Usædvanlig fangst fra Helsingør Havn

Foto 1_Filip med sin flotte helleflynder.jpg Helleflynderen var vanskeligere at fighte end de fladfisk, som 11-årige Filip plejer at fange. Foto: Jens Peder Jeppesen, Øresundsakvariet.

11-årige Filip Jørgensen og hans ven, Rasmus Serber, var den 21. oktober taget på fisketur i Helsingør Statshavn, da deres dag pludselig tog en uventet drejning. Filip halede nemlig intet mindre end verdens største fladfisk, helleflynderen, i land. Den unge lystfisker afleverede helleflynderen til Øresundsakvariet, hvor den nu har fået et nyt hjem.

Facts om helleflynderen

  • De største individer kan blive 3,5 m lange og veje 3-400 kg. Det tager tid at blive så stor, og en helleflynder kan da også blive 50 år gammel.

  • Helleflynderen hører til en underfamilie af flynderne og er højrevendt (det vil sige med øjnene på højre side af hovedet), med en stor mund og ret slank krop. Højresiden på fisken er mørkebrun eller grønlig, mens venstre side er hvid.

  • Den er en koldtvandsfisk, der er udbredt fra Vestfrankrig og over til Grønland og Færøerne.

  • Helleflynderen lever normalt på dybere vand end de øvrige fladfisk, og den hører hjemme på fastlandsskrænterne på 300-2000 meters dybde.

Filips ven, Rasmus, fortæller, at han havde kastet en bundrig ud med børsteorm, hvorefter Filip overtog stangen. Og så kom der pludselig hug på stangen. Fisken gav Filip kamp til stregen, og Rasmus kunne straks se, at fisken på krogen ikke var nogen almindelig fladfisk. Fisken kæmpede nemlig usædvanligt godt, i forhold til hvad rødspætter og skrubber plejer at gøre.

Da den kom til syne i vandoverfladen, var den da også helt anderledes i både farve og kropsform i forhold til de fladfisk, som de to lystfiskere er vant til at fange.

Hurtigt fik de derfor ringet til Øresundsakvariet, hvor en biologistuderende kom ned og tog den med hjem til akvariet. Her har akvariet siden passet på den, og den trives.

Lille fladfisk – stor sensation
Det ER lidt af en sensation at få en helleflynder på krogen i Øresund. Helleflynderen foretrækker nemlig de dybe farvande på op til 2000 meters dybde, hvor den kan vokse sig helt op til 3,5 m lang og veje flere hundrede kilo!

Filips helleflynder er et ungt individ på ca. 1/2 kg. De unge individer søger ofte ind på lavere vand, hvorfor det var muligt for Filip at fange den fra molen.

Jens Peder Jeppesen, akvariechef på Øresundsakvariet, siger om Filips flotte fangst:

– Det er en meget usædvanlig og nærmest sensationel fangst. Både med hensyn til forekomsten i det hele taget i Øresund, men også hvis man ser på hvor den er taget henne, nemlig nede ved færgerne i Statshavnen. Det er første gang, jeg har hørt om en helleflynder, der er fanget så tæt på den danske kyst.

– I løbet af de sidste ca. 20 år har vi fået ca. 5 helleflyndere indleveret til akvariet i størrelsen fra 400 gram og op til ca. 2,5 kg, men disse fangster er altid ude fra dybt vand og langt fra land.

Allerede nu kan gæsterne se Filips helleflynder på Øresundsakvariet. Den er nemlig flyttet ind i silde-akvariet, og når den her er blevet akklimatiseret, er planen, at den skal flytte ind til sin artsfælle i det store stenrevsakvarium.

FÅ MEDLEMSRABAT HOS ØRESUNDSAKVARIET

Helleflynderen har “helle” i Øresund
I Øresund er det forbudt at trawle, og det gør, at helleflynderen har et “helle” her. Helleflynderen er nemlig yderst sårbar over for nutidens intensive trawlfiskeri, da den vokser utroligt langsomt og bliver sent kønsmoden.

Før 1930’erne blev der fanget betydelige mængder helleflynder i Kattegat, blandt andet nogle store, der vejede helt op til 100 kg. Dette fik hurtigt en ende, efter bestanden blev fisket op med både bundtrawl og langliner.

Men i og med at trawl er forbudt i Øresund, giver det bedre betingelser for helleflynderen, og Filips fangst understøtter Øresundsakvariets formodning om, at der tilsyneladende er en lille, men god, bestand af baby-helleflyndere i sundet. De små helleflyndere bliver sandsynligvis skubbet ind i Øresund af stærk blæst fra nordvest, og forhåbentlig kan de her få fred til at vokse sig store.

Medlemsrabat på akvariet
Medlemmer af Danmarks Sportsfiskerforbund kan besøge den nye logerende helleflynder på Øresundsakvariet til en særlig medlemspris. Som medlem får du 20% rabat på entréen for dig selv plus dine venner eller familie.

Læs mere her

Foto 2_Helleflynderen.jpg
Helleflynderen fra Helsingør Statshavn er faldet godt til på Øresundsakvariet. Foto: Jens Peder Jeppesen, Øresundsakvariet.