Nye akvarier i Helsingør

_D306976.JPG

I forbindelse med vinterferieugerne 7 og 8 har Øresundsakvariet i Helsingør taget tre nye akvarier i brug. De viser livet på tre meget forskellige lokaliteter i Øresund.

I det ene akvarium skildres livet på havnebunden i Helsingør Havn. Her er der naturligvis spor af menneskelige aktiviteter, og mellem muslinger og planter gemmer der sig også en gammel gummistøvle og andet affald, men selvfølgelig også eksempler på de fisk, der lever i havnen. Det andet akvarium viser livet ved klippekysten ved Kullen, mens det sidste viser en rød-og brunalgebund på 14-18 meter, som er nogle af de mest livfulde og frodige havbundsmiljøer i Øresund. 

- Vi prøver jo hele tiden at give en så god formidling af livet i Øresund som muligt, og vi kan skifte akvariemiljøerne med jævne mellemrum. Vi synes, at de nye akvarier er med til understrege, hvor mangfoldigt livet i Øresund er, siger akvariechef og havbiolog Jens Peder Jeppesen. 

I vinterferien sætter Øresundsakvariet i samarbejde med organisationen Plastic Change fokus på den omfattende plastikforurening af verdenshavene ved at vise en film med titlen ”Plastiksuppe forude” fortalt af Sebastian Klein. Filmen er 15 min. lang og henvender sig til både børn og voksne og bliver vist i akvariets netop indviede auditorium flere gange om dagen. Udover filmen vises der også en vandreudstilling om plastik, der er rettet mod børn. 

- Vi er meget begejstrede for at have fået muligheden for at formidle problemerne omkring plastikforurening til vores publikum. Plastikforurening er både et problem på globalt plan og et lokalt problem i Øresund med store fremtidige konsekvenser for vores liv her på jorden så det er meget vigtigt at vi alle er med til på sigt at få vendt udviklingen og få fortalt vores børn hvordan og hvorfor de skal undgå at smide plastik i naturen i fremtiden, siger Jens Peder Jeppesen.