I Onsdagsklubben går kystfiskeri og samvær op i en højere enhed

2019-04-17 07.57.27.jpg Normalt er der 5-6 deltagere på Onsdagsklubbens ture, og alle er velkomne.

For seniorer og andre med tid i dagtimerne er Onsdagsklubben i Odsherred Sportsfiskerforening et godt tilbud, hvis man vil i gang med kystfiskeriet. Turlederen tager nemlig hånd om nye deltagere, og efter turen er der hyggeligt samvær over kaffen i klubhuset.

Klokken er halv seks onsdag den 17. april, da jeg sætter mig i bilen for at køre syd om Isefjorden for at nå frem til kysten nord for Havnsø på Vestsjælland. Det er onsdag, og det betyder at Onsdagsklubben fra Odsherred Sportsfiskerforening er på færde, og det er dem, jeg skal møde og fiske sammen med.

Onsdagsklubben har ni faste deltagere, som on/off deltager på den ugentlige kysttur, men klubben er åben for alle, som har lyst til at deltage. Som regel er der 5-6 deltagere med på turene, der afholdes hver onsdag i forårsmånederne og igen i efteråret. Da turene finder sted i dagtimerne, er det dog overvejende seniorer uden forpligtelser på arbejdsmarkedet, der deltager.

2019-04-17 11.02.51.jpg En godt slidt Kobberbasse blev fatal for turens eneste havørred.

Havørred til dagens gæst
I dag får jeg selskab af tre medlemmer af Onsdagsklubben. Da jeg når frem til mødestedet, er Preben Hansen allerede ved at gøre fluestagen klar, og lidt senere dukker Karl-Erik Mikkelsen op. Kl. 7 er vi klar til at udfordre kystens havørreder, og efter et par timer får vi desuden selskab af Sinnet Thuelsen.

Vi fisker sammen på dagens udvalgte strækning frem til kl. 11. Vi har fint solskinsvejr og en frisk fralandsvind, så det er let at få fluen ud til fiskene. Selv har jeg sat min pontonbåd i vandet, men om det er den eller Onsdagsklubbens gæstfrihed, der gør udslaget, skal jeg ikke kunne sige.
I hvert fald er jeg den eneste, der får hug, og efter en længere, men udramatisk fight lander en fin havørred på 66 cm i nettet.

2019-04-17 12.11.08.jpg Efter turene mødes dagens deltagere til snak og kaffe i klubhuset i Asnæs.

Kaffe i klubhuset
Vi afslutter dagen i foreningens fine klubhus i Asnæs, hvor vi får tilslutning af Bjarne Andersen, der er formand for Odsherred Sportsfiskerforening, og over kaffen fortæller de om Onsdagsklubben.

– Vi er nogle medlemmer, som på skift er turledere, og vi sørger for, at kaffen er klar i klubhuset kl. 12, for så samles vi altid og snakker sammen om, hvordan dagen er gået. Her dukker der også tit nogle op, som ikke har været med på dagen, men lige skal høre nyt, fortæller Sinnet.

Udgangspunktet er, at deltagerne selv tager ud om morgenen enten alene eller sammen med andre efter aftale. Er der nye deltagere med, tager turlederen sig af dem, så de ikke står alene.

2019-04-17 10.09.51.jpg Karl-Erik fiskede med sit eget fluemønster, der hedder "K.E. Brun hackleflue". Den er at finde på side 126 i "Farlige havørredfluer" af Jan Grünwald.

Alle er velkomne i Onsdagsklubben
– Alle er velkomne til at deltage om onsdagen. Også folk, der ikke er medlem af foreningen, og vi skal nok tage hånd om nye folk, understreger Karl-Erik og tilføjer, at man i turkalenderen på foreningens hjemmeside kan se, hvem der er turleder,  og så kan man bare kontakte vedkommende. Man er også altid velkommen til at kontakte foreningens formand Bjarne Andersen.

– Onsdagsklubben er et godt tilbud til dem, der gerne vil i gang med at fiske på kysten, fortæller Preben og fortsætter:

– Her i Odsherred kan vi altid uanset vind og vejr finde en plads, hvor der kan fiskes, og er der nye med, kan vi også finde pladser, hvor det er nemt at vadefiske.