Bliv klar til laksepremieren

Klaus B Laks Premiere 2020 Klaus Balleby landede sidste år denne premierelaks på 10,2 kg i Storåen.

Den 16. april 2021 åbner laksefiskeriet i de vestvendte jyske åer, og som sædvanlig er mange lystfiskere på banen med håb om, at netop de vil være blandt de heldige, der kroger en stor, blank premierelaks. Vi har fået seks lystfiskere ved fem åer til at fortælle om deres forventninger og komme med deres anbefalinger til premierefiskeriet.

Efter den lange vinterpause går det nu endelig igen løs ved de vestvendte jyske åer, hvor mange nu håber, at drømmen om den store, blanke laks endelig bliver realiseret.

En ting er i hvert fald helt sikkert: Når fiskeriet åbner den 16. april 2021, vil du ikke blive alene ved åen. Rigtig mange vil tage del i fiskeriet de første dage. Mange vil gå tomhændede hjem, men nogle vil opleve den ultimative fangstglæde.

Vi har fået seks dygtige lystfiskere til at fortælle om, hvad de forventer af premierefiskeriet og komme med deres anbefalinger til, hvordan du bedst griber fiskeriet an. Læs deres anbefalinger her.

Brede Å

Johannes Christensen og Torben Hansen er henholdsvis foreningsformand og formand for vandplejen i Brede Å Lystfiskerforening, og de glæder sig begge til at komme ud til åen igen, selv om det forholdsvis kolde forårsvejr nok kommer til at præge fiskeriet.

Forventer en svær premiere
– Hvis ikke vi får nogen gode forårstemperaturer meget snart, kommer vi til at fiske i nogen kolde åer, og det har helt sikkert indflydelse på laksen bidelyst. Der skal fiskes dybt og langsomt, siger teorien og traditionen, fortæller Torben og fortsætter:

– Mine forventninger til premieren er, at den bliver svær. Fangsterne forventer jeg kommer til at ligge i den lave ende på premieredagen ved Brede Å på grund af det kolde vejr. Vi kan håbe på en god solskinsdag den 16. april. Laksen skal nok være der, og så snart vandtemperaturen stiger, så tror jeg også fangsterne kommer med foråret.

Laks Torben Brede Å Torben Hansen satte sidste år rekord ved Brede Å med en fluefanget laks på 13,48 kg. Det skete den 23. april lige efter premieredagene.

Formand med flere roller
Johannes er ude ved åen som både formand, opsynsmand og lystfisker og prøver at finde en balance mellem de forskellige roller, når han møder de andre lystfiskere ude ved åen.

– Jeg er også ivrig lystfisker, så jeg forsøger også at finde tid, hvor jeg fordyber mig i den del. Det kan ind imellem resultere i en grad af rodløshed, der ikke altid er godt for mit fiskeri. Der er jo mange folk ved åen, og der går meget nemt snak i den. En har hørt noget og en anden noget andet. Fælles for os alle er glæden og forventningerne. Der er gået lang tid siden, vi har mødtes sidst, så der er masser at snakke om, fortæller Johannes og fortsætter:

– Forventningerne til premieren starter altid for alvor i starten af marts, hvor de første fangster tikker ind i Gudenåen. Vi skeler meget den vej, idet det ofte er en god indikation på, hvad vi kan forvente. Det plejer nogenlunde at holde stik. Fanges der mange laks nordpå i marts og starten af april, så er der også en god opgang hos os.

Premieren ved Brede Å plejer at kaste et par laks af sig alt efter forholdene. Johannes er dog bange for, at han har opbrugt sin kvote af premiereheld, da han for to år siden fik en laks på 8,15 kg til premieren.

Lakse Fluer Johannes har fluer klar, hvis ellers forholdene er til fluefiskeri ved premieren.

Orm, spinner eller flue
Torben og Johannes er enige om, at der skal fiskes dybt i det kolde forårsvand, men forholdene på dagen bliver afgørende for, hvad de vælger at satse på.

– Min premiere kommer til at foregå med en god tung spinner fisket dybt, eller en stor klump regnorm, der kan fiskes langs bunden. Fluen venter jeg lidt med til bedre og varmere vejr. Men ellers så handler det om at komme ud og mødes med de andre ved åen og få en rigtig god og hyggelig dag, fastslår Torben.

– Mit valg af agn afhænger af flere ting. Jeg har gennem mange år fisket med orm og spinner, hvilket der er stor tradition for i Brede Å. Jeg er dog bevidst om, hvornår og hvor meget jeg vælger orm i forhold til laksens ve og vel og forsøger derved at vise det gode eksempel med respekt for traditioner og følelser omkring det emne. Samtidig har jeg altid været fascineret af fluefiskeriet og fulgt det på sidelinjen. Sidste år besluttede jeg mig for at forsøge at praktisere denne form for fiskeri noget mere, godt hjulpet på vej af Torbens rekordfangst på netop flue, fortæller Johannes.

Forholdene på dagen er afgørende
Valget af metode sker dog tit ude ved åen, hvor han kan se de aktuelle forhold. Vandføring og strømhastighed afgøres nemlig af både nedbør og slusens lukketider ude vestpå.

– Mit udgangspunkt fredag morgen er at starte helt ude vest på med flue, hvis der er fint drev i åen. Forhåbentlig er vandstanden god, og der må godt med synk på, så den gul/orange flue hurtigt kan komme ned. Er strømmen derimod langsom, kommer en gul eller grøn kondomspinner frem, slutter Johannes.

Ribe Å

Claus Ehmsen, der er formand for Ribe Sportsfiskerforening. kan dårligt vente, til vi når premieredagen.

– Nedtællingen er i gang. Man glæder sig helt vildt til premieren hvert år, og jeg føler næsten trangen til at komme til åen den 16. april bliver stærkere fra år til år. Det er hele pakken, man glæder sig til: Vennerne, naturen, fiskeriet og ikke mindst muligheden for et dejligt rusk i stangen, når en laks hugger på krogen, fortæller han.

Claus2 Gummilynet er Claus' foretrukne flue til premieren.

Starter med to-håndsstangen
– Selvom jeg nok er mest til spinnefiskeri, har jeg de sidste 6-8 år valgt at starte ud med 2-hånds fluestangen. I 2016 fik jeg en flot lille laks på 4,6 kg i Ribe Å på min version af Gummilynet. Året efter fik jeg en laks på 8,5 kg i Gelså på akkurat den samme flue. Jeg kunne nærmest gå på vandet året efter og var sikker på igen at få en laks den 16. april, men der skulle jeg gå helt til den 10. juni, før en laks kom i nettet, fortæller Claus.

Holder fast ved Gummilynet
– Det er selvfølgelig samme flue, der sidder for enden af linen i år, når jeg igen starter min sæson i Ribe Sportsfiskerforening. Jeg fisker med en 12,6 fods tohåndsstang, med Skagit line og synkespids. Mit forfang er meget kort – cirka én meter - fordi den ubelastede rørflue ellers bliver tvunget op i overfladen, fortæller Claus og afslutter:

– Jeg har endnu ikke besluttet mig for, hvor jeg vil starte, men det er jo også en dejlig beskæftigelse at undersøge det her op til premieren.

Claus1 Claus Ehmsen har flere gang haft heldet med sig ved premierefiskeriet i Ribe Å.

Varde Å

Efter flere år, hvor han har fisket på spændende destinationer rundt i verden, er Rasmus Bohnensach nu tilbage ved sit udgangspunkt, der er Varde Sportsfiskerforenings fiskevand ved Varde Å, og han glæder sig til at prøve lykken ved premieren.

– Der er fint med vand i åen, og jeg forventer et jævnt godt premierefiskeri i lighed med de senere år, hvor der plejer at blive landet en god håndfuld store blanke laks, fortæller Rasmus.

Bedst på Zone 2
– Jeg forventer, at vi får det bedste fiskeri på Zone 2, der er strækningen fra Nørholm opstrøms til sammenløbet med Grindsted Å og Ansager Å. Den nedre del af åen vil næppe holde så mange fisk, da de trækker hurtigt op i systemet. Forvent mange folk, men det er ikke nødvendigvis første mand over strækket, der fanger laksen, siger Rasmus.

Ned med fluen
Rasmus foretrækker at fiske med flue, og her gælder det især om at fiske dybt.

– Det gælder om at få fluen til at fiske så dybt som muligt. Brug derfor liner i synke 2-4 eller 6-7, hvor der er meget vand. Forfanget behøver kun at være 60-70 cm langt og 0,35 mm i tykkelsen, og fisk gerne med en livlig flue, anbefaler han og tilføjer:

– Det er ikke fluens vægt, men linen, der skal få fluen ned til bunden. Fluer som Bananen eller andre fluer i beskidte gule og orange farver er gode. Størrelsen skal bare være 3-4 cm, og personligt foretrækker jeg fluer med en let hårvinge.

Rasmus1 Trods flere år i udlandet har Rasmus ikke glemt, hvordan man fanger laks i Varde Å.

Skjern Å

Per Gylling Hansen, der er guide ved Zpey Lodge Skjern, ser frem mod en vanskelig premiere, men forventer til gengæld en fremragende sæson.

– Håber jeg tager fejl, men med tanke på erfaringer fra lignende forårsmåneder, tyder det på en sæsonstart med få laks. Vinteren og foråret har været koldt. Vandets i åen er forholdsvis lavt og koldere end normalt, fortæller Per og fortsætter:

– Det plejer at være et godt pejlemærke, hvis der er gang i Gudenåen, kommer der også gang i den her. Og opstarten i Gudenåen har været på det jævne, så det forventer jeg også her. Men der skal nok komme fisk i takt med, at det bliver varmere.

IMG 1571 Per Gylling Hansen er frem mod en sæson med rigtig mange mellemlaks.

Store forventninger til sæsonen
Per tror til gengæld på, at sæsonen som helhed bliver rigtig god.

– Det bliver en vanvittig god sæson med rigtig mange fisk i mellemklassen på 6-8 kg. Sidste sæson var der mange grilse, men det er jo kun omkring 10 % af grilsene, der går op, så jeg ser frem til at de resterende 90 % kommer op som mellemfisk i år. Derfor forventer jeg et sommerfiskeri ud over det sædvanlige, siger han.

Præmiereflue 2020 Per anbefaler fluer i gule og lysoliven farver.

Koncentrer dig om de bedste pladser
– Med få fisk i åen vil de indtage de bedste standpladser, så koncentrer fiskeriet der, hvor du forventer, der skal stå fisk. Det vil sige ved indgangen til svinget, i det dybe rolige vand i svinget, ved udgangen af svinget og omkring sten og knolde i åen, lyder Pers anbefaling.

– Fluefiskeren kan med fordel fiske med synke 3-4 eller endda 5-6 og fluer i mellemstørrelse. Der er god sigt i vandet, og der er godt med fart på. Farverne er ikke så vigtige, men gul og lysoliven går man sjældent fejl af, slutter han.

Storå

Klaus Balleby tager hvert år på premierefiskeri ved Storå, hvor Holstebro og Omegns Fiskeriforening har mange kilometer fiskevand. Det har givet ham premierelaks de sidste fem år i træk, og han tror igen på en fin premiere.

– Sidste år var vinteren mild, og der blev taget rekordmange laks i premieredagene. Sådan bliver det næppe i år, hvor vandet er koldere. Fiskene skal nok være der, men de bliver sværere at lokke til hug. Jeg tror dog, vi får en fin premiere med en forholdsvis lav vandføring, der vil give gode muligheder for både spin- og fluefiskeri, fortæller Klaus.

169063945 470654977457982 6305484782774459604 N John Balleby kan også finde de blanke laks i Storåen.

Fisk med det, du tror på
– Du skal først og fremmest fiske med det, du tror på og så give den gas. Laksefiskeriet kræver tålmodighed, og det er ofte en flidspræmie, når du endelig får en fisk, siger han og supplerer:

– Det gælder først og fremmest om at komme ned til bunden med din agn. Selv fisker jeg meget med en hvid kondomspinner, som jeg fisker opstrøms eller på tværs af strømmen.

Mange folk ved åen
Klaus har flere gange oplevet, at laksene pludselig kan komme ind i en hugperiode, så en ellers helt død dag bliver afløst af en halv times vildt fiskeri.

– Det gælder derfor om at være vedholdende og tro på tingene. Men husk også at det er nogle dage, hvor rigtig mange besøger åen. Det gælder ikke mindst strækningerne inde i Holstebro by, så husk tolerancen og glem de fine fornemmelser, slutter Klaus.