Nu må du hjemtage 7 torsk om dagen fra den vestlige del af Østersøen

56785674556__EF043A65-F5F5-4DAF-AA16-CFEC2BA61C39.JPG Den tidligere fangstbegrænsning på 3 torsk i februar-marts og 5 torsk resten af året er i 2019 erstattet med en begrænsning på 7 torsk i alle årets måneder. Foto: Andreas Findling-Rottem.

I 2019 er det tilladt at hjemtage 7 torsk om dagen per lystfisker i den vestlige del af Østersøen.

Regler for torskefiskeriet i den Vestlige Østersø

I 2019 må du hjemtage 7 torsk om dagen fra den vestlige del af Østersøen.

Den danske del af den Vestlige Østersø går fra Bornholms vestkyst til en linje fra sydspidsen af Djursland til den nordlige del af Øresund. Øst for Bornholm er der ingen daglig fangstbegrænsning.

Mindstemålet er 35 cm i den danske del af den Vestlige Østersø.

Læs mere her

2019 begynder godt for lystfiskere, der fisker torsk i Østersøen vest for Bornholm. Den 1. januar trådte de nye regler for torskefiskeriet i kraft, og det betyder, at du i 2019 må hjemtage 7 torsk om dagen i alle årets måneder.

Danmarks Sportsfiskerforbund argumenterede i efteråret for en daglig fangstbegrænsning på 8 torsk, men baglimit landende altså på 7, da EU’s fiskeriministre mødtes i oktober sidste år for at fastlægge fangstbegrænsningerne for 2019.

– Vi er glade for, at fiskeriministeren har lyttet til vores inputs, og vi kan leve med en daglig baglimit på 7 torsk i alle årets måneder. Det vil igen gøre det danske lystfiskeri efter torsk attraktivt for den almindelige lystfisker, og det vil forhåbentlig betyde, at turbådene vil overleve en hård periode med store nedgange i indtægterne. Og det er vigtigt, da turbådene for mange lystfiskere er den eneste mulighed for at komme på havet, få saltvandssprøjt i ansigtet og en torsk på krogen, siger Kaare Manniche Ebert, fiskebiolog i Danmarks Sportsfiskerforbund.

Torsken har det bedre
Fangstbegrænsningen var sidste år på 3 torsk om dagen per lystfisker i februar-marts og 5 torsk om dagen i årets øvrige måneder. Det er forsvarligt at lempe begrænsningen, da torskebestandene i den vestlige del af Østersøen har fået det bedre gennem de senere år.

– I Øresund har torsken det endda så godt, at man helt burde droppe baglimit på torsk, hvis man samtidigt hævede mindstemålet til 45 cm i Øresund og resten af den vestlige del af Østersøen. Dette var også Danmarks Sportsfiskerforbunds indstilling til fiskeriministeren forud for forhandlingerne i EU, siger Kaare Manniche Ebert.