Frivillige restaurerer Donnemoseløbet på Østfalster

Billed 2, Gydebanke, 20 Meter, Donnemoseløbet, 7. Marts 2020 Gydegruset var lagt i Donnemoseløbet i forvejen og vi skulle kun rette det til. Her er det bl.a. Jan Andersen og Hans Erik Pedersen fra LNF1920, der er i gang med en 20-meter banke. Foto: Rune Hylby.

Weekendens restaureringsprojekt i Donnemoseløbet på østkysten af Falster blev en stor succes, idet udlægning af 14-15 tons gydegrus og ca. 2 tons skjulesten i fremtiden skal sikre ørredbestanden i det lille fine ørredvandløb, der løber på Corselitzes jorde og skovarealer.

Udlægningen af gydegruset skete med maskine, som Guldborgsund Kommune havde sørget for, hvorefter de frivillige fra Lystfiskeriforeningen for Nykøbing Falster og Omegn (LNF1920), samt Den sjællandske Grusbande, der er et samarbejde mellem Fishing Zealand og Danmarks Sportsfiskerforbund skulle sørge for den sidste finish, samt lægge skjulesten i åen.

Billed 4, Flokken Af Frivillige, Donnemoseløbet, 7. Marts 2020 Fællesfoto af flokken af frivillige fra Lystfiskeriforeningen for Nykøbing Falster og Omegn, samt fra Grusbanden. En halv snes var inde over projektet i løbet af dagen, og alle gik, sjovt nok, rundt med smil på læben. Foto: Rune Hylby.

Projektet er blevet til i et større samarbejde mellem de frivillige, Corselitze Gods og Guldborgsund Kommune.

Klokken 10.10 mødtes de frivillige, netop som solen kiggede frem og gav smil på læben efter en lang vinter. Det føltes som forår, og snart var alle i gang. Gydegruset blev lagt pænt til rette, og efterhånden som vandet klarede op, blev også de mange skjulesten lagt pænt ned i Donnemoseløbet.

I løbet af dagen var knapt en snes personer inde over projektet, og der var lutter smil på læben. Det kedelige å-løb blev i løbet af blot nogle få timer forvandlet til en lille perle igennem skoven.

Billed 5, Skjulesten Til Hver Sin Ørred, Donnemoseløbet, 7. Marts 2020 Der blev lagt ca. 2 tons skjulesten i åen, som kommer til at virke som forhåbentlig kommer til at virke som standpladser for en masse nye havørredyngel fremover. Foto: Rune Hylby.

Det var Martin Friis Mortensen fra vandplejeudvalget i LNF1920, der var bagmanden bag projektet. Der blev lavet 8 flotte gydebanker, hvoraf den ene var omkring 20 meter lang, en anden 10 meter lang og et halvt dusin på 5 meter.

Skjulestenene blev lagt dels mellem gydebankerne, og så blev der lagt en større mængde nedstrøms for gydebankerne på en 200-250 meter lang strækning.

I alt blev Donnemoseløbet restaureret på en knapt 400 meter lang strækning.

– Nu kan vi glæde os over det lille vandløb og huske hinanden på, at hver lille sten, vi har lagt i vandløbet, i fremtiden vil være en standplads for de ørreder, der vil klække i gydebankerne, fortæller Rune Hylby, bandeleder i Den sjællandske Grusbande.

Billed 3, Gydebanke, Efterfølgende, Donnemoseløbet, 7. Marts 2020 Det færdige resultat af den flotte 20 meter lange gydebanke, giver næsten tårer i øjnene. Foto: Rune Hylby.

Godsforvalteren Poul Schreiner, Corselitze, kiggede forbi ud på eftermiddagen og fik en hyggelig snak med de frivillige, der naturligvis takkede ham for det gode samarbejde omkring projektet.

Inden de mange frivillige skiltes, var Donnemoseløbet som forvandlet. Ikke kun til glæde for ørrederne og insekterne i vandløbet, men sandsynligvis også for en af områdets mange havørne, der netop fløj forbi i følgeskab med en rød glente, da de frivillige snakkede af, efter dagens indsats.

– Det var som om, den lige skulle godkende dette fremtidige ta’ selv-bord, vi havde skabt i åen, slutter Rune Hylby med et smil.