Smoltvagt: De små nyudsatte ørreder på Sydsjælland har brug for din hjælp
Ikke mindst skarven sidder klar til at tage sig af retterne, hvis der ikke står en smoltvagt klar ved udsætningsstederne.
Mens flere vandløb på Fyn og Sjælland nu er fuld besat med smoltvagter i dagene efter udsætningen af smolt, kniber det meget ved de tre vandløb på Sydsjælland, hvor kun én ud af i alt 28 vagter er blevet besat.
Sådan bliver du smoltvagt
Først skal du downloade appen via Google Play eller App Store – og derefter følge instruktionerne i appen.
I appen kan du se udsætningssteder og tidspunkter, så du kan finde den vagt, der passer dig bedst.

Den 24. april bliver der udsat i tusindvis af smolt ved tre vandløbsmundinger på Sydsjælland. Det drejer sig om Saltø Å og Suså ved Næstved, samt Faxe Å.
På selve udsætningsdagen den 24. april er der behov for fire vagter ved Saltø Å og Suså. Ved Faxe Å, hvor udsætningen sker senere på dagen, drejer det sig kun om to vagter. Den 25. april handler det om fem vagter ved hvert vandløb, og den 26. april om en enkelt hvert sted. Altså i alt 28 vagter á tre timers varighed.
Indtil videre er kun én vagt besat, så det kan gøre en stor forskel for overlevelsen af de små ørreder, hvis flere griber opgaven. Det handler om at holde især skarver og måger på afstand, og din blotte tilstedeværelse kan gøre udslaget.
Hvis du vil deltage, skal du blot hente appen Smoltvagt, finde vandløbet på kortet og vælge en vagt, der passer dig.
Bemærk også: Sammen med alle øvrige smoltvagter deltager du i lodtrækningen om en række fede præmier med grej til kystfiskeri fra Rapala, Westin og Savage Gear.
Roskilde mangler også folk
Længere nordpå på Sjælland er Store Kattinge Å kommer sent med i projektet, og her mangler alle syv vagter at blive besat den 14.-15. april. Det drejer sig om en udsætning ved det nye åudløb i Roskilde Fjord lige øst for St. Hans Hospital.
Der er også stadig ledige vagter flere steder rundt i landet. Tjek her, hvor der især mangler eller se det i appen.