Fiskeoplevelser på Amager

amager2.jpg Naturcenter Amager Strand har mange aktiviteter for børn i november

Naturcenter Amager Strand har her i november flere gode aktiviteter rettet mod børn og ledsagende voksne med interesse for fiskeri og livet under vandet. Se nedenfor deres program for hele måneden.

Hver lørdag og søndag kl. 10-14 tager vi livet under vand med indenfor.
Se nærmere på de dyr, der lever under vand - både dem fra vores egne bassiner og dem, man evt. selv har været så sej at fange.
Du kan også lave flotte udstoppede papirfisk, som kan hænge derhjemme.
Kl. 10.30 kan du være med til at hente ruser ind fra vandet og se, hvad der er svømmet i.
Kl. 11.30 kan du se en krabbe blive dissekeret og lær om dens indre organer.
Kl. 12.30 kan du være med til at fodre dyrene i vores bassiner.

Søndag d. 12. november: Besøg af Øens Frie Fiskeforening
Øens Frie Fiskeforening er en fiskeforening båret af tre mand: Andreas, Morten og Nikolai.
Foreningen er blevet til med midler fra Amager Øst Lokaludvalg og Friluftsrådet. De fokuserer på fiskeoplevelser for børn og unge i området omkring København. På deres ture tager de ud til kysten, havne eller søer, og her lærer de fra sig, alt hvad de kan med fokus på at fange årstidens fisk.
 
Når de kommer forbi naturcenteret kan du og din familie bruge jeres eget fiskegrej eller låne noget af dem. I kan få tips og tricks til, hvordan man kaster. I vil med garanti blive superdygtige til at vælge hvilket fiskegrej, I skal bruge, næste gang I skal på fisketur. Alle uanset alder er velkomne. Vi skulle hilse og sige, at de glæder sig til at se jer!
Det hele foregår ved stensætningen ud for naturcenteret eller på stranden mellem Helgoland og molen, alt efter vindretningen.
 
Søndag d. 19. november: 
Besøg af fiskeguide og fluekasteinstruktør Silja Longhurst Om du er stor eller lille fluefiskenørd – eller hvis du bare gerne vil blive klogere på, hvad fluefiskeri er – så står Silja Longhurst klar med fluefiskegrej og en lille kaste-parcour for alle, der har lyst til at prøve kræfter med den æstetiske fiskeriform.
Silja Longhurst er certificeret fiskeguide og fluekasteinstruktør med sin egen virksomhed, Balticflyfisher.dk. Her driver hun sin egen fluekasteskole i København og er desuden grossist for OPST, ECHO Flyfishing Products og PlanD Flyboxes.
Silja er vokset op med at fiske i en lille å, og siden hen har hun rejst hele verden rundt. Hun har fanget alt, hvad der kan fanges med flue: Bonefish i Carribien, laks i hele Skandinavien, Irland og Scotland, havørred på kysten samt gedder på Møn og i Sverige. Silja bor sammen med sin mand Lasse og deres to små børn på Amager, og de elsker at tage af sted på fisketur sammen. Hun glæder sig meget til at lære jer en masse!

Adresse og øvrige praktiske oplysninger på naturcenterets hjemmeside.