Sol, sommer og havbars

Kopi Af P1070629 Siden Irena startede sit fiskeri efter havbars i 2017, er det blevet til mange flotte fisk ved den jyske vestkyst.

Sensommeren og det tidlige efterår er højsæson for Irena Mathiasen, når hun tager turen til den jyske vestkyst for at gå på jagt efter de stærke og smukke havbars, der søger føde tæt på land. Nogle dage hopper hun i sine waders, mens hun andre dage smider skoene og fisker afslappet med sand mellem tæerne. Tjek hendes gode råd her, så er du klædt godt på til havbarsfiskeri.

For Irena Mathiasen er sol og sommer lig med havbars, og hun ser frem til fiskeriet hele året. De sølvblanke fisk kommer tæt på land langs den jyske vestkyst i løbet af sommeren, og hendes fiskeri er især fokuseret omkring august, september og oktober.

Vi har fået hende til at fortælle om sit fiskeri og komme med nogle gode råd, så læs med her, hvis du har lyst til at prøve fiskeriet efter den spændende og stærke fisk, der er blevet almindelig langs den jyske vestkyst.

Tjek vind og vejr
Vejrforholdene kan være voldsomme på vestkysten, og det kan tage dage, før bølgerne har lagt sig efter pålandsvind, og vandet er klaret op igen. Derfor gælder det om at tage godt bestik af situationen, så du undgår at køre forgæves.

– Man siger ofte i lystfiskerverdenen, at man ikke fanger noget, hvis man sidder derhjemme. Det er også fuldstændig korrekt, men man kan virkelig blive presset mentalt, hvis man gang på gang kører mod det store vilde Vesterhav og så møder grumset vand eller store bølger. Jeg er i hvert fald blevet bedre til at vælge mine dage lidt mere kritisk. Det betyder, at man muligvis misser en mulig fiskbar dag ind imellem, men det foretrækker jeg, fortæller Irena og fortsætter:

– Selvom man får lyst til at køre, så snart vinden drejer det mindste over i øst, kan man med fordel give det en dag eller to, til det grumsede vand har lagt sig, og det igen klarer op.

Irena Mathiasen

31 år

 

Bosiddende i Silkeborg

 

Ambassadør hos Pure Fishing

 

Følg Irena på Instagram

Godt morgen og aften
Irena anbefaler, at man bruger apps eller hjemmesider, hvor man kan tjekke vindretning, bølgehøjde, vandstand og strøm, så man kender forholdene på dagen.

– Morgen- og aftenfiskeriet kan være magisk, og generelt foretrækker jeg klart vand, men letgrumset vand er også fint. Er der derimod meget grumset vand, kan du godt køre hjem igen, fastslår hun.

Gerne strøm og bølger
Irena foretrækker at fiske, når der er gang i vandet, så hun tjekker, hvornår der er høj- og lavvande og prøver at undgå de ”flade” perioder, hvor hun i stedet tager en pause fra fiskeriet.

– Jeg kan også godt lide at fiske i bølger. Først og fremmest fordi jeg ofte oplever, at fiskene er mere aktive, men også fordi det giver mulighed for at opleve havbarsen jage i bølgerne. De spejlklare bølger bliver som et levende akvarium, hvor havbarsen kommer svømmende på tværs jagende efter småfisk, der panisk hopper helt ud af vandet, fortæller hun.

IMG 20190924 092531 918 Man kan anvende mange forskellige former for endegrej til havbarsfiskeriet: Blink, gennemløbere, fluer, poppere og jigs. Selv foretrækker Irena at fiske med sølvfarvede gennemløbere, som den MO Inline Holo Mackerel, du ser på billedet.

Fuglene er dine venner
Når havbarsene jager, sender de småfiskene på flugt mod overfladen. Derfor er det altid en god ide at holde øje med både vandoverfladen og luften. Dykkede fugle kan afsløre en stime sulte havbars i gang med deres ædegilde.

– Så det kan godt betale sig at tage benene på nakken og løbe ned langs kysten, hvis du ser det ude i det fjerne. Flytter aktiviteten sig, så flyt med. Ofte kan du holde dig på stimen og blive ved med at fange dem, hvis blot du kan følge med. Så kan du virkelig opleve rent havbars-bonanza, fastslår Irena.

Samme pladser som havørrederne
Det meste fiskeri efter havbars foregår på strækningen mellem Agger Tange og nordpå til Skagen, og Løkken, Hirtshals og Hanstholm er klassiske pladser.

Her bliver der også fisket efter makrel, og mange har fået deres første havbars som bifangst under dette fiskeri, så måske har netop det givet pladserne et godt ry.

– Havbars vil langt hen ad vejen søge mod det samme forhold, som vores havørreder, så rev, stenbund, muslingebanker, bølgebrydere og alt muligt andet, som kan holde på byttedyr, lokker også havbarsen til siger Irena og fortsætter:

– Man kan se på Google Maps, hvor der kan være spændende. Det gjorde jeg tilbage i 2017, hvor jeg ikke vidste så meget om havbarsfiskeriet. Til gengæld viste min mavefornemmelse sig at holde stik, og i første kast på min google-udpegede-plads, fangede jeg en – dengang – ny personlig rekord.

Mindstemål og fangstbegrænsning

 

Der er et mindstemål på 42 cm for havbars fanget i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.

 

I Nordsøen fra Hanstholm og sydover er det kun tilladt at hjemtage to havbars per dag i perioden fra 1. marts til 30. november. I Nordsøen og Skagerrak nord for Hanstholm samt i Kattegat og indre danske farvande er der ingen begrænsninger i forhold til antal fisk, der må hjemtages.

Med eller uden waders
– På solrige dage på pladser med rent sand nyder jeg at smide skoene og gå langs vandkanten, få godt med sand imellem tæerne og bare virkelige nyde den danske sommer. På andre pladser, hvor der kan være mange småsten, giver waders en klar fordel, for du kan komme længere ud, og du kan bevæge dig mere frit, fortæller Irena.

Hun anbefaler derfor, at man altid tager sine waders med, når man fisker direkte fra stranden. Ved moler og høfder er de ikke nødvendige, men der skal man til gengæld huske et langt fangstnet.

Irenas foretrukne grej til havbarsfiskeriet

 

Stang: Abu Garcia Victis 9’2” 9-28 gram

 

Hjul: Penn Clash ll 3000

 

Line: Fireline Ultra 8 0,20 mm.

Grej som til havørred
Både når det gælder hjul, stang og endegrej, kan man med fordel bruge det samme, som man bruger ved almindeligt kystfiskeri efter havørred.

– På nogle pladser går havbarsen langt ude, og man kommer til kort, hvis man ikke kan nå derud. En stang fra 8 fod og op er derfor at foretrække. Når det kommer til valg af hjul, kan man med fordel gå op i en størrelse 3000 eller 4000 og gerne et stærkt hjul, der både kan klare de lange kast og samtidig kan indeholde nok line til netop dette, siger Irena.

– Linen er måske det vigtigste af det hele. Jeg bruger en Fireline på 0,17 – 0,20 mm, som giver lange kast og en god kontrol med agnen i bølgerne. Jeg bruges desuden et forfang i enten nylon eller fluorocarbon på 0,35-0,45 mm, da linen kan blive beskadiget af sten, muslinger eller andre skarpe ting. Husk at tjekke forfanget jævnligt under fiskeriet og klip eventuelle skader af, slutter hun.