Efter 16 års arbejde: ”Atlas over danske saltvandsfisk” er nu på gaden
I 2012 udkom "Atlas over danske ferskvandsfisk", og nu er det så saltvandsfiskenes tur efter 16 års indsats.
Statens Naturhistoriske Museum med redaktør Henrik Carl som primus motor har nu afsluttet 16 års arbejde. Resultatet vejer 9,5 kg og indeholder over 2.000 sider. Det er det nye trebindsværk ”Atlas over danske saltvandsfisk”, der nu endelig har været i trykken.
Med en vægt på 9,5 kilo, mere end 2.000 sider og 16 års arbejde bag sig er Atlas over danske saltvandsfisk et af de mest ambitiøse naturvidenskabelige værker, der er udgivet i Danmark. Trebindsværket er ikke alene det mest omfattende værk om danske saltvandsfisk nogensinde – også internationalt er det helt enestående. På verdensplan findes der ingen tilsvarende udgivelser med samme detaljerede og fuldstændige kortlægning af et lands saltvandsfisk.
Et nødvendigt udgangspunkt med et hav under pres
De danske havområder er i hastig forandring, og klimaforandringerne forstærker udviklingen. For forskere og myndigheder er det afgørende at vide, hvordan havet så ud, før forandringerne tog fart. Netop her spiller atlasset en central rolle.
– Havmiljøet er i krise, og naturen ændrer sig overraskende hurtigt. For at kunne vurdere, hvad der ændrer sig – og hvor hurtigt – er vi nødt til at kende udgangspunktet, siger Henrik Carl, fiskespecialist ved Statens Naturhistoriske Museum og redaktør på værket. Atlasset udgør for første gang en fælles og solid baseline for alle danske saltvandsfisk.
Den lille fjæsing er en af de arter, der i de senere år har spredt sig blandt andet som følge af stigende havtemperaturer.
Fra torsk til tropiske gæster
Atlasset spænder bredt og rummer både velkendte arter som torsken, der i disse år er stærkt presset, og arter, som kun få danskere kender, men som bliver stadig mere udbredte. Det gælder blandt andet stribefisk, tyndlæbet multe og den lille fjæsing. Samtidig dokumenterer værket mere overraskende gæster i de danske farvande, herunder klumpfisk, aftrækkerfisk og søheste, som vidner om et hav i forandring.
214 arter kortlagt i tekst, kort og billeder
Fiskeatlasset indeholder opdaterede udbredelseskort for alle naturligt hjemmehørende danske saltvandsfisk samt de mange arter, der er kommet hertil med menneskets hjælp fra andre dele af verden. I alt dokumenteres udbredelsen af 214 fiskearter. Værket er rigt illustreret med fotografier, der viser fiskene, deres særlige kendetegn og de levesteder, de er knyttet til.
Ud over de detaljerede artsbeskrivelser rummer værket også overordnede kapitler om havet omkring Danmark, kortlægningsmetoder, fiskenes indvandring efter istiden samt fiskesygdomme. Tilsammen gør det atlasset til et centralt referenceværk for både forskere, undervisere og myndigheder.
Et fagligt fundament for vigtige beslutninger
Den omfattende viden i atlasset anvendes allerede i den nyeste rødlistevurdering af danske saltvandsfisk, som vurderer, hvor truede de enkelte arter er.
– Det siger noget om, hvor afgørende det er at have et solidt og opdateret datagrundlag, når vi skal vurdere havets tilstand og træffe beslutninger om beskyttelse og forvaltning, siger Peter Rask Møller, medredaktør på værket og kurator for fiskesamlingen ved Statens Naturhistoriske Museum.
Et øjebliksbillede – ikke et punktum
Selv om atlasset er kulminationen på mange års arbejde, markerer det ikke afslutningen på kortlægningen af Danmarks fisk. Tværtimod. I gennemsnit registreres omkring én ny fiskeart om året i danske farvande, og i dag er mindst 50 fremmede arter kendt. Atlasset fastfryser et tidspunkt i havets udvikling og gør det muligt fremover at følge, hvad der ændrer sig, forsvinder eller breder sig.
Et bredt samarbejde – båret af frivillige og støttet af fonde
Bag udgivelsen står forskere fra Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet og DTU Aqua i samarbejde med andre institutioner og tusindvis af frivillige. Projektet begyndte i 2009, og gennem årene har lystfiskere og naturinteresserede fra hele landet bidraget med observationer af både nutidige og historiske forekomster. Denne fælles indsats har været afgørende for det omfattende datagrundlag.
Udgivelsen er støttet af Aage V. Jensen Naturfond og VELUX FONDEN.
Læs mere om 'Atlas over danske saltvandsfisk” her.