Kunstig ø i Nissum Fjord kan true laksesmolt fra Storåen

Angiv altid fotograf Jacob Sterup-2018-06-10 Mågeøerne FOTO Jacob Sterup1.JPG Der er risiko for, at skarverne vil bruge en ny fugleø i Nissum Fjord som udgangspunkt for fiskeri efter udtrækkende laksesmolt fra Storåen. (Arkivfoto). Foto: Jacob Sterup.

Naturstyrelsen har fået lov til at etablere en ny, kunstig ø i Nissum Fjord, men der er en velbegrundet risiko for, at øen bliver en ny platform for skarvens fiskeri efter udtrækkende laksesmolt. Danmarks Sportsfiskerforbund har derfor klaget over afgørelsen fra Kystdirektoratet.

Det mener Danmarks Sportsfiskerforbund om skarven

Skarvens prædation har medført nedgang for flere fiskearter i Danmark. Prædationen skal derfor begrænses til et niveau, der ikke modarbejder visionen om at genskabe store, vilde fiskebestande, der er forudsætningen for et bæredygtigt lystfiskeri. Begrænsning af prædationen skal blandt andet nås på følgende måder:

  • Stop for etablering af nye kolonier.
  • Stop for flere individer i de enkelte kolonier.
  • Lettere adgang til bortskydning og skræmning ved fiskevandene og på rastepladserne.
  • Øget samarbejde med landene omkring Østersøen.

Læs mere her

Danmarks Sportsfiskerforbund har klaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet over Kystdirektoratets afgørelse, der giver Naturstyrelsen lov til at etablere en ny fugleø i området syd for slusen ved Thorsminde i Nissum Fjord.

Generelt støtter Danmarks Sportsfiskerforbund initiativer, der er til gavn for biodiversiteten, men Forbundet har valgt at klage, fordi der hverken er foretaget en konsekvensvurdering eller miljøvurdering af, hvad en ny ø i fjorden kan få af konsekvenser for laksen.

Trussel mod laksesmolt
Vi anfører i klagen, at der er en velbegrundet risiko for, at skarverne vil bruge øen som udgangspunkt for fiskeri i sluseområdet, hvor de udtrækkende laksesmolt fra Storåen er ekstra sårbare. Derved vil skarverne kunne æde en større del af de udtrækkende smolt.

Klagen skal også ses i lyset af laksens status som udpegningsgrundlag for det naturbeskyttede område, habitatområde Nissum Fjord. Det betyder, at der ikke må gennemføres projekter, der kan påvirke arten negativt.

Læs Danmarks Sportsfiskerforbunds klage