Fiskeakademiet 2022 - endnu en uge i fisk

FAK 2022 Holdet 1440X550

Hvert år afholder Danmarks Sportsfiskerforbund ungdomsuddannelsen Fiskeakademiet i uge 42. Et stort hold instruktører tog i år imod 43 kursister mellem 13 og 18 år, som skulle tilbringe en uge sammen på Aalestrup Naturefterskole med at lære om fisk, fiskeri og ikke mindst kammeratskab. Kurset bød på masser af fantastiske oplevelser, spændende lektioner og ikke mindst godt med fisk på krogen.

Fiskeakademiet er en uddannelse, som er delt op i fire trin, hvor man som deltager tager et skridt op for hvert år, man deltager – holdene hedder således Fiske 1, Fiske 2, Fiske 3 og afslutningsvis Lederuddannelsen, som afvikles hvert 2. år.

 

Sportsfiskeren.dk/fiskeakademiet

Mandag eftermiddag mødte 43 kursister mellem 13 og 18 år ind til åbningen af årets fiskeakademi på Aalestrup Naturefterskole.

Efter indkvartering blev kurset skudt i gang med en varm velkomst i spisesalen. Kursusleder Niels Lynggaard fortalte kursisterne om kursets historie og lagde især vægt på værdien af godt kammeratskab. Derefter mødte kursisterne deres faste holdinstruktører til en introduktion af ugens program og lidt hygge med nye fiskekammerater. Aftenen stod på forberedelse til morgendagens kysttur samt åbne værksteder med produktion af blink, spinnere og fluebinding.

Fiskeakademiet er som en del af projekt Integreret Undervisning støttet af Lystfisker Danmark.

 

Støtten har blandt andet betydet at der kunne indkøbes lavu'er, trangia-køkkener, bestemmelsesduge mv. til brug på vores ungdomsaktiviteter, herunder Fiskeakademiet. 

Magiske Mariager var gavmild mod de yngste
Tirsdag stod den på en hel dags fisketur ved Mariager fjord. Ved fjorden blev der undervist i artsbestemmelse af fødeemner, hvorefter fiskeriet blev givet fri. Der blev fisket igennem hele dagen og der blev hygget over trangiastegte pølser ved de medbragte Lavu’er, som gav kursisterne mulighed for at søge lidt læ for regnen.

Hjemme på Aalestrup naturefterskole blev dagens fisketur gjort op. De ældste deltagere på Fiske 3 havde overlistet 7 fjordørreder, Fiske 2 havde ingen fisk fanget, mens de yngste deltagere på Fiske 1 havde været superdygtige og fanget hele 38 ørreder.

Fangede Fisk FAK22 Samlet Der blev fanget godt med fisk i fjord, å og sø.

 

Succesen blev delvist sikret af medbragte regnorm og levende rejer fisket under flåd. Fiske 2 havde dog også brugt lidt af deres fisketur på at optage video, som de kunne redigere til små fortællinger fra turen. Aftenen stod dermed på videoredigering for Fiske 2, dissekering af fisk for Fiske 1, samt en lektion om frivilligt arbejde og vandmiljø for de ældste. Aftenprogrammet blev afsluttet med endnu en omgang åbne grejværksteder, hvor kursisterne kunne fortsætte deres arbejde med blink, spinnere og fluebinding.

FAK Mesterskaberne og fint besøg
Onsdag var en hel dag hjemme på skolen, hvor der blev vist færdigproducerede videoer, planlagt fisketure og kastet med flue, inden eftermiddagen bød på afholdelse af den legendariske konkurrence FAK Mesterskaberne, hvor holdene dystede i kastefærdigheder med både spinne- og fluestænger. Ude på græsset var det opsat 4 kastebaner til både spin og flue, og alle kursister skulle igennem alle 8 baner, hvorefter holdenes gennemsnit-point blev regnet ud. Vinderne blev suverænt Fiske 3, der leverede en overbevisende sejr.

FAK Mesterskaber Samlet Der blev dystet hårdt ved årets FAK Mesterskaber.

 

Aftenen bød på undervisning i formidlingslære for Fiske 2 og 3, mens Fiske 1 fik lektion i å-fiskeri, som forberedelse til næste dag. Fiske 2 og 3 øvede sig i at strukturere et oplæg indenfor et selvvalgt emne og i at holde oplæg for hinanden.

Steen Ulnits Steen Ulnits besøgte Fiskeakademiet og fortalte røverhistorier.

Aftenen sluttede med årets kammeratskabsaften, hvor vi havde fint besøg af fiskekoryfæet Steen Ulnits, som foruden at være en særdeles dygtig fisker, er forfatter til hele 33 værker og rejsende i hele 66 lande. Steen Ulnits fortalte røverhistorier fra en vild fisketur til Rusland og blev krydsforhørt om sine evner udi artsfiskeri af de spørgelystne juniorer.

Åerne blev besøgt
Torsdag stod dagen på vandløbsundersøgelse af Simested Å for både Fiske 1 og 2, der blev undervist i artsbestemmelse, og hvordan man ud fra insektlivet kan sige noget om, hvor godt et vandløb har det. Efterfølgende fik Fiske 1 lov at fiske i Simested å. Der blev fisket intensivt hele dagen men udfaldet stod ikke helt mål med indsatsen, og det blev således kun til en enkelt havørred på omkring 35 cm.

Fredag var kursets sidste dag, som selvfølgelig stod på fisketur. Fiske 2 og 3 besøgte Gudenåen henholdsvist ved Langå og ved Bjerringbro, hvor der blev fisket efter gedder og laks. Der blev grillet pølser, lavet bål og hygget, men også fisket intenst hele dagen. Fiske 2 havde således held til at overliste en enkelt gedde ved Langå mens Fiske 3 fik både gedder og en enkelt laks ved Bjerringbro.

Helt anderledes succes havde Fiske 1 i en Put & Take sø, hvor der blev fanget godt med Guldørreder. Instruktørerne havde udfordret kursisterne i fiskedyst, og på trods af at en enkelt instruktør viste sig at være meget dygtig til Put & Take-fiskeri kunne kursisterne slå instruktørerne med 21 ørreder mod 17.

Godt trætte efter en lang uge og en lang dag på fisketur stod aftenens program på fællesafslutning med kåring af vindere i de forskellige konkurrencer, evaluering og hygge på værelserne. Der var mange deltagere i de forskellige konkurrencer med nogle super flotte billeder, blink og fluer indleveret til streng bedømmelse af instruktørerne.

FAK2022 Vinderne Samlet Der blev vundet priser og uddelt præmier til Fiskeakademiets deltagere.

 

Vinderne af årets konkurrencer

FAK-mesterskaberne: Sigurd Nielsen, Fiske 3. Han vandt en plads på kurset Laksecamp for unge, der afholdes ved Skjern Å i sensommeren 2023. Læs her om sidste års Laksecamp for unge.

Årets foto: Samuel Levi Rønne Nielsen, Fiske 1.

Årets kammerat: Lean Krejberg Uhre, Fiske 2. Vinderen af årets kammerat bliver nøje udvalgt af instruktørerne, som holder øje med om én kursist udviser særlige kammeratlige dyder. Prisen er særlig, da den afspejler en af grundværdierne for Fiskeakademiet, nemlig kammeratskab.

Årets blink:
1. plads: Casper, Fiske 3
2. plads: Lucas, Fiske 3
3. plads: Nikolaj, Fiske 3

Årets flue:
1. plads: Mads, Fiske 2
2. plads: Laurits, Fiske 3
3. plads: Ingvar, Fiske 2

Tak for i år!
En kæmpe tak skal lyde til Aalestrup naturefterskole for at vi må låne deres skønne efterskole og nyde godt af deres gode mad, de frivillige instruktører, der knoklede hele ugen for at give juniorerne den bedste oplevelse samt til sponsorer af præmier til konkurrencerne.

Tak for præmierne til

Shimano Danmark
Purefishing
Nordic Anglers
Effektlageret Horsens
Korsholm Skjern
Go-Fishing