Nye kystvandråd skal bidrage til bedre miljøtilstand ved kysterne

De næste to år skal 17 kystvandråd rådgive og bidrage med lokal viden, så kystvandene kan leve op til målene i Vandrammedirektivet. Foreninger og organisationer kan få plads i rådene, og Danmarks Sportsfiskerforbund opfordrer lokale foreninger til at søge om optagelse.
Landets kommuner har frem til 1. april kunne søge om nedsættelse af kystvandråd i deres lokalområde. I forvejen var der forsøgsvis etableret fire kystvandråd, og de suppleres nu med 13 nye, så i alt 17 kystvandråd de næste to år skal bidrage til indsatsen for at nå i mål med EU’s Vandrammedirektiv.
Kystvandrådenes opgave bliver at rådgive og bidrage med viden om lokale forhold, der kan understøtte den lokale indsats for et sundere kystvand.
Dermed kan rådene bidrage til de lokale treparters omlægningsplaner og sikre implementering af planerne. Desuden kan kystvandrådene gennemføre lokale analyser og afprøve nye metoder gennem forsøgsprojekter.
Her oprettes der kystvandråd
Her kan du se, hvilke kommuner der deltager og hvilke kystvande, der skal arbejdes med i kystvandrådene.
Assens Kommune: Lillebælt – Fyn oplandet.
Guldborgsund Kommune: Rødsand og Bredningen.
Haderslev Kommune: Haderslev Fjord.
Holbæk Kommune: Roskilde Fjord og Isefjord.
Holstebro Kommune: Nissum Fjord.
Horsens Kommune: Horsens Fjord og Norsminde Fjord.
Kolding Kommune: Kolding Fjord.
Mariagerfjord Kommune: Mariager Fjord.
Nordfyn Kommune: Nærå Strand.
Nyborg Kommune: Holckenhavn Fjord.
Odense Kommune: Odense Fjord.
Ringkøbing-Skjern Kommune: Ringkøbing Fjord.
Thisted Kommune: Thisted Bredning.
Varde Kommune: Vadehavet.
Vejle Kommune: Vejle Fjord.
Viborg Kommune: Den centrale del af Limfjorden.
Aabenraa Kommune: Aabenraa Fjord.
Forbundet bakker op om kystvandrådene
Danmarks Sportsfiskerforbund har allerede deltaget i fire kystvandråd, der har fungeret på forsøgsbasis, og forbundets Natur- og Miljøkonsulent Lars Brinch Thygesen er ikke i tvivl om deres betydning.
– Danmarks Sportsfiskerforbund har deltaget i de fire kystvandråd, der har været en slags forsøgsordning. De fortsætter nu og suppleres med 13 nye kystvandråd, og vi kommer til at søge om plads i dem alle. Desuden anbefaler vi alle lokale sportsfiskerforeninger med tilknytning til de 17 kystvandråd om at søge om plads, lyder opfordringen fra Lars Brinch Thygesen.
– Er der tvivl om, hvad arbejdet går ud på, er foreningerne meget velkomne til at kontakte os på sekretariatet for at høre nærmere, supplerer han.
Du kan læse mere op kystvandrådenes organisation og opgaver her.