Havørredbonanza i varmvandslomme på Nordkysten
Lars Hjelmsø bed kulden i sig og blev belønnet med en flot blankfisk, da han fiskede sammen med Jonas Kærlin på den sjællandske nordkyst i vinterferien.
Mens havtemperaturerne lå på 0-2 grader de fleste steder, blev der dannet en varmvandslomme langs den sjællandske Nordkyst. Her har der i de seneste uger været vandtemperaturer helt op til 8-10 grader, og flere lokale lystfiskere har haft forrygende havørredfiskeri.
Tre uger med frost og næsten konstant vind fra østlige retninger har sat sit præg på mulighederne for at fiske havørred på kysten. Fjordene er stort set islagte, så kun yderkysterne har været fiskbare.
Men de stabile og til tider hårde østlige vinde har presset det kolde overfladevand væk fra flere nordvendte kyster, og i stedet har varmt vand fra dybere lag fundet ind til kysten. Det har især været tilfældet langs den nordsjællandske kyst fra Helsingør til Hundested og på det nordlige Djursland, og det varmere vand satte i den grad skub i fiskeriet for de ihærdige, der trodsede det i øvrigt iskolde vejr.
Jonas Kærlin havde fint fiskeri flere dage i træk, efter han fandt det varme vand på Nordkysten.
Succes i vinterferien
Blandt de ihærdige var Jonas Kærlin og Lars Hjelmsø, der benyttede fridagene i vinterferien til at tage til Nordkysten, hvor de oplevede rigtig fint fiskeri hen over et par dage. De fiskede med Sölv gennemløberblink, og ikke mindst den røde udgave var effektiv. Den gav Lars Hjelmsø en flot blankfisk godt oppe i 60’erne. Jonas fik en lidt mindre, og det samme var tilfældet dagen efter.
Bonanza på Nordkysten
Ugen efter var de to frederiksværkere Per Svolgaard og Rino Hansen ude på nogle af deres lokale pladser, og da de efter lidt søgen fandt fiskene, havde de nogle timer med vildt fiskeri. Ørrederne stod samlet i store stimer på mindre områder, og de var hugvillige. Per Svolgaard nåede op på 17 havørreder, inden kulden bed for meget i fingrene. Der var fine fisk på knap 50 cm imellem. Rino Hansen fiskede på en anden plads 10 km derfra og nåede op på 12 havørreder.
De følgende to dage gav også fine fangster på 4-6 fisk pr. mand, inden vinden svingede i vest, og det varme vand trak bort.
Per Svolgaard havde et par fisk med hjem, og da han rensende dem, var den ene helt tom, mens den anden var stoppet med kutlinger og små tobiser.
Her finder du oplysninger om havtemperaturerne
App'en Sejladsudsigt er et godt redskab, der blandt andet kan vise de aktuelle havtemperaturer og pronoser for de kommende dage. Tjek her, hvordan du får fat i den.
Billedet viser, hvordan det varme vand lå langs Sjællands nordkyst først på ugen. Det mørkegrønne område viser temperaturer på 8-10 grader. Kilde: FCOO.
Vinterørrederne elsker det varme vand
Forbundets biolog Kaare Manniche Ebert har også gode erfaringer med at fiske i varmvandslommer i vintermånederne, og det er der gode biologiske forklaringer på.
– Forskning viser, at fisk kan skelne mellem selv meget små forskelle i temperaturen, og at de desuden i deres vandringer forsøger at finde varmt vand i den kolde periode. Så når der pludselig kommer varmt vand i langs kyster, der i forvejen er kendt for godt havørredfiskeri, så er det med at holde sig til, siger Kaare Manniche Ebert og fortsætter:
– Jeg holdt i denne uge to foredrag om havørredfiskeri, og i den forbindelse havde jeg været på nettet for at kigge på havtemperaturen. Netop fordi viden om det kan være vejen til succes. Og to steder i landet, ud for Djursland og Sjællands nordkyst, var der store lommer af 6-10 grader varmt vand. Mit budskab til tilhørerne var derfor, at det var de to steder, de skulle satse, hvis de ville fange havørreder i vinterkulden. At teorien denne gang holder, er en god nyhed, der bekræfter, at viden om havørredens fysiologi nogle gange kan være vejen til succes.