Fiskefirkløveret

DSC04815.jpg Bevæbnet med fiskegrej og madpakker er Lars, Emil, Clara og Rebecca klar til endnu en fisketur til Isefjorden, som de ofte besøger sammen. Foto: Lasse Kofod

Lars Juel Hansen har taget sine børn med på fisketur, siden de hver især fyldte to år. At have tre unger med på fisketur er udfordrende for fiskeriet, men giver en masse gode oplevelser og ro til familien.

Lystfiskeriets Dag

• Lystfiskeriets Dag 2018 foregår d. 20. maj.

• Over hele landet arrangerer lystfiskerforeninger og Put&Take-søer sjove og lærerige arrangementer for både børn og deres forældre.

• De fleste arrangementer er gratis og alle er velkomne.

Læs mere om Lystfiskeriets Dag og find et arrangement tæt på dig på www.sportsfiskeren.dk/lystfiskeri/lfd2018

– Jeg kan godt selv, siger tiårige Emil bestemt. Og så smyger han sig ned i sine waders og klikker spændet i – som han har gjort så mange gange før. Han står på en parkeringsplads på Nordkysten tæt ved Rørvig sammen med sine to søstre: Clara på otte og Rebecca på seks. Og nå ja, far Lars Juel Hansen på 47 år er også med. En tåge gemmer forårsfornemmelserne væk, selvom vi lige er skiftet til sommertid. Men viben er i fuld gang i marsklandet, der ligger mellem parkeringspladsen og kysten.

DSC04770.jpg
Skal man give den gas på kysten, kræver det waders – og gerne nogle med fede farver og flotte mønstre. Lars har købt børnenes over nettet fra USA. Foto: Lasse Kofod

Lars, Emil, Clara og Rebecca skal på fisketur. Måske et lidt utraditionelt firkløver på kysten, der jo primært domineres af hankøn i den skæggede alder. På vej i bilen er der dog ingen afvigelse fra det sædvanlige emne, når lystfiskere er samlet: fisk. Emil mindes den gang for fem eller seks år siden, hvor han i Sverige fangede en aborre på 1,6 kg.

 

DSC04981.jpg
I lang tid var det Lars, der stod for kastene og pigerne for inspinningen, men på dagens tur meddeler Clara, at hun vil lære at kaste. En ny lystfisker ser ud til at være på vej. Foto: Lasse Kofod

– Far troede, at der var bundbid, hoverer Emil.

Siden ungerne var to år, har de været med på fisketure.

– Så stod jeg der med en terrængående barnevogn og fiskestænger, fortæller Lars.

Når ungerne er med, foregår fisketuren på deres præmisser. Aftenen forinden fik han besked om, at der var godt med fisk i Tempelkrogen i Isefjorden, men der er bunden for sumpet og vandet for dybt til, at børnene kan få noget ud af det.

– Der skal være sand, sten, tang og gode legemuligheder for børnene. Vi tager brænde med til at lave bål og en rejehov. Nogle gange er rejerne den primære fangst, siger Lars.

DSC05081.jpg
Det er ikke fiskeriet, der er det vigtigste – men samværet og den kvalitetstid, naturen giver. Og det vil Danmarks Sportsfiskerforbund have bredt ud til Familien Danmark. Foto: Lasse Kofod.

Heftig aktivitet – ingen fisk
Hjemme bruger børnene, som mange andre, iPads og computer til at spille på, og derfor er det vigtigt for Lars, at han kan få ungerne væk fra den støj, de teknologiske instrumenter giver. Og det virker. Så snart vi kommer ud på kysten vælter ungerne rundt, og Emil vil straks lave bål. Pigerne hopper rundt på de store sten og iført waders render de rundt i knædybt vand og kigger på havbunden. Ikke en eneste gang bliver der klaget over kedsomhed.

DSC04886.jpg
Er der brug for en pause fra fiskeriet, kan man altid hoppe ud i nye projekter. Optænding af bål eller måske fjordreje-jagt på det lave vand. Foto: Lasse Kofod
Det er vigtigt for mig at vise børnene, hvad der foregår under vandet. Det gør, at de forstår, der rent faktisk ér liv dernede, og forhåbentlig vil de være med til at passe bedre på livet i havet.

– Det er også vigtigt for mig at vise børnene, hvad der foregår under vandet. Derfor har vi altid rejehov med, så de kan fange dyr i tangen. Det gør, at de forstår, der rent faktisk ér liv dernede, og forhåbentlig vil de være med til at passe bedre på livet i havet, siger Lars.

Og det er ekstra spændende, når de får en fisk på land.

– Hvis vi renser fisken sammen, kigger vi altid på, hvad den har spist og levet af, fortæller Lars.

Det minder om dengang giraffen Marius blev parteret foran en måbende børnemængde i Zoologisk Have i København. Maveindhold og indvolde er tydeligvis fascinerende for børn.

Pludselig meddeler Clara, at hun vil fiske. Normalt plejer Lars at kaste ud, og ungerne spinner ind igen. Men denne gang vil Clara lære at kaste, og med lidt hjælp fra far går det rigtigt flot. Men krogen sætter sig fast, og sådan er dét.

Fangst er ikke det vigtigste for en sjov fisketur. Et solidt bundhug og en klase tang kan også få smilene frem. Foto: Lasse Kofod
Fangst er ikke det vigtigste for en sjov fisketur. Et solidt bundhug og en klase tang kan også få smilene frem. Foto: Lasse Kofod

Familien Danmark skal med
Det er ikke fiskeriet, der er det vigtigste – men samværet og den kvalitetstid, naturen giver. Og det vil Danmarks Sportsfiskerforbund have bredt ud til Familien Danmark. Derfor afholder de søndag d. 20. maj Lystfiskeriets Dag. Sidste år åbnede omkring 40 fiskeklubber dørene op, og mellem 3.500 og 5.000 børn og voksne kom på besøg.

– Målet er, at danskerne siger ”hov, her har vi en rigtig god måde at komme ud i naturen på og opleve den sammen”, fortæller Martin Hedegaard, der er udviklingskonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund og ansvarlig for Lystfiskeriets Dag.

Det skal lette adgangen til en god fiskeoplevelse og vise, at det ikke er så bøvlet, som mange måske tror.

– Foreningerne har lånegrej, så man kan komme og afprøve fiskeriet, men vi opfordrer til, at folk selv tager grej med, hvis de har. De kan også få gode råd til, hvad de kan købe af grej for at komme i gang med fiskeriet, siger Martin Hedegaard.

DSC05070.jpg
Selvom fisketurene ikke altid byder på store fangster, så kan bål på stranden, varm kakao og kanelgifler redde de fleste fisketure. Foto: Lasse Kofod

Børnevenligt fiskeri
Tilbage på stranden er bålet ved at være klar til kaffe, og der bliver hygget med kanelgifler, Bastogne-kiks og varm kakao. Der er ikke blevet fisket det helt store – og tre blink er mistet i tangen.

Når det er hornfiskesæson, kommer der mere gang i fiskeriet for ungerne.

– Det er lettere med silkekroge, der ikke sætter sig i tangen – eller bobleflåd med sildestykker på. Så kan vi hygge os lidt mere, imens vi fisker, siger Lars.

Derudover anbefaler han også en kort stang på seks eller syv fod, med et kort bundstykke, så det er lettere at håndtere for de korte arme. Det handler også om at finde de rigtige pladser, hvor vejret ikke er for hårdt.

– Nu er vi jo kommet over frysepunktet, så det er lettere at holde varmen. Og om sommeren kombinerer vi det gerne med en badetur, siger Lars.

I de kolde måneder hjælper det også godt med neoprenwaders. Men dem har han ikke kunnet finde i Danmark og måtte bestille nogle hjem fra USA. Og nu har Rebecca et stort hul på knæet i sine waders og er blevet våd. Det sætter en dæmper for morskabet.

Så da kaffen er drukket og kanelgiflerne ligger tungt i maven, er det på tide at vende snuden hjemad.

Firkløveret pakker sammen. Clara går bagerst med rejehoven, så Emil med brændekassen, Clara med spand og forrest Lars med fiskestænger og kogegrej.

På vej tilbage mod bilen spørger nogle forbipasserende, om der var bid.

– Ingen fisk, men fem krabbeskjold, en krabbeklo, en reje og en masse gode oplevelser, svarer Lars med et smil på læben.

Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 2, 2018.

DSC05145.jpg
Hjemme bruger børnene både iPad og computer til at spille på, og derfor er det vigtigt for Lars, at han kan sine unger ud i naturen og væk fra den elektroniske støj. Foto: Lasse Kofod