Stor udsætning af snæbel i Kongeåen
Det forventes at en del af de udsatte snæbler vender tilbage til åen for at gyde om nogle år.
Foto: Esbjerg Kommune.
Tirsdag den 28. april blev cirka 303.000 stk. snæbelyngel sat ud i Kongeåen. Det skete som led i det store LIFE-projekt, der med EU-støtte skal bidrage til at skabe en naturlig og selvreproducerende snæbelbestand i åen.
Den sjældne og truede fiskeart snæbel har været en helt særlig del af den sydvestjyske natur, og udsætningen af yngel er et led i bestræbelserne for at sikre bestanden. Sammen med indsatser for at forbedre levevilkårene i åen kan det forhåbentlig på længere sigt skabe en bestand, der kan klare sig selv.
Udsætningen blev foretaget i to omgange, hvor cirka 158.000 stk. snæbelyngel blev udsat på strækningen fra Knage Mølle til Halmstakken. De andre 145.000 stk. blev udsat fra Foldingbro til Kongebroen.
De mange tusinde små snæbler er opdrættet hos Danmarks Center for Vildlaks i Randers.
Foto: Michael Deacon.
Positive erfaringer
Årets udsætninger er det næste skridt i projektets udsætningsprogram, som startede sidste år med udsætning af ca. 450.000 snæbelyngel i to etaper. Den næste og sidste runde gennemføres efter genslyngningen af Kongeåen. På det tidspunkt forventes de udsatte fisk at vende tilbage som gydemodne fisk, hvilket gør det muligt at opfiske moderfisk til den afsluttende udsætning.
– Erfaringerne fra sidste års opdræt og udsætning var meget positive. Antallet af de opdrættede, levedygtige snæbelyngel var over forventning. Ved udsætningen kunne vi se, at ynglen hurtigt søgte ind mod brinkernes vegetation, hvor de finder skjul og føde. Projektet vil give svar på flere dele af snæblens hemmelige liv i ferskvand, siger Michael Deacon, rådgiver for projektet.
LIFE Naturprojekt Kongeåen
Udsætningen er en del af LIFE Naturprojekt Kongeåen, som arbejder for at forbedre naturforholdene i og omkring Kongeåen. Projektet skal blandt andet genskabe en mere naturlig slyngning af åen og skabe bedre opvækstområder for fisk samt levesteder for fugle, padder og insekter.
LIFE-projekter er EU’s primære tilskudsordning til indsatser, der fremmer biodiversitet, grøn omstilling og klimatilpasning. Projektet ved Kongeåen er ét af tyve danske LIFE-projekter.
Læs mere om projektet her.
Moderfisk fra Vidå
Ynglen, der udsættes i år, stammer fra fisk indfanget i Vidå og opdrættet ved Danmarks Center for Vildlaks i Randers. I november 2025 blev der hjemtaget 157 avlsfisk til klækkeriet, og efter strygning i december og januar er fiskene genudsat i Vidå. På baggrund af en række vellykkede kryds er der produceret genetisk forsvarligt befrugtede æg, som nu danner grundlag for årets udsætning.
Der er taget DNA fra forældrefiskene i de forskellige udsætningspuljer, så de tilbagevendende fisk senere kan skelnes ved hjælp af deres DNA. Dermed kan man se, hvilken udsætning, der giver flest tilbagevendende fisk.