DSF kritiserer omfattende opgravning af Grønå i Tønder Kommune
På en 2,3 kilometer lang strækning af Grønå i Vidå-systemet har Tønder Kommune foretaget en ulovlig opgravning af vandløbsbunden.
Tønder Kommune har i november 2025 opgravet flere kilometer af Grønå i et Natura 2000-område. Stærkt kritisabelt, mener Danmarks Sportsfiskerforbund der vurderer, at indgrebet er i strid med både naturbeskyttelsesloven, habitatdirektivet og vandrammedirektivet.
Sagen kort
Ca. 2,3 km opgravning af brinkerne i Grønå i november 2025.
Grønå er et Natura 2000-vandløb med snæbel og lampretter på udpegningsgrundlaget og derfor særligt beskyttet.
Opgravningsarbejdet er udført i snæblens gydeperiode i november.
Kommunen betegner arbejdet som almindelig vedligeholdelse.
Danmarks Sportsfiskerforbund mener, at der burde være foretaget habitat- og miljøvurderinger inden arbejdet.
Danmarks Sportsfiskerforbund indbringer nu sagen for Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Grønå i Vidå-systemet er en del af Natura 2000-området ved Vadehavet og levested for laks, havørred, lampretter og ikke mindst den sjældne snæbel, som kun findes i ganske få danske vandløb.
Alligevel er omkring 2,3 kilometer af åen blevet gravet op i november 2025 – midt i snæblens gydeperiode. Sammen med en tilsvarende opgravning i 2022 betyder det, at store dele af vandløbet har været igennem omfattende indgreb fra Tønder Kommune de seneste år.
- Når man står ved åen og ser omfanget af opgravningen, er det svært ikke at blive bekymret. Vi taler om et Natura 2000-vandløb med nogle af Danmarks mest sårbare fiskebestande. Er det virkelig sådan, vi passer på noget af vores bedst beskyttede natur, siger Torben Hansen, natur- og miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund.
Tønder Kommune har forklaret, at arbejdet er udført for at beskytte digerne langs åen og betegner det som såkaldt ”almindelig vedligeholdelse” og derfor kan udføres uden forudgående miljøundersøgelser. Danmarks Sportsfiskerforbund mener dog, at indgrebet er så omfattende, at der burde have været foretaget grundige undersøgelser, før gravemaskinerne gik i gang.
- Vi anerkender selvfølgelig, at digesikkerhed er vigtig. Men når man graver i et Natura 2000-vandløb med snæbel og andre beskyttede arter – endda midt i gydeperioden – skal man være helt sikker på, at naturen ikke tager skade. Det er sådan set et juridisk krav, at kommunen foretager de nødvendige undersøgelser af sådan et projekt, inden man går i gang, siger Torben Hansen og fortsætter:
- Efter vores opfattelse har man overtrådt en række regler – bl.a. i vandløbsloven, habitatdirektivet og vandrammedirektivet. Det har vi både påpeget overfor kommunen og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, siger Torben Hansen.
Tønder Kommune oplyser, at de nu vil få foretaget en habitatkonsekvensvurdering af opgravningen, men at der kan være lang ventetid på en sådan vurdering.
- Kommunen gør simpelthen tingene i omvendt rækkefølge. Og man må spørge sig selv, hvad vi skal bruge en habitatkonsekvensvurdering til, flere måneder efter skaden er sket, siger Torben Hansen.
Danmarks Sportsfiskerforbund arbejder nu videre med sagen og vil indbringe den for Miljø- og Fødevareklagenævnet og Ankestyrelsen.