Mikkel Matzen modtager Danmarks Sportsfiskerforbunds hæderspris

261031 1101 DSF Kongres 2026 2782 Mikkel Matzen modtog Danmarks Sportsfiskerforbunds hæderspris 2026 ved forbundets kongres i Vingsted. Hædersprisen gives for en særlig indsats for miljøet eller sportsfiskeriets interesser. Foto: Marie Brandt.

Han tager initiativ, samler foreninger og bruger sit store netværk til at skabe nye muligheder for især børn og unge i lystfiskeriet. Nu modtager Mikkel Matzen fra Effektlageret i Horsens Danmarks Sportsfiskerforbunds hæderspris 2026.

BLÅ BOG: MIKKEL MATZEN

Alder: 40 år


Arbejde: Ejer og direktør i Effektlageret


Bor: Lund ved Horsens


Familie: Kone, to børn – en dreng og en pige


Favoritfiskeri: Mikkel fisker stort set efter alt, og han har rejst verden rundt efter mange forskellige arter. Søfiskeriet har fyldt rigtig meget gennem hans lystfiskerliv, og de senere år er havbarsfiskeriet også kommet til at fylde meget

Mikkel Matzen, ejer og direktør i Effektlageret i Horsens, modtog lørdag aften den 1. november Danmarks Sportsfiskerforbunds hæderspris på forbundets kongres på Vingsted Hotel og Konferencecenter.

Hædersprisen tildeles for en særlig indsats på miljøområdet eller for sportsfiskeriets interesser. Mikkel Matzen var indstillet til prisen for sit store engagement i at fremme lystfiskeriet gennem hans indsats for børn og unge. Med hædersprisen følger 10.000 kroner.

Samler unge og foreninger
De seneste år har Mikkel været drivkraft bag en række initiativer, der har samlet lystfiskere og især unge på tværs af foreningsgrænser. Blandt andet har han taget initiativ til Hooked-arrangementerne, der har kørt de seneste to år, og som det ene år samlede omkring 300 deltagere.

Han står også bag Junior Fiskecamp, som ligeledes har været afholdt de seneste to år, og hvor omkring 50 unge i alderen 12-17 år er blevet samlet om lystfiskeriet. Her har Mikkel været med til at samle fem foreninger: Vejle Sportsfiskerforening, Skanderborg Lystfiskerforening, Kolding Sportsfiskerforening, Silkeborg Fiskeriforening og Horsens og Omegns Sportsfiskerforening.

En af Mikkel Matzens styrker er hans evne til at få mennesker med og bruge sit store netværk til at skabe noget ud over det sædvanlige. Til en af Junior Fiskecamp-weekenderne lykkedes det ham eksempelvis at samle 11 af landets dygtigste predatorfiskere fra nær og fjern, der stillede deres erfaring, både og viden til rådighed for de unge.

Samtidig bidrager Mikkel med både tid, energi og ressourcer, når foreningerne har brug for en hånd. Her kommer både Effektlagerets velassorterede lager, Mikkels gode forbindelser til grossistleddet og kompetente kolleger ofte lokale juniorer og arrangementer til gode.

Effektlageret har blandt andet lagt hus til foreningsaftener og målrettede arrangementer for lokale juniorklubber. Ved arrangementer i butikken har eksempelvis juniorafdelingen i Vejle Sportsfiskerforening desuden haft mulighed for at tjene penge til sit juniorarbejde.

Fællesnævneren er ønsket om at få flere børn og unge ind i lystfiskeriet – og evnen til at samle foreninger, frivillige og profiler om den opgave. Mikkel Matzen nøjes ikke med at bakke op om juniorarbejdet. Han tager initiativ, bringer mennesker sammen og er med til at få idéerne ført ud i livet.

261031 1101 DSF Kongres 2026 2750
Mikkel Matzen på vej til talerstolen. Under sin takketale fortalte han, at de 10.000 kroner, der fulgte med hædersprisen, skulle gå ubeskåret til det videre samarbejde med de fem sportsfiskerforeninger. Foto: Marie Brandt.

Hvad betyder det for dig at modtage DSF’s hæderspris?
– Nu er jeg ikke den, der råber allerhøjest, og jeg bevæger mig egentlig gerne lidt i baggrunden, så det betyder virkelig meget at få den her anerkendelse. Der er mange andre i Lystfiskerdanmark, som også kunne have modtaget prisen, så jeg er meget beæret.

Jeg lægger rigtig mange timer i det her, og på et tidspunkt var jeg faktisk ved at køre lidt død i det og tænkte: Skal jeg overhovedet blive ved? Derfor giver sådan en pris endnu mere lyst til at fortsætte med de ting, vi har sat i søen.

Det er enormt vigtigt for mig at sige, at det ikke kun er min pris. Der skal lyde en stor tak til mit personale, alle de unge mennesker, der hjælper til, og foreningerne. Ingen af arrangementerne kunne lade sig gøre uden dem.

Hvad har drevet dig i arbejdet?
– Den vigtigste drivkraft har været at se alle de unge mennesker få fede oplevelser med den interesse, som jeg selv har haft så meget glæde af. Samtidig synes jeg, at alt for mange børn og unge lever en stor del af deres liv gennem en skærm. Med lystfiskeriet kommer de ud, får frisk luft, oplevelser og bliver en del af nogle gode fællesskaber. Det motiverer mig.

Vi oplever lige nu en stigende interesse for lystfiskeri og en ny bølge af unge lystfiskere. Jeg tror faktisk ikke helt, vi er klar over, hvor hurtigt det vokser. Derfor har vi også et fælles ansvar for at tage godt imod dem og sørge for, at de får en god start i lystfiskeriet.

Noget andet, der driver mig, er at få folk til at arbejde sammen. Jeg synes, det er ærgerligt, hvis foreningerne hver især sidder med de samme udfordringer uden at samarbejde. Jeg er nok bedst bag kulisserne, hvor jeg kan samle folk, koordinere og få ting til at ske.

Samtidig mener jeg at man skal have stor respekt for frivilligheden. Jeg tager gerne styrepinden og forsøger at sætte noget i gang, men foreningerne kan en masse af de ting, som jeg ikke selv kan. Det er samspillet, der får det til at fungere.

260607 FAK HOOKED Fyelmose 4524
Mikkel Matzens store engagement i at få flere børn og unge ind i lystfiskeriet har nu sikret ham Danmarks Sportsfiskerforbunds hæderspris 2026. Foto: Marie Brandt.

Hvad er du mest stolt af at have været med til at opnå?
– Jeg er især stolt af Hooked-arrangementerne og den måde, foreningerne har bakket op om dem på. Det har været megafedt at opleve, hvad der kan ske, når man samler kræfterne.

Jeg kunne godt ønske mig, at flere i branchen lavede noget lignende. Min drøm er, at vi en dag kunne have en national Hooked-weekend med arrangementer rundt omkring i hele landet. Der er mange unge lystfiskere, som mangler et sted, hvor de kan komme hen, møde andre og blive bedre til at fiske. Dem skal vi sørge for at gribe og få godt i gang.

Har du andre spændende projekter eller idéer i støbeskeen?
– Jeg har masser af projekter i gang. Blandt andet arbejder vi på et Predator Akademi for juniorer. Tanken er en dag, hvor de unge kan komme med ud i toptunede fiskebåde sammen med dygtige predatorfiskere, deltage i workshops om fisketeknikker og høre spændende oplæg om søens fisk. Her er foreningerne selvfølgelig også tænkt ind.

Vi arbejder også med idéen om en Predator Cup for juniorer – en landsdækkende dyst, der løber over et helt år. Og så skal vi selvfølgelig videre med Hooked. Der kan måske også være flere arrangementer på vej, men det kan jeg ikke løfte sløret for endnu.

Events kræver rigtig meget arbejde at stable på benene, men når man bagefter står og ser alle de glade unge mennesker, bliver man glad i låget. Jeg kommer helt sikkert til at fortsætte med at have fokus på ungdommen.

261031 1101 DSF Kongres 2026 2949
Ud over hædersprisen blev også UNG-prisen uddelt. Den gik til holdet bag O.S.K. Junior for deres indsats for unge lystfiskere. Foto: Marie Brandt.

Bliv medlem

Støt op om vores arbejde
og bliv en del af fællesskabet

Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Det er ikke en gyldig e-mail
Der findes allerede en profil med denne e-mail, log venligst ind først.
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet

DKK {{model.price | number : 2}}

Vælg betalingsform

MobilePay MobilePay Betalingskort Kort

Ja tak, send mig nyhedsbreve med nyheder, tilbud, kurser og fortællinger om arbejdet for flere vilde fisk og et bedre lystfiskeri.

Jeg accepterer Danmarks Sportsfiskerforbunds betingelser. Dine oplysninger vil blive brugt til medlemsadministration såsom kontingentopkrævning og udsendelse af vores medlemsmagasin Sportsfiskeren. Se også vores privatlivspolitik.

Du skal acceptere vores betingelser

Kontingent gælder i 1 år. Fornyes automatisk og kan til enhver tid opsiges via "Min Side"

Ga Velkomst

En ekstra bonus!

Udover dit medlemskab af Danmarks Sportsfiskerforbund, har vi også en lille overraskelse til dig – et gavekort på 200 kr. til udvalgte produkter fra Geoff Anderson. Du modtager rabatkoden i din kvitteringsmail.