Pladsguide: Her kan du fange sild i havnene

Frank Omkring påske kan du hvert år tage på sildefiskeri i mange danske havne.

Hvert år omkring påske trækker stimer af sild ind for at gyde. Du kan finde dem i mange havne, og med et sildeforfang har du gode chancer for at få masser af blanke sildeskæl på fingrene.

I slutningen af marts og godt ind i april søger sildene ind mod land for at gyde. Du vil både kunne finde dem, hvor du kan kaste ud på dybt vand, og hvor de passerer ved snævre, strømfyldte steder, men det sikreste – hvis du da ikke har en båd til rådighed – er at fiske efter dem i havnene, hvor de gerne bliver i en periode, når de først har fundet derind.

Vi har talt med lystfiskeren Frank Næsager Sjøgreen, der har god erfaring med fiskeriet, så her får du hans råd til selve fiskeriet og hans bud på en række havne, hvor du kan gå på sildejagt.

Frank Næsager Sjøgreen

Ivrig og alsidig lystfisker og fiskeguide.

Kendt fra Fangstgaranti, der er en række videoer produceret til TV MIDTVEST.

 

Du kan se dem her på YouTube.

 

Tjek også hans hjemmeside Frankfisker.dk og hans YouTube-kanal.

Enkel teknik
Sildefiskeriet er ret enkelt. Find spinnegrejet frem, og sæt et sildeforfang på, samt et blink eller en pirk i passende vægt. Kast ud, og fisk rigget hjem med rolige pirkebevægelser ned gennem vandsøjlen. Giv lidt tid, når du mærker en sild, så du har chance for at få flere i samme omgang.

– Jeg bruger gerne sildeforfang med små guldkroge, og det er vigtigt at have forfang med i forskellig krogstørrelse. Det varierer nemlig meget, hvad der virker bedst på dagen, fortæller Frank Næsager Sjøgreen og fortsætter:

– Husk også gerne en spand, som du kan fylde med vand og opbevare fangsten i, og sørg for at aflive fisk, du vil beholde, straks efter fangsten. En klud til hænderne er også en god ting.

Her kan du prøve
Du har chance for at finde sildene ved rigtig mange havnemoler rundt i landet, men her får du Franks bud på nogle gode havnepladser:

Jylland: Esbjerg, Hvide Sande, Thorsminde, Thyborøn, Nørresundby, Hanstholm, Hirtshals, Skagen, Frederikshavn, Sæby, Grenå, Århus, Horsens, Vejle, Kolding, Åbenrå.

Fyn: Nyborg/Knudshoved, Odense, Middelfart.

Sjælland: Hundested, Helsingør, Korsør, København.

Følg gerne med på Facebook-siden Makrel, Hornfisk og Sildefiskeri. Her kan du få indtryk af, hvornår der er sild i de enkelte havne.

Tjek reglerne
Det er meget forskelligt fra havn til havn, hvordan reglerne for adgang er, så husk at tjekke mulighederne på forhånd. Mange havne har hjemmesider, der orienterer om mulighederne.

Her kan du tage med på sildetur til Hvide Sande med Frank Næsager Sjøgreen og Peter Fris: