Hiv aftensmaden op af Sydhavnen den 25.-26. august

37853264_917421358445659_1511141014251765760_o.jpg Den 25.-26. august kan du prøve havnefiskeriet i Sydhavnen og måske være én af de heldige, der får muligheden for at kaste linen ud fra båd i Københavns Havn.

Københavns Havn får ros for sit rene vand og rige naturliv. Men har du nogensinde oplevet det selv? Vidste du, at du i Københavns Havn blandt andet kan fange hornfisk, havørred, makrel og torsk? Kom, og vær med til streetfishing i Sydhavnen d. 25. og 26. august. 

Vi arbejder for et bedre havnefiskeri


Danmarks Sportsfiskerforbund arbejder for et bedre havnefiskeri i Danmark. Vi ønsker blandt andet bedre adgang og bedre faciliteter for lystfiskere på havnene.

Læs mere om vores forslag til forbedringer af havnefiskeriet i notatet Udvikling af lystfiskeriet i havnene, som vi har udgivet sammen med Fishing Zealand.

 

Kulturhavn Festival, Danmarks Sportsfiskerforbund, Øens Frie Fiskere, Fredensborg- og Humlebæk Lystfiskeriforening og GoBoat inviterer dig med på fisketur i Slusen i Sydhavnen i weekenden 25.-26. august. Arrangementet foregår fra kl. 11-18 både lørdag og søndag. Der vil være dygtige instruktører, som kan give dig en hånd og hjælpe dig i gang, så du kan blive en ægte streetfisker og hive aftensmaden op af havnen. 

Instruktørerne ved også en hel masse om fiskesæsoner og hvilke arter, der findes i havnen, så der er mulighed for en hyggelig snak. 

For de mindste vil der desuden være mulighed for at komme helt tæt på havnens dyreliv, når Øresunds Miljøskole stiller op med røre-bassiner og fortæller om livet under overfladen. Alt er naturligvis gratis. 

Læs mere her

Fisk fra en GoBoat
Om søndagen vil du helt eksklusivt have mulighed for at fiske i Sydhavnen fra en GoBoat. Søndag d. 26. august stiller GoBoat nemlig både til rådighed for 140 personer – og du kan vinde én af pladserne! Konkurrencen foregår på Facebook. Deltag her inden den 17. august.

Knæk og bræk til alle!