Røde flag på bunden af de danske fjorde: Iltsvindskrisen kræver handling
Rødt flag for fiskene. Greenpeaces særlige badeflag for fisk på bunden af en række danske fjorde skal symbolisere de kritiske iltforhold i de indre farvande.
Foto: Greenpeace.
Greenpeace er i disse dage på ekspedition i danske fjorde og kystvande for at dokumentere iltsvind og sætte fokus på havmiljøets kritiske tilstand. Onsdag gik turen til Vejle Fjord, hvor Danmarks Sportsfiskerforbund var med på vandet.
Jan Karnøe, Bestyrelsesmedlem
Danmarks Sportsfiskerforbund
Et rødt badeflag betyder normalt, at det kan være farligt for mennesker at gå i vandet. Men hvad nu, hvis det er fiskene, der burde advares?
Det er tanken bag en ny kampagne fra Greenpeace, der i denne uge besøger fire danske fjorde og kystområder for at dokumentere iltforholdene og livet under overfladen.
Med gummibåd, iltmåler, undervandsdrone og dykkere undersøger organisationen forholdene under vandet. Samtidig bliver særlige røde badeflag for fisk placeret i og omkring de besøgte fjorde som et symbol på de livsfarlige forhold, der kan opstå, når ilten forsvinder fra vandet.
Onsdag var ekspeditionen nået til Vejle Fjord, hvor Jan Karnøe fra Danmarks Sportsfiskerforbund deltog sammen med Greenpeace.
Tilbage ved den ”begravede” fjord
Det er ikke første gang, Greenpeace og Danmarks Sportsfiskerforbund sammen sætter fokus på Vejle Fjords alvorlige tilstand.
I foråret 2024 stod de to organisationer bag en symbolsk begravelse af fjorden. Baggrunden var årtiers tilbagegang for livet under overfladen og gentagne alvorlige iltsvind.
Denne gang var spørgsmålet derfor næsten uundgåeligt: Er der liv efter døden i Vejle Fjord?
Selvom der arbejdes med lokal naturgenopretning i fjorden, blandt andet med ålegræs og stenrev, er den grundlæggende udfordring fortsat den store tilførsel af næringsstoffer.
Bestyrelsesmedlem i Danmarks Sportsfiskerforbund Jan Karnøe deltog på onsdagens tur på Vejle Fjord. Han har i årevis arbejdet med marin naturgenopretning og er stadig frustreret over den fodslæbende kvælstofindsats.
Foto: Greenpeace.
- For meget kvælstof skaber algevækst, og når algerne efterfølgende nedbrydes, forbruges ilten i vandet. Resultatet kan være iltsvind med alvorlige konsekvenser for fisk og bunddyr, siger Jan Karnøe.
Så sent som i 2025 blev der registreret kraftigt iltsvind flere steder i Vejle Fjord, blandt andet med næsten iltfrie forhold i bundvandet i den ydre del af fjorden.
Fire stop for havmiljøet
Vejle Fjord er tredje stop på Greenpeaces ekspedition. Mandag gik turen til Isefjorden, tirsdag til Ærø og Det Sydfynske Øhav, onsdag til Vejle Fjord, mens ekspeditionen i dag fortsætter til Skive.
Målet er både at dokumentere forholdene under overfladen og at lægge pres på politikerne for at få nedbragt udledningen af kvælstof hurtigere.
For Danmarks Sportsfiskerforbund er det afgørende, at der nu kommer fart på den indsats, der skal give livet tilbage til fjordene.
- Den grønne trepart rummer store ambitioner om at reducere udledningen af kvælstof, men gennemførelsen er en hastesag, der kun kan gå for langsomt, siger Jan Karnøe.
Greenpeace peger på, at kun 0,2 procent af kvælstofindsatsen indtil videre er gennemført, samtidig med at hovedparten af indsatsen efter planen skal være gennemført allerede næste år.
Derfor er budskabet fra turen på Vejle Fjord også alvorligt: De røde flag skal ikke blive et permanent symbol på tilstanden i de danske fjorde. Der er brug for markant mindre kvælstof og hurtigere politisk handling, hvis fiskene og resten af livet skal tilbage.
Målingerne under onsdagens tur viste, at iltforholdene i de undersøgte dele af Vejle Fjord var kritiske. Her blev der registreret moderat iltsvind tæt på grænsen til kraftigt iltsvind, og Greenpeace og Danmarks Sportsfiskerforbund markerede resultatet ved at placere to røde flag på fjordbunden.