Det kan I opleve på Lystfiskeriets Dag den 30. maj
Foto: Marie Brandt.
Lystfiskeriets Dag er en god mulighed for at vise venner og familie, hvad lystfiskeriet går ud på. Den 30. maj kan I fiske hornfisk på kysten eller nyde en fisketur ved sø eller å sammen med den lokale lystfiskerforening. Dagen byder også på bålmad, cowboykaffe og smagsprøver på røget fisk.
Lørdag den 30. maj er det igen tid til fiskeklubbernes årlige event Lystfiskeriets Dag. Denne dag inviterer foreninger over hele landet på fiskeoplevelser og friluftsliv for både nye og erfarne lystfiskere.
Dagen er en oplagt mulighed for dig, der gerne vil dele din hobby med venner og familie, uden du selv skal planlægge en hel masse.
Arrangørerne sørger for grej og instruktion til fiskeriet. Mange steder er der også sørget for mad og drikke, som enten er gratis eller kan købes.
Kyst, sø eller å?
Hornfisken topper lige nu på de danske kyster. Derfor har flere fiskeklubber valgt at holde Lystfiskeriets Dag på kysten, hvor du kan fange, tilberede og spise en hornfisk.
Lystfiskeriets Dag byder desuden på mange arrangementer i put and take-sø eller skovsø, som ofte tilbyder et begyndervenligt og børnevenligt fiskeri. I Vordingborg kan du helt ekstraordinært fiske i byens voldgrav, hvor du kan fange skalle, aborre og karpe. Fiskeri er normalt forbudt i voldgraven, men Sportsfiskerforeningen Storstrømmen har undtagelsesvist fået tilladelse til at fiske i voldgraven i anledning af Lystfiskeriets Dag.
Vil du gerne en tur til åen, kan du besøge den smukke Vejle Ådal sammen med Vejle Sportsfiskerforening eller prøve fiskeriet i Kongeåen med Vejen og Omegns Sportsfiskerforening.
Kan du klare dig som lystfisker på fjeldtur?
Sønderjysk Sportsfiskerforening satser i år på en god blanding af lystfiskeri og friluftsliv.
– Vi vil gerne vise deltagerne på Lystfiskeriets Dag, at lystfiskeri giver en masse spændende muligheder for at dyrke friluftsliv, som mange slet ikke er klar over, fortæller Frederik Jegsen fra Sønderjysk Sportsfiskerforening.
Ved Dyringkær Put and Take i Haderslev tager de frivillige imod deltagerne med et spændende udvalg af aktiviteter. Når du ikke er optaget af at fiske i søen, kan du nyde en kop friskbrygget bålkaffe eller bage pandekager over bål. Desuden kan du få et indblik i, hvordan en fiskerejse til de norske fjelde kan tage sig ud. Du kan prøve at ligge i telt, og du kan du udfordre dig selv med en vandretur rundt om søen med en fuldt pakket rygsæk på ryggen, så du får et realistisk billede af livet som lystfisker på fjeldtur.
Hvor skal I hen på Lystfiskeriets Dag? Se alle events her