Gratis guidet tur til Mariager Fjord i blæst og høje bølger

Gratis guidet fisketur Deltagerne kæmpede ihærdigt for at møde fiskene i Mariager Fjord.

Vejret var en udfordring, da en flok lystfiskere lørdag den 15. september deltog i en gratis guidet tur kun for medlemmer af Danmarks Sportsfiskerforbund.

Lørdag d. 15. september afholdt instruktørerne Martin Rubæk og Niels Lynggaard en gratis guidet tur for medlemmer til skønne Mariager Fjord. Vi mødtes på havnen i Mariager i blæst og regn, fik morgenmad og gennemgik dagens program.

Derefter tog vi mod fiskevandet, og efter en gåtur gennem skoven kom vi frem til dagens første fiskeplads. Regnen stilnede af, men der var fortsat en del blæst. Pladsen lå dog lidt i læ af skoven, så inderst i den lille vig fandt vi læ for den kraftige vind, og ud mod en pynt kunne der fiskes med flue, da vinden havde en god retning til fluekast. Derfor valgte alle deltagerne at følge instruktørernes eksempel og fiske med flue. I hvert fald til en start.

Godt med kontakter
Efter en gennemgang af pladsens anatomi og hotspots fordelte deltagerne sig ud over pladsen. Der gik heller ikke lang tid, før de første fisk blev landet, og der var godt med kontakter. Efter at have fisket pladsen igennem et par gange blev der kaldt til frokost i læ af skoven, og instruktørerne grillede pølser og serverede øl og vand. Der blev hygget over frokosten og snakket livligt om fiskeriet ved fjorden.

Således vel optankede på kalorier var deltagerne klar på endnu en gennemfiskning af pladsen, der dog ikke bød på flere fisk i denne omgang.

Stædige forsøg
Vi kørte derefter videre til næste plads ved Kongsdal, hvor det var svært at finde læ for vinden som tvang deltagerne til at fiske langs med stranden og satte en effektiv begrænsning for, hvordan pladsen kunne fiskes. En enkelt fisk bød sig til, men vristede sig fri af krogen, inden den kunne nettes. Enkelte ruser i vandet gjorde også, at deltagerne ikke kunne fiske den del af pladsen, der lå mest i læ. På trods af deltagernes stædige, vedholdende forsøg på at finde flere fisk blev det ikke til mere på denne plads.

Da en nærliggende plads bød på mere læ og dybt vand tæt under land, prøvede vi også lykken dér. Fiskene var ikke til stede på pladsen, og således mætte af fiskeri og hård vind sluttede vi dagen af med et ønske om gensyn ved fjorden en anden dag.

På trods af få fisk havde alle en forrygende dag ved vandet og er blevet inspirerede til at gå på opdagelse i fjorden på egen hånd.

Tak for en super hyggelig dag ved Mariager Fjord til alle deltagere!

IMG 0513 Kopi
Gratis guidede ture for medlemmer bliver afviklet af Danmarks Sportsfiskerforbunds fiskeinstruktører.