Fem kystfavoritter til de kolde måneder

Jonas (1) Jonas Kærlin deler sin fisketid mellem Sillingen og Snurrebassen. Resultatet er nogle flotte overspringere fanget i årets kolde måneder.

Vintermånederne nærmer sig og dermed chancen for at fange den blanke overspringer ude på kysten. Men hvad skal du som spinnefisker lokke dem med? Her får du fem dygtige kystfiskeres favoritter og deres bud på, hvordan de skal fiskes i de kolde måneder.

Inden længe er de farvede havørreder på gydevandring trukket op i vandløbene for at føre slægten videre, så fanger du en havørred ude på kysten, er der meget stor sandsynlighed for, at det er en blankfisk.

De fleste fisk er de små, som trak ud af vandløbene eller blev udsat tilbage i foråret. De nærmer sig nu mindstemålet, men du har også chancen for at møde én af dem, der trak ud et af de foregående år og som har sprunget dette års gydning over.

Men hvordan får du sådan en overspringer på 2-3 kg eller mere i tale? Vi har fået fem dygtige spinnefiskere til at vise os deres favoritblink eller -wobler og komme med deres bud på, hvordan de fisker med netop den favorit her i de kolde måneder.

Jonas Kærlin // OGP Sillingen
– Om vinteren fisker jeg oftest på helt lavt vand, uanset om det er på åben kyst eller i fjordene, og det er vigtigt for mig at bruge en gennemløber, der kan fiskes effektivt her. De egenskaber har jeg fundet i OGP Sillingen, der kan fiskes på helt lavt vand over sten og blæretang. Den kan fiskes langsomt, men stadig højt i vandsøjlen og lave de vigtige spinstop uden at synke til bunds, fortæller Jonas og fortsætter:

– Ofte fisker jeg, hvor vanddybden kan være 50-100 cm eller mindre, og her kommer Sillingen virkelig til sin ret i udgaven på 11-14 gram. I valg af farve har jeg prøvet meget forskelligt. Uanset årstid fisker jeg altid med naturlige eller afdæmpede farver, medmindre vandet er meget grumset.

– Når det kommer til vinterhalvåret, har den i sort/kobber virkelig fisket godt. Den kan vel imitere børsteorm, rejer, kutlinger eller andet guf på det lave vand. OGP Sillingen er mit bedste bud på en effektiv agn til de helt kolde måneder, slutter han.

Jonas anslår, at han hen over året bruger Sillingen halvdelen af tiden, mens Snurrebassen tager sig af den anden halvdel.

Sillingen
OGP Sillingen på 11-14 g i sort/kobber er Jonas' favorit til vinterfiskeriet.
Jonas2
Jonas Kærlin er certificeret fiskeguide og fisker både fjord og åben kyst på Sjælland.

Irena Mathiasen // Abu MO Coast Tobis
– I de kolde vintermåneder er det vigtigt for mig at have en agn, der dækker mit fiskeri efter de forskellige fisk, jeg kan finde på kysten og i fjorden. Derfor er min favorit Abu MO Coast Tobis, fastslår Irena.

Går fiskene tæt under land og tager føde til sig, har hun haft rigtig godt held med de brunlige nuancer. Når børsteormene begynder at sværme, kan en rolig indspinning med lange spinstop næsten altid lokke fiskene til hugget. Den er desuden perfekt til at provokere fisk på standpladser, hvor de ikke nødvendigvis tager føde til sig.

– Hanfisken på billedet nedenfor huggede hårdt på den rød/sorte variant under et spinstop, efter jeg havde fisket wobleren hurtigt ind på pladsen. Jeg fisker primært med den 12 cm lange Tobis-wobler i roligt vand med ingen eller mindre bølger. Med en rolig agn som wobleren her oplever jeg sjældent at miste fisk. Det synes jeg er utrolig vigtigt, især i de kolde måneder, hvor hver en fisk er en flidspræmie. Nogle dage får man simpelthen kun én chance på fisken, slutter Irena.

Havørred Bornholm December 2018
Wobleren gav Irena en flot hanfisk, da hun fiskede på Bornholm sidste vinter.
P1120425
Irena anbefaler Abu MO Coast Tobis til vintermånederne.

Ramazan Cetin // ilures Kutling RL
– Vinterfiskeriet er min favoritårstid, og det er oftest her, at jeg har udviklet mit fiskeri, fortæller Ramazan og fortsætter:

– Der er ikke to vintre, der er ens. Om vinteren fisker jeg med mange forskellige agn og farver alt afhængig af pladsen, men jeg foretrækker naturlige farver og blanke blink.

Ramazans foretrukne agn i de kolde måneder er ilures Kutling RL på 8 og 12 gram i udgaverne krom eller rå. Den opfylder de fleste af hans krav, for den er lille som en hundestejle, den kaster godt og kan fiskes med spinstop og rotation.

– Men den skiller sig ud fra de andre, når jeg skal dyrke noget af mit yndlingsfiskeri, nemlig følelsesfiskeriet. De dage, hvor vejret er roligt, fisker jeg med høj stangspids og ultralangsom indspinning. Den tunge og trekantede ende på blinket gør, at hovedet på blinket vibrerer i det langsomme fiskeri, og jeg laver to meget små nyk hver 5-8 omgange uden spinstop, forklarer Ramazan og fortsætter:

– De sidste 30 meter er de vigtigste i min optik. Det er her, jeg fanger de fleste fisk, og her er et lille nap meget vigtigt. Det er her, jeg begynder at lave spinstop og sænker stangspidsen i 3-4 sekunder. De fleste gange følger fisken helt med ind, uden at man mærker noget, men hugger så, når spinstoppet kommer, og stangspidsen sænkes, så blinket svæver tilbage mod fisken og udløser hugget.

Denne teknik bruger Ramazan ofte om vinteren med de fleste agn. Agnen og teknikken lokker fisken, men det er krogen, der fanger den.

– Jeg fisker med en lille trekrog str. 10 med 2-4 små gummiperler, afhængig af fiskenes forsigtighed. Perlerne gør, at krogen går ud til en af siderne, så man flytter hugpunktet. Man kan klippe en af perlerne lidt skævt, hvis man vil have mere bøjning. Tit får du kun én chance om vinteren, når du er på jagt efter den flotte overspringer, så en god krogning er vigtig, slutter Ramazan.

Rama
Vinterfiskeri med ilures Kutling gav Ramazan denne flotte overspringer på 74 cm og 4,6 kg.
Kutling2
Ramazan spinner blinket ultralangsomt ind og lave til sidst et stop, der tit udløser hugget.

Michael Park // Simulator
– Jeg fisker med blinket Simulator på 25-28 gram. Et blink udviklet af en gruppe passionerede sjællandske havørredfiskere op igennem 90’erne, fortæller Michael og fortsætter:

– Jeg fisker, når vandtemperaturen er godt lav, det vil sige fra november og hen mod hornfiskenes ankomst.

Michael opsøger helst pladser med pålandsvind, der giver grums i vandet, og pålandsvinden giver også varmere vand ved kysten, selv når lufttemperaturen er i plus. Han er desuden opmærksom på faldende vand og stabil saltholdighed, som han ser som en fordel.

– Jeg fisker Simulatoren ganske langsomt og nede i dybet i øjenhøjde med fisken. Jeg bruger den i naturtro farver, men gerne med lidt glimmer i den kolde og mørke tid. Af kroge bruger jeg Owner S-1/0 i den kolde tid, og når det bliver lunere, bruger jeg S-5/0. Og så er der et kort eller to, jeg holder tæt til kroppen, slutter Michael med et glimt i øjet.

Simulator
Simulator er et hjemmestøbt blink. Skal man købe et blink, der ligner det, anbefaler Michael Sillingen.
Michael2
Michael fisker gerne i koldt og blæsende vejr. Belønningen er nogle superflotte overspringere.

Frederik Bech // Snurrebassen
– De kolde måneder er der, hvor jeg oplever det bedste fiskeri. Det har altid virket godt at bruge lidt mindre agn med lidt hidsige farver. På dage, hvor der kan virke helt dødt, kan skifte fra et mørkt blink til et skrigende lyserødt gøre en stor forskel, fortæller Frederik og fortsætter:

– Et blink, jeg dog altid har haft godt held med i de koldere måneder, og også blinket min PR er fanget på, er en Snurrebasse størrelse 2 i sølv.

Frederik fortæller, at han kan fiske den hurtigt i lave områder og langsommere over lidt dybere vand. Han fisker den med stor variation i indspinningen, og især spinstop er et effektivt lokkemiddel.

– Generelt er en god huskeregel, at jo koldere vandet er, jo mere energi skal fisken bruge, og det betyder en langsommere adfærd. Dette sammenlignet med de tynde tobislignende agn, jeg hælder til i de varmere måneder, hvor der bare skal fart på. Derfor giver det god mening at vælge agn med en lidt større overflade, man kan fiske langsommere. Det har i hvert fald virket for mig, slutter Frederik.

Frederik1
Snurrebassen har givet Frederik Bech flere flotte fisk som denne fra Stevns.
Snurrebassen3
Frederik fisker Snurrebassen langsomt i de kolde måneder, hvor der ikke er så meget energi i ørrederne.