Havfiske_sektionen.jpg

Bramming Lystfiskerforening inviterer alle foreninger under DSF og DSFs individuelle medlemmer til Danmarksmesterskab i Havfiskeri 2017 lørdag d. 16. september 2017.

Traditionen tro afholder Bramming Lystfiskerforening Danmarksmesterskabet i havfiskeri 2017 på Lillebælt. Det sker lørdag d. 16. september fra Middelfart. Lillebælt har et alsidigt fiskeri, med mulighed for fangst af mange forskellige arter. Lillebælt er også lige som vejret, aldrig forudsigelig. Der kan være gode dage og der kan absolut også være dårlige dage.

Havfiskeri har igennem de sidste 20-25 år ændret sig meget. Rent pirkefiskeri, med kun tunge pirke, ser man næsten aldrig mere, eller kun meget sjældent. Nu er det agnfiskeri med børsteorm og sandorm der giver fisk, kombineret med farverige forfang, monteret med perler og spinnere i alle afskygninger – men det giver fisk og det giver mange arter – og det er netop arter og mange fisk (kg), der giver point ved disse konkurrencer.

– Jeg kan ikke love jer godt vejr eller mange fisk, men jeg kan garantere, at det bliver en hyggelig dag med masser af præmier til de bedste - eller heldigste. Som sædvane giver Bramming Lystfiskerforening, ved fremmøde om morgenen, et rundstykke eller to og en lille én til halsen – og inden arrangementet bliver der mulighed for at bestille helt friske børsteorm til de grådige fisk i Lillebælt, siger Mogens Laursen, bestyrelsesmedlem i Bramming Lystfiskerforening og formand for havfiskersektionen i Danmarks Sportsfiskerforbund.

Arrangementet starter og slutter ved det hyggelige ”Lillebælt Værftet”, hvor du om morgenen kan nyde din medbragte kaffe sammen med et friskt rundstykke, og senere indveje din fangst, købe drikkevarer og teste dit held i Amerikansk Lotteri. Der bliver også mulighed for at købe grillpølser.

Hver forening må max. deltage med tre hold af 4 mand/kvinder.

Hvis der er ledige pladser når tilmeldingen udløber, kan foreninger tilmelde yderligere hold.

Bramming Lystfiskerforening glæder sig til at se jer alle, såvel førstegangs deltagere, som fast ”inventar”, til Danmarksmesterskabet 2017.

Program vil blive tilsendte alle deltagere per mail, ca. 14 dage før arrangementet.

Tilmeldingsfrist 8. august 2017.

Tilmeldingsblanket for foreninger.

Tilmeldingsblanket for individuelle medlemmer.