du bør regne det for store pighvarrer, hvis du får fisk over 50 cm.

Der findes virkelig store eksemplarer, a la det monster, som junioren Elias Prinz landede på vores kursus sidste forår. Det var en gigantisk pighvar på hele 6,8 kilo, og fisken målte over 70 cm.

12. Afstem forventningerne
Pighvar-fiskeri er rimeligt taknemmeligt fiskeri, når forholdene ellers er til det. Alligevel er det, som med alt andet lystfiskeri, en god ide at forventningsafstemme med sig selv og sine medfiskere forud for turen. Det giver ganske enkelt de bedste oplevelser.

Jeg har prøvet lidt af hvert, når det gælder grej og teknikker, men jeg er endt med ret simpelt udstyr. Gør det ikke sværere, end det er. Pighvar-bestanden lader til at have det rigtigt godt i øjeblikket, og der er fisk og plads nok til alle derude. Afsætter du et par dage i godt vejr i højsæsonen, skal du nok finde en pighvar eller to, selv om du er nybegynder.

13. Husk køleboksen
Du behøver ikke en masse ekstraudstyr og tilbehør som pighvar- fisker. Jeg vil dog anbefale, at du medbringer en fiske-galge i et lille stykke reb, hvis du bevæger dig langt ud på sandbankerne. Ellers kan turen hjem være lang, hvis du ønsker at beholde fisken.

Er du på heldagstur, kan du med fordel medbringe en køleboks, som du kan have stående på stranden til opbevaring af fangsten, mens du fisker videre. Pighvarren er en fantastisk spisefisk, men den bør holdes frisk og ikke ligge i solen.

IMG 5410 Det er ikke kun pighvar, man kan være heldig at fange i de vestjyske bølger Foto: Dennis Kolind Rasmussen

14. Glæd dig over bifangsterne
Selv om du er på jagt efter pighvar, vil du højest sandsynligt støde på skrubber, som også finder interesse for dine agn. Skrubberne er dejlige bifangster til køkkenet, og jeg får ofte fine eksemplarer op til 40 cm.

Nogle af mine fiskekammerater har tilmed oplevet, at en stime stærke havbars pludselig er gået ombord i deres pighvar-rigs, men det har jeg endnu selv til gode. 

15. Tag med på tur
Vestkysten kan virke stor og uoverskuelig, hvis ikke du har fisket i området før. Er du trods ovenstående tips stadig lidt usikker på metoder og pladser, er du velkommen til at deltage i de pighvar-kurser, vi afholder i Lystfiskeren i Hvide Sande. Her begynder vi med lidt teori i butikken og kører derefter til stranden. Vi afholder begynderkurser flere gange i løbet af foråret.

Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 1, 2025.

 

 

Bliv medlem

Støt op om vores arbejde
og bliv en del af fællesskabet

Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Det er ikke en gyldig e-mail
Der findes allerede en profil med denne e-mail, log venligst ind først.
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet

DKK {{model.price | number : 2}}

Vælg betalingsform

MobilePay MobilePay Betalingskort Kort

Ja tak, send mig nyhedsbreve med nyheder, tilbud, kurser og fortællinger om arbejdet for flere vilde fisk og et bedre lystfiskeri.

Jeg accepterer Danmarks Sportsfiskerforbunds betingelser. Dine oplysninger vil blive brugt til medlemsadministration såsom kontingentopkrævning og udsendelse af vores medlemsmagasin Sportsfiskeren. Se også vores privatlivspolitik.

Du skal acceptere vores betingelser

Kontingent gælder i 1 år. Fornyes automatisk og kan til enhver tid opsiges via "Min Side"

Ga Velkomst

En ekstra bonus!

Udover dit medlemskab af Danmarks Sportsfiskerforbund, har vi også en lille overraskelse til dig – et gavekort på 200 kr. til udvalgte produkter fra Geoff Anderson. Du modtager rabatkoden i din kvitteringsmail.