Vær med til at invitere danskerne ud i naturen i 2020

Vores Natur Din sportsfiskerforening kan være med til at vise danskerne, hvordan naturen tager sig ud under vandoverfladen. Foto: Arkivfoto.

Partnerskabet Vores Natur vil tilbyde danskerne nye muligheder for at gå på opdagelse i naturen i 2020, og din forening kan være med.

Med udgangspunkt i en storslået TV-serie om Danmarks natur vil DR i 2020 sætte fokus på den danske natur. Men det er ikke nok at se på naturen – vi skal også ud og opleve den. Derfor har et partnerskab mellem DR, Friluftsrådet, Naturstyrelsen og et netværk af de naturhistoriske museer sat sig for at invitere alle danskerne ud i naturen og udvikle og koordinere aktiviteter, der giver danskerne viden om naturen og lyst til at gå på opdagelse i den og passe på den. Det sker under overskriften Vores Natur.

Mere end 40 organisationer inden for natur, kultur, friluftsliv mv. har været involveret i udviklingen af fem fyrtårnsprojekter under Vores Natur, der skal få befolkningen ud i naturen under de særlige temaer:

  • Vild mad
  • Danmark under vandet
  • Nat i naturen
  • Vild natur hvor du bor
  • Naturstafetten

Alle friluftsforeninger og -aktører har mulighed for at byde ind med arrangementer, der giver voksne og børn nye oplevelser med Danmarks natur i løbet af 2020. Det gælder også sportsfiskerforeninger. Med jeres indsigt om livet under vandoverfladen og erfaring med lystfiskeri kan I åbne en helt ny verden for masser af danskere.

Få vist jeres arrangementer i Vores Natur-kalenderen
Den nye Vores Natur-kalender hjælper danskerne med at finde vej til spændende naturoplevelser i nærheden af deres hjem. Har I et fiskearrangement i foreningen i perioden juni-oktober 2020, der henvender sig til en bred målgruppe og er egnet for nybegyndere? Så er det en rigtig god ide at registrere aktiviteten i Vores Natur-kalenderen. På den måde får jeres arrangement øget synlighed, og forhåbentlig møder I lystfiskere, naturnørder og helt almindelige familier, der normalt ikke svinger forbi jeres klubhus.

Registrer jeres arrangement på www.voresnatur.dk.

Om Vores Natur

Vores Natur er et partnerskab mellem Friluftsrådet, DR, Naturstyrelsen og de naturhistoriske museer, som er gået sammen om at vise den danske natur og give befolkningen oplevelser i naturen.

Vores Natur kan også opleves på DR, som igennem året vil vise naturen frem, blandt andet med serien Vilde Vidunderlige Danmark, hvor vi kommer helt tæt på forskellige danske naturtyper og det dyreliv, de rummer. Serien kører fra den 12. april 2020 og fem søndage frem.

Vores Natur er støttet af Nordea-fonden, AAGE V. JENSEN NATURFOND og 15. Juni Fonden.

Læs mere om Vores Natur her

Søg støtte til jeres arrangement
Foreninger, der tilbyder arrangementer under Vores Natur-fanen i perioden juni-oktober 2020, har mulighed for at søge økonomisk støtte til at afholde deres arrangement. Typisk vil en sportsfiskerforening have events, der hører under fyrtårnet Danmark under vandet, og vil derfor skulle søge støtte i dette fyrtårn. Eventet kan fx være en fisketur på havnen, en guidet tur ved jeres fiskevand, en fælles plastikindsamling på kysten, et arrangement på Lystfiskeriets Dag osv. I kan få dækket jeres udgifter med op til 3000 kr. pr. afholdt arrangement.

Ved I allerede nu, at I vil søge støtte under fyrtårnet ”Danmark under vandet”, kan I kontakte Danmarks Sportsfiskerforbund på jm@sportsfiskerforbundet.dk. Derpå bliver I sat i kontakt med den regionale koordinator, der skal modtage jeres ansøgning.

I kan sagtens lave et arrangement, der peger ind i ét eller flere af de andre fyrtårne, og dermed søge støtten der. Kontakt sekretariatet bag Vores Natur for at få mere at vide om netop jeres muligheder for at søge støtte.