170 havørredfanatikere til HavørredJam

Havørredjam Henrik Mortensen demonstrerer fluegrej og kasteteknik ved HavørredJam 2019. Foto: Fishing Zealand.

Lørdag d. 2. november var Kongernes Feriepark i Smidstrup i Nordsjælland omdannet til et mekka for havørredfiskere med bl.a. fluebinding, foredrag, kastedemoer og udstilling af det nyeste kystgrej til spinne- og fluefiskere. I alt mødte 170 fisketosser op til det hyggelige havørred-event.

Der var tætpakket ved kastebanen, da Henrik Mortensen lørdag d. 2. november kl. 10.15 åbnede dagens program til HavørredJam ved Kongernes Feriepark i Nordsjælland. Trods støvregn og køligt vejr stod en horde af nysgerrige kystfluefiskere klar til at få tricks og tips af den verdenskendte fluekaster og grejudvikler. Fluekastets grundlæggende regler blev gennemgået enkelt og præcist, og flere så ud til at få noget at tænke over til næste gang, de selv skulle på kysten.

Dagens program var i det hele taget fyldt med inspiration til både spinne- og fluefiskeren. Udenfor ved kastebanen udstillede de førende mærker på markedet deres spinne- og fluegrej, og der var livlig stemning ved boderne. Indenfor var der fluebinding, udstilling af fiskebeklædning, endegrej og fluebindingsudstyr samt mulighed for en snak med Danmarks Sportsfiskerforbund.

Havørredjam2 Claus Eriksen fortalte livligt om 3 typiske fejl på kysten, som alle kan tage ved lære af. Foto: Fishing Zealand.

Det hele blev krydret med tre spændende foredrag i løbet af dagen med Claus Eriksen, Rune Hylby og Lars Kyhnau Jensen, der fortalte om alt fra klassiske fejl på kysten over Grusbandens vandplejeindsats til det hede sommerfiskeri efter havørred på de danske ”flats”.

I alt 170 deltagere slog i løbet af dagen vejen forbi og var med til at gøre arrangementet til en succes.

– Vi er utrolig glade for, at så mange valgte at komme forbi HavørredJam. Det er jo deltagerne, der er med til at gøre HavørredJam specielt. Snakken går mellem dem, udstillere og foredragsholdere – og hele pointen er, at vi skal inspirere hinanden på sådan en dag. Derfor var det også fedt at se, at der var alt fra grejgrossister, vandplejefolk, fluebindere, beklædningsfirmaer, grejproducenter – store som små – og bare en masse kystnørder, fortæller Niels Lagergaard.

Den gode stemning og de mange positive tilbagemeldinger fra både udstillere og deltagere, får også Niels Lagergaard til at love, at det ikke er sidste gang, at HavørredJam løber af stablen.

Havørredjam3 Allerede kl. 9 dukkede dagens første gæster op. Flere havde endda været på kysten forinden. Foto: Fishing Zealand.

– Vi kommer helt sikkert til at gentage succesen næste år – blot i en ny kommune. Meningen er, at arrangementet skal cirkle mellem de forskellige medlemskommuner. Så må vi bare håbe på lidt mindre regn, for det lagde lige en dæmper på den sidste time ude ved kastebanen.

Er du blevet mere nysgerrig på HavørredJam, kan du i det nye år blive lidt klogere på konceptet, hvor en lille film fra arrangementet vil blive udgivet. Bag den lille film står Niels Vestergaard, kendt for de fantastiske Havørredens Hemmeligheder-film.

– Vi glæder os allerede til at sammensætte et nyt spændende program til næste års arrangement og byde en masse ligesindede havørredfiskere til jam igen, slutter Niels Lagergaard.