Forside.jpg (1) Hent Sportsfiskeren 1 i din postkasse fra 4. marts, eller køb det i kiosker landet over. Som medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund kan du desuden læse magasinet online.

Årets premierenummer af Sportsfiskeren kommer vidt omkring og tager hul på forårets mange spændende fiskearter. Vi giver dig blandt andet skarpe tips og tricks til dit forårsfiskeri på kysten, og så tager vi dig også med på fiskerejse til to ørred-øer, som hver især byder på fiskeri i topklasse.

Udgivelsesoversigt
Sportsfiskeren 1: 4. marts
Sportsfiskeren 2: 13. maj
Sportsfiskeren 3: 9. september
Sportsfiskeren 4: 25. november

Har du ikke modtaget Sportsfiskeren?
Hvis du mod forventning ikke modtager Sportsfiskeren, selvom du er medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund, så send navn, adresse og medlemsnummer til medlemsadministrator Anne Holbæk på ah@sportsfiskerforbundet.dk

Sportsfiskeren 1 – årets først nummer – lander i kiosker over hele landet og i din postkasse fra mandag den 4. marts. I dette nummer inspirerer vi dig blandt andet til forårets fiskeri efter kystens havørreder, søens snu rovfisk, åens premierelaks og Vesterhavets mægtige sej.

Her får du en smagsprøve på, hvad du har i vente i det nyeste nummer af Sportsfiskeren.

God læselyst!

IMG_0958.JPG Foto: Nicklas Engelbrecht Sørensen.

Søens snu rovfisk
Med øgenavnene ”den sortstribede røver” og ”mini-vampyren” er der allerede en vis mystik forbundet med aborren og sandarten, der i den grad kan være snu og svære at fange i foråret. Derfor har Sportsfiskeren taget en snak med predatorfiskeren, Nicklas Engelbrecht Sørensen, for at finde ud af, hvordan søens snu søskende skal overlistes.

DSC_4408.jpg Foto: Christian Flinker.

Fang fisk på fjerne kyster
Er du træt af overrendte kystpladser, eller trænger du bare til lidt eventyr på din næste fisketur? Prøv noget nyt! Fisk, hvor ingen andre gør det. Sportsfiskeren begraver ”plejer” og giver dig tre forslag til, hvordan din næste kysttur bliver vildere og mere udfordrende, end du måske er vant til.

PTJ-10.jpg Foto: Søren Glerup.

Portræt: Den Gale Dyrlæge
I dette nummer kan du læse portrættet af den legendariske fluefisker, Preben Torp Jacobsen, som også blev kaldt "Den Gale Dyrlæge". Inden sin død i 2004 nåede han at udrette mere for dansk og skandinavisk fluefiskeri, end nogen anden hverken før eller siden har gjort. Torp gav os rødder.

_DSC4867.jpg Foto: Peter Christensen.

Nytilkomne ørreder og indfødte insekter
I 1867 ankom en sending med befrugtede ørredrogn fra de berømte engelske kalkstrømme til New Zealand. I de følgende årtier blev bækørreden spredt af fiskegale kolonialister, der drømte om at genskabe den engelske natur på den sydlige halvkugle. I dag, 151 år efter ørreden blev introduceret, byder øen på verdens sværeste ørredfiskeri – og derfor måske også verdens bedste.

DSCF0447.jpg Foto: Christian Flinker.

Ørredøen i Østersøen
Er du til store havørreder, storslået natur og kystpladser, der kan tage pusten fra de mest garvede kystrotter – så er Gotland lige dig. Sportsfiskeren guider dig til succes på klippeøen, der er kendt for sit fantastiske kystfiskeri efter havørreder.

Indblik forside.jpg Foto: Søren Astrup Jørgensen.

Indblik: Tema om havbrug
I Sportsfiskerens nye 16-siders sektion, Indblik, kan du læse om havbrug, som er temaet i første udgave. Indblik skal formidle Forbundets og foreningernes arbejde og sætte natur-, miljø- og fiskeripolitiske emner på den politiske dagsorden i samspil med Sportsfiskeren.dk.

Her tager vi dig blandt andet med til Langsand Laks i Hvide Sande, hvor man producerer laks på land – og tror på, at det er fremtiden for verdens fiskeopdræt. Du får også gode råd i at finde vej til den mest bæredygtige fisk i køledisken.