Kysthjælper: Her kan du give en hånd i sommeren 2023

Ålegræs på søm Alle kan hjælpe med at montere ålegræsskud på søm – et hyggeligt nørklearbejde. Foto: Thomas Nykrog.

Denne sommer skal Kysthjælper udplante ålegræs i Assens, Horsens og Aarhus. Her kan du se, hvor du kan deltage i det praktiske arbejde som frivillig kysthjælper.

Nu er det snart højsæson i projekt Kysthjælper. Det er nemlig tid til at udplante ålegræs på kysterne, som helst skal plantes i den tidlige sommer. Kysthjælper søger nu frivillige, der har lyst til at være med.
 
– Vi har nogle meget engagerede frivillige, der har deltaget i planlægningen af Kysthjælpers arbejde i løbet af vinteren. Nu søger vi frivillige, der har lyst til at hjælpe med det praktiske arbejde i de områder, hvor der skal udplantes ålegræs, siger Kysthjælpers projektleder, Erik Haar Nielsen.
 
Sådan foregår ålegræsudplantning
Arbejdet med at udplante ålegræs består af flere trin. Først skal der høstes friske ålegræsskud fra et område, hvor der er masser af ålegræs i god vækst. Bagefter skal de høstede ålegræsskud monteres på jernsøm med jerntråd, og til sidst skal skuddene plantes ud i havbunden af dykkere.
 
Plantningen under vandet bliver udført i et markeret og afgrænset område og i et bestemt mønster, så vi i årets løb kan holde øje med, hvordan det nyplantede ålegræs udvikler sig. Både tråd og søm vil ruste bort efter få år, og de nye planter har nu rodfæste i havbunden. Målet er, at de udplantede ålegræsskud inden for en årrække vil udvikle sig til store, frodige ålegræsenge.
 
Sådan kan du hjælpe
Alle kan hjælpe med at montere de mange ålegræsskud på søm. Det kræver ikke nogen særlig baggrund, og du får vejledning i at montere skuddene korrekt.
 
Hvis du er dykker, kan du hjælpe med at plante ålegræsskuddene i havbunden. Vi tager imod din hjælp, uanset om du vil give en hånd i flere dage, eller blot et par timer.

220702 Operation Ålegræs Foto Thomas Nykrog Web
Kysthjælper udplanter ålegræs efter en metode, der er testet og godkendt af forskere fra Syddansk Universitet.. Foto: Thomas Nykrog.

Her kan du være med:

Lillebælt – syd for Assens: 10.-11. juni 2023
I Lillebælt skal der udplantes ålegræs i den østlige del af Torø Vig, som ligger syd for Assens. I løbet af weekenden den 10.-11. juni er det ambitionen at udplante mellem 2.000 og 4.000 ålegræsskud.
 
Du kan deltage hele weekenden eller en enkelt dag. Begge dage foregår arbejdet i tidsrummet kl. 9-16. Der er sandwich og drikkevarer til alle frivillige hjælpere, der er tilmeldt på forhånd.
 
Mødestedet er shelterpladsen ved Jordbassinerne, Søndre Ringvej 20A, 5610 Assens.

Ved spørgsmål, kontakt Kysthjælpers projektleder Erik Haar Nielsen på mobil 2512 6190 eller e-mail: ehn@sportsfiskerforbundet.dk.

Horsens Fjord: 16.-25. juni 2023
I Horsens Fjord skal der udplantes ålegræs på tre forskellige lokaliteter i fjorden. Arbejdet med at montere ålegræsskud på søm foregår ved udplantningens base alle dage i tidsrummet kl. 9-15. Frivillige dykkere har deres egne mødetider, fordi deres båd nemmest kan komme ind ved højvande.

Mødestedet er stranden nord for Øster Bisholtvej nr. 17, 8700 Horsens. Der er mad og drikke til alle tilmeldte frivillige, og der findes et toilet i arbejdsområdet.

Det er helt op til dig, om du vil deltage under hele udplantningen eller en bestemt dag.
 
Tilmeld dig som frivillig i Horsens hos tovholder Jan Karnøe på mobil 2170 4913 eller e-mail: jankarnoe@gmail.com.
 
Kysthjælpers arbejde i Horsens er en del af arbejdet med naturforbedringer i Partnerskabet til Restaurering af Horsens Fjord. Læs mere på www.redhorsensfjord.dk

Bydelen Aarhus Ø: 25. juni 2023
Aarhus Kommune og projekt Kysthjælper er gået sammen om en helt bynær udplantning af ålegræs i kanalerne på Aarhus Ø med hjælp fra LighthouseDykker-butikken.dk og Searangers.

Arbejdet foregår søndag den 25. juni i tidsrummet kl. 10-15 ved Generationernes Hus, Thit Jensens Gade 3-11, 8000 Aarhus Ø. Deltagelse kræver ikke tilmelding på forhånd, og du bestemmer selv, hvor mange timer du vil være med.

Ved spørgsmål, kontakt Kysthjælpers projektleder Erik Haar Nielsen på mobil 2512 6190 eller e-mail: ehn@sportsfiskerforbundet.dk.

Læs også om udplantningen her

Kysthjælper – vi giver havet en hånd


Projekt Kysthjælper arbejder for at forbedre havnaturen og genskabe levestederne for fisk og bunddyr i de kystnære havområder. Arbejdet bliver udført i samarbejde med frivillige og består i udplantning af ålegræs og etablering af mindre stenrev og muslingerev i fire kystnære havområder.

Kysthjælper ledes af Danmarks Sportsfiskerforbund og er finansieret af VELUX FONDEN. En række forskningsinstitutioner, kommuner og NGO’er er partnere i projektet og bidrager med både viden og stærke hænder for at hjælpe havmiljøet.

Læs mere om Kysthjælper her: www.kysthjælper.dk