Smagfulde signalkrebs i Varde å

Image004 Edit

Lørdag d. 14. august havde Danmarks Sportsfiskerforbund inviteret på kursus i fiskeri efter signalkrebs. Et kursus der er blevet stadig mere populært, i takt med at den invasive krebs breder sig i flere danske vandløb.

Image001

I 1970’erne blev signalkrebsen indført til Danmark. Siden har den spredt sig eksplosivt og er i dag at finde i store dele af Danmark. Signalkrebsen udgør et problem for den danske natur, fordi den er større, lever i større tæthed og generelt udkonkurrerer vores hjemmehørende europæiske flodkrebs.

Signalkrebs kan derfor i høj grad påvirke vandløbets dyr og planter og ændre den fysiske udformning på et vandløb eller en sø. Men den smager godt, og den er relativt nem at fange, hvis man kender teknikken og taktikken.

Kl. 10.00 lørdag formiddag mødtes deltagerne ved Hessel Bro ved Varde Å. Grundet afbud lige op til kursusstart, havde fem lystfiskere fra den lokale fiskeforening reageret hurtigt og indtaget de ledige pladser.

Danmarks Sportsfiskerforbunds instruktør Martin Bruun Kristensen indledte kurset med at gennemgå grej og regler for de 13 deltagere, som efterfølgende fik til opgave at fremstille deres egne krebsestænger.

Det blev hurtigt tydeligt, at deltagene var lystfiskere, for der gik ikke længe, inden agnen blev genstand for en grundig diskussion: Var det bedst at bruge kattemad eller fisk? Og skulle agnen fiskes i slagtermesterens pølsenet eller konens nylonstrømper?

Nylonstroemper Nylonstrømper fungerer fortræffeligt som agnpose - det behøver ikke være konens strømper!

400 signalkrebs
Det hele blev prøvet af, og på trods af omskifteligt vejr og stigende vand i åen, lykkedes det deltagerne at opfiske cirka 400 signalkrebs.

Midt på eftermiddagen valgte en god håndfuld deltagere at tilberede en lille del af dagens fangst med en hemmelig opskrift på en velsmagende krydderlage, krebsen kunne koges i. Det var tilsyneladende en stor succes.

Da den officielle del af kurset var overstået, valgte enkelte at køre hjem med spanden fyldt med krebs, mens andre fiskede videre. Gældende for alle deltagerne var, at de var blevet klogere på krebs.