Utætte waders var ingen hindring

stig2.jpg (1) Stig Bulov fangede sit livs havørred på en dejlig forårsdag ved den sjællandske nordkyst.

Det var kulminationen på 30 års kystfiskeri, da Stig Bulov fra Hornbæk landede en superflot overspringer på den sjællandske nordkyst.

Da en af Stig Bulovs fiskevenner havde oplevet rent bonanzafiskeri på Nordkysten ved Liseleje onsdag den 4. april, valgte Stig selv at tage ud i det flotte forårsvejr. Valget faldt på stranden ved Smidstrup, hvor han i første omgang måtte konstatere, at hans waders var blevet utætte hen over vinteren, så hans fiskeri kom derfor til at foregå fra land, men det skulle vise sig som en fordel.

– Jeg hverken så eller følte noget den første halve time, men så sad den der. Den rullede først tungt i overfladen, og jeg kunne se, at det var en virkelig god fisk, fortæller Stig og fortsætter.

– Et par lange udløb senere og efter massivt pres for at få den ind på lavt vand, gik jeg ud og tog et solidt greb om haleroden og fik den på land. Min hånd var fuldstændig dækket af sølvglinsende skæl, slutter han.

Resultatet var en ny personlig rekord på 70 cm og 4,3 kg. Den blev fanget på en 15 gram Sandeel-kystwobler monteret med enkeltkrog.

stig3.jpg
Havørreden faldt for en Sandeel-kystwobler.