Russisk pukkellaks i Sneum Å

image1 (5).JPG

Ikke blot russiske atomubåde og slagkrydsere er denne uge trukket igennem danske farvande. Således fik Jakob Rubin fra Andrup ved Esbjerg denne uge en stor overraskelse i Sneum Å, hvor han i stedet for en havørred fangede en vaskeægte russisk pukkellaks, som der herhjemme kun er blevet registreret tre eksemplarer af i 42 år.

Straks Jakob fik den 48 centimeter lange pukkellaks op i græsset var han klar over, at det hverken drejede sig om en laks, en havørred eller en regnbueørred. Fisken manglede stort set pletter på kroppen, men havde til gengæld mange på halefinnen. Også haleroden var også meget tynd, fortæller han til Sportsfiskeren. Den endnu næsten blanke fisk med de mange små skæl huggede på en 12 gram sort Myran spinner med bronceske omkring 100 meter fra sammenløbet af Sneum Å og Holsted Å.

Jakobs pukkellaks er herhjemme kun den tredje registrerede siden 1975, hvor der blev fanget en 58 cm lang af slagsen yderst i Vejle Fjord af en sportsfisker fra Fredericia. I 2007 fangede erhvervsfisker Mikkelsen en mindre pukkellaks på 48 cm i Ribe Vester Å. 

Pukkellaks (Latinsk navn: Onchorhyncus gorbuscha) eller Pink Salmon/Humpback Salmon lever naturligt i Alaska og i russiske floder, der løber ud i det nordlige Stillehav. Tilbage i 1950’erne og frem har russerne udsat den i floder, der løber ud i Hvidehavet nær Nordnorge, hvor den har etableret sig. 

Denne sæson er der dog fanget ikke så få pukkellaks i norske elve af blandt andet Erling Maigaard fra Kolding. Fiskene er også i relativ stort antal trukket op i skotske lakseelve som Hemsdale, hvor man selvfølgelig er bange for, at de vil etablere sig og konkurrere med den atlantiske laks om føden i elvene. Man behøver dog ikke være bange for, at de vil parre sig naturligt hverken med laks eller havørred, da det drejer sig om en helt anden art og slægt ligesom regnbueørred.

Pukkellaksens yngel opholder sig kun kort tid i ferskvand, før de trækker ud i brakvand og siden saltvand. Allerede efter to års havophold trækker pukkellaksen igen op i ferskvand for at gyde. Gennemsnitstørrelsen er da halvandet til tre kilo, men enkelte bliver dog op til 5 kilo. Fiskene er blanke og slanke, når de trækker ind ferskvand. Men snart får hanfisken en stor pukkel, kraftige farver og et ekstremt overbid med store tænder. Efter gydningen dør alle pukkellaks.

Læs mere om pukkelaks her og her.