10 sommerkystpladser på Bornholm

2020 05 28 19.58.45 Lige nord for Vang kan du slippe for at vade mellem de store sten ved at benytte flydering eller pontonbåd. Du får samtidig et flot kig op mod Hammershus.

Mange forbinder nok kystfiskeri på Bornholm med vinter- og forårsmånederne, men der er havørreder langs kysten hele året, så tag bare kystgrejet med, hvis du skal holde sommerferie på klippeøen. Vi har fået Sportsfiskerens tidligere lokalredaktør John Haagen Rasmussen til at udpege nogle gode sommerpladser. Tjek dem her.

I vinter-og forårsmånederne bliver der fisket intenst ved de bornholmske kyster af både fastboende og gæster fra nær og fjern. Men når hornfiskene ankommer i maj, ebber interessen ud. Mange har fået opfyldt deres behov, og en del lokale begynder at tænke på at rejse væk fra øen for at fiske efter laks i strømvand.

Men havørrederne er jo stadig ude langs kysterne, så på de rigtige tidspunkter og de rigtige steder er chancen for fine blankfisk bestemt til stede.

John Haagen Rasmussen
Har fisket på den bornholmske kyst i 40 år, heraf de 35 med flue, og var i 13 år lokalredaktør for Sportsfiskeren.


Bestyrelsesmedlem i Fluefiskerne Bornholm i 16 år, heraf 4 som formand.


Fisker især havørred, bækørred, stalling, gedde, men også alt andet, der gider nappe en flue og sætte turbo på.

 

Lokale erfaringer
Vi har fået John Haagen Rasmussen til at komme med gode råd til både fiskeri og fiskepladser. John var i en årrække lokalredaktør ved Sportsfiskeren, og han har mange års erfaring med kystfiskeriet på Bornholm.

Ud over selve fiskeriet har John også hentet viden ved at dykke langs kysterne, og her har han oplevet, hvordan havørrederne stod i skjul helt inde ved de store sten og klipper tæt på land.

Gerne dybt vand om sommeren
Især ved klippekysten bliver der hurtigt dybt, og John anbefaler at fiske, hvor der hurtigt bliver 3 meter dybt eller endnu dybere. Der må gerne være gang i vandet, men vælger man at vadefiske om natten, må der gerne være stille vejr. Husk vadestav og pandelampe.

Mange pladser fisker fint direkte fra klipperne, og vil du hygge lidt med familien samtidig, kan du udmærket fiske med glideflåd og et sildestykke som agn. Prøv det især om aftenen, når hornfiskene ikke er så aktive.

Bedst morgen og aften
Generelt er fiskeriet bedst morgen og aften, men i modsætning til de indre danske farvande bliver havtemperaturen omkring Bornholm længe liggende på 15-16 grader, som er optimalt for havørredens fødeindtag.

John peger også på, at de bornholmske havørreder bliver gydemodne på meget kort tid og først hen sidst på sæsonen. De begynder derfor ikke at samle sig tæt på vandløbene før umiddelbart inden gydningen.

Her er Johns bud på 10 gode sommerpladser rundt på hele øen:

Snogebæk
Lige nord for havnen i Snogebæk ligger Salthammer Odde, hvor et rev går langt ud på kalk- og sandsten. 

Sommerodde
Spændende bund med store sten, huller og sandpletter. Der kan vades langt ud. Husk vadestav.

Sose Odde
Fisk omkring selve spidsen, hvor der er mange store sten.

Klympen
En del sten, men relativt nemt at vade. Dybt vand lige uden for stenene. 

Vang
Fisk fra havnen og nordover mod Hammershus. Svært at vade, men dybt vand helt ind til land. Godt sted for spin og bombarda. Fluefiskeren kan med held bruge en flydering eller pontonbåd.

2020 05 29 12.05.30 Revet ved Salthammer strækker sig langt ud i Østersøen.
2020 05 29 12.33.11 Sose Odde byder på spændende bund med mange store sten.
2020 05 28 22.17.49 Når vejret er til det, giver flydende fiskeri nye muligheder langs klipperne.

Hammeren
Fiskeri direkte fra klipperne over dybt vand.

Allinge-Sandkås
Fisk direkte fra klipperne, eller brug flydering eller pontonbåd. 

Melsted Havn
Her kan der vades på sandstensformationer. Ved normal vandstand kan du vade ud til den store klippe lige uden for havnen.

Listed
Prøv lige nordvest for havnen direkte fra klipperne. 

Svaneke Fyr
Fisk direkte fra klipperne på strækningen fra havnen ud til fyret. 

2020 05 25 16.00.47 Der er mange klipper at fiske fra på strækningen mellem Allinge og Sandkås.
2020 05 29 11.11.30 Du kan vade ud og fiske fra klipperne ud for Melsted Havn.
2020 05 29 11.30.53 Klipperne nordvest for havnen i Listed er en god mulighed om sommeren.