Forblæste Fur gav kamp til stregen

Image

Vindstyrken, der målte 17 m/sek fra nordvest, gav ikke ligefrem optimale fiskeforhold, da guiden Arved Michelson havde et hold deltagere med på guidet kysttur efter havørred på Fur. Og som om det ikke var nok, lå vandstanden på hele 60 cm over normal. Men holdet af lystfiskere i højt humør assisteret af den rutinerede guide valgte at tage kampen op.

Image5 Deltagerne gør sig klar.

Hvis man tager til øen Fur i Limfjorden en hel weekend i begyndelsen af april sammen med en erfaren guide, der kender øens fiskepladser lige så godt som indholdet i sin blinkæske, burde man have gode odds for at få havørred på krogen. Men selvom der blev fanget fisk under vilde vejrforhold, da det guidede kursus på Fur blev afholdt sidste år, var det i denne omgang ikke just nemt for deltagerne at overliste de sølvblanke.  

Intensivt fiskeri
Lørdag morgen mødte fem forventningsfulde lystfiskere op, da Danmarks Sportsfiskerforbunds garvede instruktør Arved Michelson inviterede på guidet kysttur efter havørreder på Fur. Efter en kort briefing fra guiden, en kop kaffe og lidt rundstykker, blev der drøftet valg af endegrej og strategi på det første havørredspot på den sydlige del af øen.

Pladsen gav to timers intensivt fiskeri uden så meget som en efterfølger. Derfor blev det besluttet at skifte plads. Den hårde nordvestenvind og den høje vandstand begrænsede pladsvalget på den mindre ø. Derfor faldt valget på en plads på den nordøstlige del af øen. Pladsen var fiskbar, men historien om de to timers fiskeri uden aktivitet under overfladen gentog sig.

Forblæste og en anelse fortvivlede, blev håndklædet kastet i ringen for dagen. Alle blev dog enig om, at bundforhold omkring Fur var enestående, og at man ville vende tilbage til øen på et senere tidspunkt på året under mere gunstige vejrforhold.

Image6 Bevæbnet med bombarda og flue.

Bombarda og flue i hård vind
Søndag morgen havde vejret ikke ændret sig. Men de stædige lystfiskere ville alligevel tage udfordringen op. En af deltagerne ville gerne lære at fiske med bombarda, mens den anden lystfisker gerne ville prøver kræfter med sin fluestang. Under disse vanskelige vindforhold må man tage hatten af for gåpåmodet. Guiden Arved fandt en strækning med nogenlunde læ på den østlige del af Fur, og efter at fluefiskeren var blevet guidet til et par hot spots på strækningen, underviste Arved de næste timer i bombardafiskeri.

Efter nogle timer måtte holdet dog også her konstatere, at der ikke var skyggen af en havørred i Limfjorden.

Trods den vindblæste nultur, havde deltagerne fået en god og lærerig oplevelse, og var særdeles tilfredse med de nye færdigheder blandt andet udi bombardafiskeriet.