Fiskeekspressen: 10 nye fiskegrejbanker landet over

Fiskeekspressen (1) "Fiskeekspressen - lystfiskeri for alle" består af 10 rullende grejbanker fordelt over hele landet. Det er lokale sportsfiskerforeninger og -sammenslutninger, der står for at udlåne trailerne og også selv stå for fiskearrangementer. Projektet løber over de næste 3 år. Foto: Andreas Findling-Rottem.

I dag kunne fiskeriminister Mogens Jensen sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund præsentere 10 nye grejbanker med fiskeudstyr, der skal give danskere bedre mulighed for at komme ud med stang og snøre henover sommeren. Projektet hedder ”Fiskeekspressen – lystfiskeri for alle” og er en del af Regeringens initiativ ”Sommer i naturen”.

Lars Rasmussen

Lars Rasmussen

Direktør

Den danske natur har slået besøgsrekorder i foråret og forsommeren, og blandt andet er interessen for lystfiskeriet eksploderet. Det viser tal fra Fiskeristyrelsen, der blandt andet fortæller, at der er indløst over 20% flere fisketegn i forårsmånederne sammenlignet med samme periode sidste år.

10 grejbanker landet over
Som en del af pakken ”Sommer i naturen” lancerede fiskeriminister Mogens Jensen i samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund i dag projektet ”Fiskeekspressen – lystfiskeri for alle”, der består af 10 trailere med fiskegrej, som skal give danskerne bedre muligheder for at komme på fisketur henover sommeren. Grejbankerne vil blive administreret af lokale sportsfiskerforeninger og -sammenslutninger landet over.

- Vi er utroligt glade for, i samarbejde med Miljø- og Fødevareministeriet og fiskeriminister Mogens Jensen, at byde danskerne velkommen ud til fiskevandet og give dem nogle helt unikke oplevelser i naturen. Interessen for lystfiskeri har været enorm under Corona-krisen, og sammen med de lokale sportsfiskerforeninger står vi klar til at hjælpe børn, unge, familier og andre interesserede i gang med lystfiskeriet henover sommeren, siger Lars Rasmussen, direktør i Danmarks Sportsfiskerforbund.

Fiskeekspressen Mogens Jensen En glad Fiskeriminister kunne i dag lancere 10 nye grejbanker fordelt over hele landet. Grejbankerne er en del af Regeringens sommerferiepakke "Sommer i naturen". Foto: Andreas Findling-Rottem.

Fiskeekspressen kan give nye sommeroplevelser til danskerne
Fiskeriminister Mogens Jensen var i dag den første til at afprøve de nye trailere og det tilhørende fiskegrej ved Halsskov Rev ved Storebæltsbroen, hvor han fiskede sammen med medlemmer af Korsør Lystfiskerforening og Sportsfiskerforeningen Storstrømmen. Her fik ministeren allerede bid af en hornfisk i første kast, og han var da også begejstret for det nye projekt.

- Jeg tror, at Fiskeekspressen kan blive en kæmpe succes, fordi der en enorm lyst hos rigtig mange danskere til at komme ud og prøve kræfter med lystfiskeriet. De fleste kender nok oplevelsen af at komme ud et sted og se folk, der står og fisker, hvor man selv får lyst til at prøve, men mangler grejet og nogle til at hjælpe en i gang. Men med dette projekt vil det nu blive muligt mange steder i landet og over hele sommeren at møde Fiskeekspressen og lokale lystfiskere ved havne, søer og strande, siger Mogens Jensen.

En af de foreninger der er tovholder for en grejtrailer er Sportsfiskerforeningen Storstrømmen. Her glæder formand Per Rasmussen sig til at komme i gang med projektet. Han tror, at de nye grejtrailere også vil kunne gavne forbindelsen mellem foreningen og de lokale skoleklasser.

- Vi er glade for, at der nu bliver givet et skub til lystfiskeriet, og vi var naturligvis klar til at blive værter for en grejtrailer. Jeg tror på, at det helt klart kan give os nogle gode muligheder for at møde nye lystfiskere. Grejtraileren giver os blandt andet en god mulighed for at skabe nogle samarbejder med de lokale skoler og institutioner, da vi hurtigt kan stille med grej til en hel skoleklasse, siger Per Rasmussen.

Om Fiskeekspressen

 

Fiskeekspressen er et 3-årigt forsøgsprojekt, der indgår i Regeringens sommerferiepakke ”Sommer i naturen” under initiativet Bedre muligheder for lystfiskeri. Formålet er at undersøge, om muligheden for at låne gratis udstyr – og få hjælp til at fiske – kan få flere til at blive lystfiskere.

 

Projektet er finansieret af Miljø- og Fødevareministeriets naturmålsmidler. Danmarks Sportsfiskerforbund og lokale sportsfiskerforeninger står for driften af Fiskeekspressen.

Lån en trailer eller besøg et arrangement
Fiskeekspressen er et landsdækkende tilbud til familier, foreninger, skoler, dagtilbud og andre grupper, der vil ud at fiske. Fra 10. juli 2020 kører 10 fuldt udstyrede fisketrailere ud i sommerlandet og tilbyder udlån af grej og vejledning til alle former for lystfiskeri.

Du kan besøge Fiskeekspressen, når den holder ved dit lokale fiskevand, og du kan selv låne en trailer til et fiskearrangement for grupper. Fiskeekspressens 10 trailere har hjemsted i alle dele af landet.

Vil du vide mere om projektet, hvor der findes arrangementer og hvordan du selv låner fiskegrej med Fiskeekspressen, så kan du læse meget mere her.

De første arrangementer er snart på vej i kalenderen.