Laksepremiere med fest og forventninger

Michael BH Michael Beck-Hansen hopper gerne i Skjern Å. Både under fiskeriet, og når der skal landes en laks.

Den 16. april går det igen løs ved de vestvendte åer, hvor masser af lystfiskere er klar fra morgenstunden med håb om at fange en flot premierelaks. Vi har talt med tre dygtige laksefiskere, der skal til premiere ved Storå, Skjern Å og Brede Å. Læs her om deres forventninger til dagen.

Laksefiskeriet har allerede været i gang ved Gudenåen i flere uger, og nu kommer så turen til de vestvendte åer i Jylland. Lørdage den 16. april 2022 slutter fredningen, og det er igen lovligt at fiske efter laksene.

Mange har spændt set frem til premieredagen, og for mange er det en festdag, der indvarsler en spændende periode. Men det er også en dag, hvor chancer for at overliste en stor, blank opgangslaks er rigtig god, for de nystegne fisk er endnu ikke blevet præsenteret for det store udvalg af fluer og spinnere.

Vi har talt med tre dygtige laksefiskere, der slår deres folder ved henholdsvis Storå, Skjern Å og Brede Å. Læs her om deres forventninger til premieren og om, hvordan de griber deres eget fiskeri an.

Michael Beck-Hansen: Først og fremmest en festdag
Michael Beck-Hansen fra Brædstrup skal i år på premierefiskeri ved Skjern Å, og han ser frem til en dag, hvor det sociale vil være i højsædet.

– Når premieredagene er ovre, ser jeg frem til at fiske alene eller sammen med en kammerat og gerne på strækninger, hvor der er god plads, fortæller Michael og fortsætter:

– Men når det går løs lørdag den 16. april kommer det mest til at handle om at hygge sig med en masse mennesker ude ved åen. Det bliver en sjov festdag, og jeg ser frem til frokosten med brunkål og medister i gode venners lag.

Fluer Mbh Hedeflue-varianten (nederst) kommer først på forfanget, mens Michael skifter til Mikkel-fluen (Øverst) på de nederste dele af åen.

Starter opstrøms
Michael Beck-Hansen har planlagt dagen, så han starter om morgenen et godt stykke oppe i åen.

Her på de øvre strækninger går han med en let tohåndsfluestang #7-8 og 11,7 fod lang. Linen er en synke 1-3, og fluen bliver sikkert en Johannes/Hedeflue-variant.

Efter frokosten går turen nedstrøms til Skjernådalens Lystfiskerforenings fiskevand nedstrøms tilløbet af Omme Å. Her, hvor åen er markant større, vil han fiske med en 12½ fods stang i #8-9. Linen er stadig en synke 1-3 og fluen, der kommer på forfanget, bliver en Mikkel-flue.

Elsker at vadefiske
Michael kender Skjern Å rigtig godt og på dele af de nedre stræk, er der strækninger, hvor det går fint at vade ude i åen.

– Man kan vade ud på sandbund, og det er et meget behageligt fiskeri, fortæller han og fortsætter:

– På de nedre strækninger fisker man tit efter fisk, der vandrer op i systemet, og det gælder bare om at få affisket en masse vand. På de øvre strækninger handler det meget mere om pürchfiskeri på fiskenes standpladser.

Forventer et godt år
Michael forventer, at sæsonen ved Skjern Å bliver på niveau med sidste år, men ser samtidig frem til at opleve effekten af de tiltag, der laves i å-systemet.

– Sidste år blev der åbnet for langt større opgang og gydning i Karstoft Å, og det kommer sikkert til at få positiv effekt om nogle få år, slutter han.

 

IMG 0517 (1) (1) For Senja Furbo gælder det om at være på plads , når de første solstråler rammer åen.

Senja Furbo: Forventer laks trods lav vandstand
Senja Furbo skal sammen med sine fiskevenner på premierefiskeri ved Storå, og det er på strækningen mellem Holstebro og Idom, hun ser frem til at fange premierelaksen.

– Som fluefisker ville jeg være lidt skeptisk på grund af den lave vandstand, men med spinneren skal det nok gå godt alligevel, og jeg er sikker på, at mindst én fra vores hold får en stor laks, fortæller hun.

Senja er ude ved åen allerede om natten, mens det stadig er mørkt. Det gælder nemlig om at være klar på de bedste strækninger, så snart lyset begynder at bryde frem, og alene det at få en parkeringsplads kan være en udfordring de første dage.

Kvoter & Kort

Du kan se laksekvoterne for 2022 her

 

Dagkort til Storå kan købes her.

 

Dagkort til Brede Å kan købes her

 

Flere foreninger sælger dagkort til Skjern Å. Det gælder blandt andet Skjernådalens Lystfiskerforening og Lystfiskerforeningen af 1926.

 

Laksetegnet til Skjern Å kan du købe her

 

 

Reglerne for laksefiskeriet

Her kan du kan læse reglerne for laksefiskeri i de tre vandløb.

 

Skjern Å. 

Storå. 

Brede Å. 

Godt at være den første på strækket
– Der er ingen tvivl om, at den første, der går ned over strækket, når solen rammer vandet, har de bedste chancer. Fiskene har endnu ikke set hverken fluer eller spinnere, så chancerne er gode her ved premieren, fortæller hun og fortsætter:

– Der er mange ude ved åen, og stemningen kan godt blive lidt anspændt i nogle områder. Vi oplever dog generelt en god stemning langs åen. Alle er jo glade for endelig at kunne fiske igen, og premieren er en festdag.

I år falder premieren sammen med påskedagene, og det vil sikkert betyde mange folk ved åen, men som Senja siger med et glimt i øjet, kan man jo håbe på, at en del skal til konfirmation eller påskefrokost.

Giver den gas en hel uge
Senja Furbo har taget fri fra arbejde, så hele den første uge af den nye sæson kan helliges laksefiskeriet. Børnene skal dog også passes, så de har en aftale i familien.

– Jeg fisker sammen med min mand Frederik, og bliver det ham, der snupper den første laks, kan jeg heldigvis se frem til mere fisketid de kommende dage. Så bliver det nemlig ham, der skal være barnepige, og jeg kan fiske uden bagkant, siger hun med et smil.

Helt ned til bunden
Senja er spinnefisker, og det er 20 grams kondomspinner, der sidder for enden af linen.

– Jeg kaster spinneren tværs over åen og lader den køre langsomt med strømmen i en nedstrøms bue over mod min egen bred. I første omgang uden at tage line ind, så den kommer helt ned til bunden, fortæller hun og afslutter:

– Det gælder nemlig om at fiske dybt, og hvis ikke man får bundhug ind i mellem, fisker man ikke dybt nok.

Laks Torben Brede Å I 2020 fangede Torben Hansen denne flotte laks, der nu er klubrekord i Brede Å Lystfiskerforening.

Torben Hansen: Starter med flue
Torben Hansen fra Brede Å Lystfiskerforening ser frem til en premiere, hvor der er gode chancer for en stor laks. Der var nemlig god opgang af grilse sidste år, så i år vender de store tilbage. Personligt håber han da også på succes, men ved fra tidligere år, at der skal arbejdes for sagen.

– Sidste år fik jeg først en laks efter 100 timer ved åen, fortæller Torben og fortsætter:

– I år har jeg desuden gjort det lidt sværere for mig selv ved at lave en aftale med tre andre, som indebærer, at vi begynder med flue og først må fiske spin, når én af os har fanget en laks.

Da premieren falder sammen med påsken, forventer han mange fiskere ved åen, men alligevel bør der være god plads, for fiskene kan være fordelt over hele åen, også langt opstrøms Løgumkloster.

Går med let udstyr
Torben lægger ud med en klasse 7 enhåndsfluestang. Han fisker med et synke 3 Skagit-hoved. Det lette udstyr er rigeligt i den lille å, hvor der ikke er behov for lange kast.

Alt efter vandstanden vælger han, hvor belastet fluen skal være. Det gælder om at få den ned til bunden, og den må gerne bevæge sig hurtigt på tværs af strømmen.

Flere fisk på kvoten
Laksebestanden i Brede Å har de senere år været i en god udvikling, og det har betydet, at kvoten i år er blevet hævet med 10 store laks og 10 små laks.

Det er muligt at købe dagkort til Brede Å, men Torben Hansen fortæller også, at der her i begyndelsen af april er muligt at blive medlem i foreningen. Der er nemlig nogle, der ikke har fornyet deres medlemskab, så der lige nu er 12 ledige pladser. Hvis du ønsker medlemskab, skal du ringe til foreningens formand eller kasserer. Kontaktoplysningerne finder du her.