Få penge til dit foreningsprojekt

DSCF1860 Vand- og fiskepleje er en vigtig aktivitet i en del lystfiskerforeninger, og nu har du eller din forening blandt andet mulighed for at få støtte til at få flere frivillige til at engagere sig i vandplejearbejde. Foto: Christian Flinker.

Lystfisker Danmark har åbnet for første ansøgningsrunde for projekter, som skal støtte det frivillige arbejde i dansk lystfiskeri.

Der er cirka 250 lystfiskerforeninger i Danmark. De afholder arrangementer for medlemmer, bidrager til vandpleje, indgår aftaler om fiskeret og meget andet. De spiller dermed en vigtig rolle i arbejdet for at gøre Danmark til en attraktiv lystfiskerdestination.

Lystfisker Danmark er navnet på det projekt, som gennemfører initiativerne i den nationale strategi for Lystfiskeri. De inviterer nu alle med interesse i dansk lystfiskeri til at søge om midler til tiltag, der understøtter det frivillige arbejde i dansk lystfiskeri.

Der kan søges om midler til projekter til rekruttering og fastholdelse af nye medlemmer, vand- og fiskepleje, faciliteter og andre projekter.

Hvem kan søge?
Da puljen omhandler det frivillige arbejde i foreningerne, kan puljen søges af danske lystfiskerforeninger samt alle, der har med dansk lystfiskeri at gøre.

Det vigtigste er nemlig ikke afsenderen, men projektet og hvordan det kan støtte det frivillige arbejde ude i lystfiskerforeningerne.

Lystfisker Danmark opfordrer således til, at de mange aktører i dansk lystfiskeri overvejer, om de har et projektforslag, som kan være til gavn for danske lystfiskerforeninger.

Der uddeles 400.000 kr. i første runde, og ansøgningsfrist er 31. marts 2021.

Læs mere om ansøgningskrav, og hvordan du søger puljen her