Finansiering af nationalt Lystfiskercenter er nu på plads

Assens Havn Pakhus Assens Kommunes Byråd har afsat 15 mio. kroner til opførelsen af Centeret. Den resterende økonomi finansieres af bidrag fra A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden.

Finansiering af det nationale Kyst- og Lystfiskercenter ved Assens Havn er nu helt på plads efter donation fra Nordea Fonden på 19,1 mio. kr. Centret forventes at slå dørene op i 2025.

DSCF0204 1

Torben Kaas, Formand

Danmarks Sportsfiskerforbund

Assens Kommune har netop fået tilsagn om støtte på 19,1 mio. kroner fra Nordea-fonden til opførelse af det kommende nationale Kyst- og Lystfiskercenter. Dermed er finansieringen af Centeret nu helt på plads.

Borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen, glæder sig over bevillingen fra Nordea-fonden.

– Jeg er meget glad for, at vi netop har fået besked fra Nordea-fonden om, at de støtter projektet med godt 19 mio. kr., hvilket betyder, at vi nu er i mål med hele finansieringen af Kyst- og Lystfiskercenteret. Det er en stærk gruppe - bestående af staten, Assens Kommune og to fonde - som står bag realiseringen af det samlede projekt. Det er yderst lovende, siger han.

Det er forhåbningen, at Assens Kommune i 2025 kan invitere til åbningsfest for det nationale Kyst og Lystfiskercenter.

Et center til gavn for dansk lystfiskeri Formålet med Centeret er at give de besøgende viden om den del af Danmark, som ligger under vandoverfladen samt fremme kendskabet og lysten til lystfiskeri.

– Vi ønsker at lave et center, som virkelig er til gavn for dansk lystfiskeri og som giver mere omsorg for vandnaturen. Vi kender den tørre del af Danmark – byerne, vejene, bakkerne, markerne, landskabet. Men hvordan ser der ud i de store dele af Danmark, som vi slet ikke har set, fordi de ligger under vand? forklarer projektchef Arne Kvist Rønnest.

Forbundet: Forankring af lystfiskeri og den blå natur
Danmarks Sportsfiskerforbund glæder sig over udsigten til et nyt Kyst- og Lystfiskercenter og håber, at det kan være med til at fremme kendskabet til lystfiskeri og livet under overfladen.

– Vi er selvfølgelig glade for, at det nu ser ud til, at vi får et Lystfiskercenter i 2025, som kommer til at formidle og udbrede viden om lystfiskeriet herhjemme samt sætte fokus på livet under vandoverfladen. Vi ser samtidig centret som et oplagt sted, hvor viden og projekter knyttet til lystfiskeri og den blå natur kan være forankret i fremtiden, siger formand i Danmarks Sportsfiskerforbund, Torben Kaas.

Projektet går nu ind i en ny fase, hvor der skal vedtages en lokalplan for området, og senere i år venter en arkitektkonkurrence.