Deltag i premieren ved Odense Å og Fjord

Premiere1 Med premierekortet i hånden kan du deltage i konkurrencen, hvor der er gode præmier på spil for de største og flotteste ørreder.

Det traditionsrige premierearrangement, der markerer starten på fiskeriet i Odense Å og Fjord, afholdes i år lørdag den 7. marts. Som sædvanlig er der gode præmier på spil for de største og flotteste fisk.

Det er 39. gang, at Odense Å Sammenslutningens premierearrangement løber af stablen, når starten markeres med raketaffyring lørdag den 7. marts kl. 7.00. Når der igen affyres en raket kl. 13.00, er det tid til præmieoverrækkelse.

Den finder denne gang sted ved Skibhusskolens arealer, der ligger blot et par kastelængder fra manges favoritsted: ”Det varme vand” ved Fynsværket, som på denne tid af året er en god fiskeplads.

Ørredfiskeri igen
Premierearrangementet markerer, at det igen er tilladt at fiske efter ørred i Odense Å. Andet fiskeri er dog tilladt for medlemmerne af foreningerne i sammenslutningen og for dagkortfiskere året rundt på visse strækninger efter ikke-fredede fisk. Men for mange sportsfiskere begynder sæsonen først, når ørredfiskeriet igen gives frit.

Gennemløber (1) Alle deltagere får en unik gennemløber lavet til lejligheden.

Køb premierekort
Fiskeri på selve premieredagen i åen er kun tilladt, hvis man har købt premierekortet, som kan købes i Odense i følgende butikker: Fiskeri og Natur, Go Fishing, Odense Jagt og Fritid. Kortet kan også købes i Svendborg hos Michaels Jagt og Fiskeri.

Kortet kan desuden købes online her.

Kortpris: 95 kr. for juniorer og 195 kr. for seniorer.

Med premierekortet følger der et unikt gennemløbsblink, som er fremstillet til premieren, og en voucher til en gratis pølse med brød, dyppelse og en vand eller øl til.

Regler for præmiering:

  • Fisk med en konditionsfaktor under 1 kan ikke præmieres.

  • Arrangøren opfordrer til genudsætning af nedgængere.

Præmier til største og flotteste
Ved den afsluttende præmieoverrækkelse uddeles der præmier til de fire største ørreder, den først indvejede ørred, en præmie for dagens flotteste ørred, samt juniorpræmier og lodtrækningspræmier.

Se hele præmielisten her.

Premiere2
Der er præmie til dagens flotteste ørred.