Æglevering fra bornholmske pighvarrer

dsc_0129.jpg Pighvarren er en eftertragtet sportsfisk, og projektet, der skal ophjælpe bestanden af bornholmske pighvarrer, er finansieret af fiskeplejemidler, som stammer fra salg af fisketegn. Foto: Christian Flinker.

Pighvarren er en meget populær fisk blandt både lyst-, fritids- og erhvervsfiskere, og derfor bliver der i disse dage skaffet æg fra vilde bornholmske pighvarstammer, som senere skal udsættes omkring øen i efteråret.

DTU Aqua, lokale fritidsfiskere fra Danmarks Amatørfiskerforening på Bornholm samt Fishlab og Venø Fish Farm har de sidste par år samarbejdet om at ophjælpe bestanden af pighvarrer omkring Bornholm. Det samarbejde er nu udvidet med en hjælpsom og dygtig erhvervsfisker fra Nordbornholm, som har tilbudt at hjælpe med fangst af forældrefisk til brug i forsøget på at skaffe flere pighvarrer til de bornholmske kyster. Det har vist sig at være en rigtig god beslutning.

Han har på det helt rigtige tidspunkt været i stand til at skaffe den mængde pighvarrer, der skulle bruges. Både hanfisk og hunfisk var klar til at gyde på fangsttidspunktet, og det har resulterede i, at ca. 300-500.000 befrugtede æg først blev fragtet til klækkeriet i Aarhus og efter et kort ophold her, fragtes de videre til Venø i Limfjorden. Her vokser de op, inden de efter planen fragtes tilbage til Bornholm senere på året, hvor de udsættes som pighvarrer i ministørrelse. Fiskeplejekonsulent fra DTU Aqua, Mads Christoffersen, som er leder af projektet, forklarer, hvorfor det er nødvendigt med hjælp til pighvarrene, som ellers godt kan formere sig naturligt.

– Der er væsentlige færre kystfisk langs vores kyster, end der har været tidligere, og pighvarren er en af de få fisk i saltvand, som vi har succes med at opdrætte. Ved at holde de små pighvarrer under kontrollerede forhold i nogle måneder, forventes det, at mange flere pighvarrer hjælpes til at overleve den meget kritiske periode, når de er helt små. På den måde kan man bidrage til at styrke den naturlige bestand af pighvarrer og få flere fisk langs kysterne, som betyder meget for de lokale bornholmere, som fanger dem på stang og med net.

Lokale fisk
Ligesom der findes lokale bestande af ørreder i vandløbene, er der også lokale bestande af pighvarrer. Der findes overordnet to bestande – en østersøbestand og en nordsøbestand. Det vides dog endnu ikke, om der findes endnu flere forskellige lokale bestande, men det vil DTU Aqua gerne kigge nærmere på.

– I dag ved vi ikke ret meget om, hvorvidt der findes endnu flere forskellige stammer af pighvarrer i Danmark, og det er noget vi gerne vil undersøge ude i fremtiden ved hjælp af DNA-prøver af fiskenes finner, forklarer Mads Christoffersen og fortsætter.

– Pighvarren kan nemlig sammenlignes med ørreder i vandløbene, som også består af lokale stammer, som har tilpasset sig de givende forhold i netop deres hjemvand. Det betyder samtidig, at det er vigtigt, at de pighvarrer, som vi udsætter på Bornholm også kommer herfra, da de er tilpasset de lokale forhold omkring øen. Den viden ville kunne hjælpe os i det fremtidig arbejde med at styrke bestanden af pighvarrer andre steder i landet, slutter han.