Små friluftsforeninger får 2,5 millioner i corona-hjælp

Corona Støtte

Sammen med Friluftsrådet har Danmarks Sportsfiskerforbund kæmpet for økonomisk hjælp til mindre, lokale friluftsforeninger, der er påvirket af corona-krisen. Nu har et enigt Folketing bevilget 2,5 mio. kr. i støtte.

DSCF0159 1

Hans E. Nielsen, Næstformand

Danmarks Sportsfiskerforbund

Lars Rasmussen

Lars Rasmussen

Direktør

Forsamlingsforbud, mistede medlemmer og aflyste arrangementer presser små friluftsforeninger under coronakrisen. Selv relativt små tab rammer hårdt for en lille forening. Derfor rækker miljøministeren og Folketingets partier nu foreningerne en hjælpende hånd og sender 2,5 millioner kroner ud til friluftslivet, lyder det i en pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet i dag.

- Rigtig mange danskere søger ud i vores fælles natur i den her særlige tid. Flere har fået øjnene op for de rigtig mange muligheder, der er for friluftsliv. Men de små friluftsforeninger er ligesom mange andre klemt af krisen. Derfor er jeg glad for, at vi bredt i Folketinget er enige om at støtte dem med et ekstraordinært tilskud, siger miljøminister Lea Wermelin.

Og hjælpen er kærkommen.

- Der skal lyde stor ros til Miljøministeren og Folketinget for at tilgodese de mindre friluftsforeninger. En hel del sportsfiskerforeninger har oplevet en markant nedgang i indtægter netop på grund af færre besøgende, medlemstilbagegang og aflyste arrangementer. I alt står vores medlemsforeninger og Danmarks Sportsfiskerforbund foreløbigt til et samlet tab på i omegnen af 985.000 kr., siger Hans E. Nielsen, næstformand i Danmarks Sportsfiskerforbund.

Ligestilling med det øvrige Foreningsdanmark
Flere friluftsforeninger har indtil nu ellers ikke været omfattet af de hjælpepakker Regeringen og Folketinget har sat i værk, til trods for at både idrætten og spejderne er blevet imødekommet økonomisk.

- Friluftsrådet har gjort en kæmpe indsats for, at de mindre, grønne friluftsforeninger nu også kan få hjælp, hvis de har behov for det. Det er vi utrolig glade for. De grønne friluftsforeninger løfter en stor indsats, når det kommer til at tilbyde oplevelser i naturen, og det bliver der sikkert ekstra behov for, efterhånden som samfundet skal til at genåbne, siger Hans E. Nielsen

- Vi oplever jo blandt andet, at der er rigtig mange danskere, der har grebet fiskestangen, så vi glæder os over, at der bliver holdt en hånd under foreningerne, så vi kan tage imod de mange ny-fiskere, siger Hans E. Nielsen.

Friluftsrådet administrerer støtteordning
Miljø- og Fødevareministeriet har besluttet, at støttepuljen bliver administreret af Friluftsrådet. De nærmere detaljer om ansøgningsproces er endnu på plads.

- Vi står naturligvis klar til at rådgive og vejlede vores medlemsforeninger, og vil løbende orientere nærmere om denne proces, når der er nyt. Men nu vil vi i første omgang blot glæde os over den brede politiske anerkendelse af friluftsforeningernes rolle i at formidle naturoplevelser og sikre en bedre biodiversitet, siger Hans E. Nielsen.